
Hørsholm Kommune skal i samarbejde med DSB finde ud af, om Rungsted Kyst Station kan videoovervåges på linje med Kokkedal Station
Kommunens forvaltning skal igen undersøge, om der kan sættes overvågningskameraer op på den kommunale del af p-pladsen ved Rungsted Kyst Station.
Det sker på foranledning af Venstres Anne Ehrenreich, der på det seneste kommunalbestyrelsesmøde benyttede sin initiativret til at rejse sagen.
”Målsætningen er at begrænse indbrud i biler og huse i området samt at begrænse brugen af Rungsted Station som transitstation for tyvekoster fra indbrud i området,” hedder det i forslaget fra Anne Ehrenreich.
Venstrepolitikeren bruger stationen ofte og har selv oplevet ”åbenlys kriminalitet”. Blandt andet ved selv at have set ”en person, der var ved at bryde en cykel op.”
Hun forstår ikke, at der ikke kan sættes overvågning op på p-pladserne, når der allerede forefindes kameraer, eksempelvis ved Meny på Rungsted Bytorv mindre end 500 meter fra stationen
Kommunen har tidligere fået at vide, at det er ulovligt at sætte overvågning op på stationen, men kommunalbestyrelsen indvilgede i at bede forvaltningen undersøge det endnu en gang, og det skal blandt andet ske i dialog med DSB, der ejer stationen.
"Det har vist sig, at det umiddelbart kun er lovligt for kommunen at opsætte videoovervågning på Kokkedal Station. Det skyldes, at Kokkedal Station ligger mindre end 500 meter fra Ådalsparken, der i forvejen er overvåget. Administrationen har ikke kendskab til områder tæt på Rungsted Station med overvågning, og alle arealer ejes af DSB", hed det dengang i et notat til sagsfremstillingen i Tryghedsudvalget.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her