27. juli 2021
De fire bestyrelsesmedlemmer i KvindeKompagniet. Fra venstre: Henriette Kinnunen, Josefine Volqvartz, Anne-Mette Bro Jöhncke og Lisbeth Odgaard Madsen med baby Vigga på armen. Martin Bendtsen Vangsfeldt
gallery icon

Se billedserie

De fire bestyrelsesmedlemmer i KvindeKompagniet. Fra venstre: Henriette Kinnunen, Josefine Volqvartz, Anne-Mette Bro Jöhncke og Lisbeth Odgaard Madsen med baby Vigga på armen. Martin Bendtsen Vangsfeldt
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny forening kræver handling fra minister: Vil have mere ligestilling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny forening kræver handling fra minister: Vil have mere ligestilling

Hvad der startede som en podcast om kvindelige iværksættere har nu udviklet sig til en forening, der vil kæmpe mod strukturelle og kulturelle udfordringer i iværksætterbranchen. Foreningen har allerede mødt erhvervsminister Simon Kollerup (S) og stifteren fortæller her, at det er bydende nødvendigt at få mændene med på banen.

Hørsholm - 20. marts 2021 kl. 06:52
Af Sophus Zarrs Soelberg

KvindeKompagniet, der startede som en podcast om - og med - kvindelige rollemodeller i iværksætterbranchen, har nu udviklet sig til en reel forening, og den 2. marts blev der afholdt stiftende generalforsamling. Kun en uge senere mødtes bestyrelsen fra den nye forening med erhvervsminister Simon Kollerup (S) for at aflevere ti anbefalinger til, hvordan man kan kæmpe mod de strukturelle forhold, som gør det svært for kvinder at vælge en karriere som iværksættere.

arrow Læs også: Se den sjove video: Forening sendte pirater hjem til unge

Det fortæller journalist, indehaver af Inspire Film og nu formand for KvindeKompagniet Josefine Volqvartz, der indledningsvist skabte en podcast, fordi hun oplevede, at der manglede kvindelige rollemodeller i iværksætterbranchen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Josefine Volqvartz startede KvindeKompagniet som en podcast, og nu har initiativet udviklet sig til at være en forening. Foto: Sophus Zarrs Soelberg

Hun bor selv i Rungsted og har tidligere arbejdet 18 år i udlandet. I forbindelse med etablering af sin egen virksomhed blev hun opmærksom på, at forholdene for kvindelige iværksættere kunne blive bedre. Det blev startskuddet til podcasten KvindeKompagniet, som har gjort det tydeligt, at der også skal handling til.

- Jeg kunne se, at der ikke kun var behov for rollemodeller, selvom de er rigtig vigtige. Der er også brug for strukturelle tiltag, hvis flere kvinder skal have mod på iværksætteri, og det arbejde har vi nu for alvor taget fat på, fortæller Josefine Volqvartz, inden hun fortsætter:

- Derudover oplevede jeg, at en masse skønne ildsjæle tog fat i mig og gerne ville give en hånd med, fordi de selv brændte for emnet. Flere af de ildsjæle er nu med i KvindeKompagniets bestyrelse, og derfor har vi fået meget mere ekspertise. Vi kan nu byde ind i forhold til analyse, diversitet, jura, politik og kommunikation, så de områder er vi begyndt at arbejde med i forlængelse af vores medieproduktion, siger hun.

Kræver handling fra ministeren

Mandag 8. marts 2021, på Kvindernes Internationale Kampdag, afleverede KvindeKompagniet et idékatalog til erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Kataloget, der er udarbejdet i samarbejde med Frederikke Antonie Schmidt fra skodesign-virksomheden Roccamore, indeholder ti konkrete anbefalinger, som kan øge andelen af iværksættere generelt og kvindelige iværksættere i særdeleshed.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mandag 8. marts 2021, på Kvindernes Internationale Kampdag, afleverede den nye forening KvindeKompagniet et idékatalog til erhvervsminister Simon Kollerup (S) med ti anbefalinger, der skal hæve graden af ligestilling i iværksættermiljøet. Foto: Martin Bendtsen Vangsfeldt

Det var dog ikke første gang, at Josefine Volqvartz mødte erhvervsministeren. Før man nåede så langt, var ministeren nemlig inviteret til debat hos Kvindekompagniet, og det var her kimen til de ti anbefalinger og foreningens fødsel blev lagt.

- Det startede med en debat, der fandt sted i skobutikken Roccamore sammen med stifteren af skodesign-virksomheden Frederikke Antonie Schmidt, som selv er kvindelig iværksætter. Her arrangerede vi en debat om iværksætteri og barsel, og vi inviterede erhvervsminister Simon Kollerup (S) til at deltage, fortæller Josefine Volqvartz.

Her efterlyste erhvervsministeren konkrete forslag, og det var lige, hvad Kvindekompagniet kunne byde ind med.

- Ministeren sagde, at han hvert år til kvindernes internationale kampdag taler med kvinder om udfordringerne ved at være kvindelig iværksætter, men at han savner konkrete forslag til, hvordan man kan håndtere de udfordringer. Til debatten havde vi et stærkt iværksætterpublikum i salen og der kom en masse gode ideer og bud på banen. Vi lovede at skrive alle forslagene ned, men krævede også handling fra ministerens side, fortæller Josefine Volqvartz.

Forslagene fra debatten dannede senere en del af fundamentet for de ti anbefalinger, som foreningen nu har afleveret til erhvervsministeren under navnet »Forslag til strukturelle tiltag for at øge andelen af kvinder i iværksætteri«.

Mændene skal med

Da Josefine Volqvartz startede Kvindekompagniet som podcast, var det en reaktion på, at andelen af kvindelige iværksættere var betydeligt lavere end mængden af mandlige iværksættere, ligesom der er andre forhold, som viser en skævvridning. Når det eksempelvis handler om at hente penge til en virksomhed, får virksomheder ledet af kvinder under to procent af den samlede venture kapital, mens virksomheder ledet af mænd får resten.
Tallene stammer fra analysen »Nordic Startup Funding« fra Unventional Ventures, der også tidligere har været fremlagt i Børsen. Samtidig er kun 25 procent af nyopstartede virksomheder ledet af kvinder.

- Dermed går ikke kun iværksættermiljøet, men også samfundet bredt set glip af idéer, talent, jobskabelse og vækst, og flere kvindelige iværksættere bør derfor være et fælles mål for hele økosystemet, siger Josefine Volqvartz.

Hun forklarer samtidig, at det er bydende nødvendigt at få mændene med på banen, for ligestilling i iværksættermiljøet vedrører både mænd og kvinder.

- Kvindekompagniet opstod, fordi vi synes det var vigtigt at få synliggjort flere kvindelige rollemodeller, men det er ikke et arbejde, som kun vedrører kvinder. Vi er ikke en lukket klub for kvinder - tværtimod skal vi have mændene med, for de er en del af løsningen. Derfor er vi også meget glade for, at vi har fået meget opbakning fra mænd, lyder det fra Josefine Volqvartz, inden hun uddyber:

- En af de problematikker, vi arbejder med i vores anbefalinger, handler om barsel. Barselsloven er fra 1967 og den afspejler ikke den virkelighed, vi lever i nu. Vi oplever, at både mænd og kvinder gerne vil have adgang til familieliv såvel som karriere. Derfor handler det ikke kun om, at kvinder gerne vil gøre karriere indenfor iværksætteri, det handler også om, at mænd gerne vil kunne bruge tid med deres børn. Det handler om at skabe en iværksætterkultur for alle mennesker, der gerne vil have en balance i deres liv, hvor de både kan prioritere karriere og familieliv, forklarer hun.

Kvindekompagniet er et non-profit-initiativ, der arbejder sammen med mange forskellige aktører inden for iværksætter-økosystemet - blandt andet skodesign-virksomheden Roccamore.
Man kan læse alle foreningens ti anbefalinger til erhvervsministeren på www.kvindekompagniet.org. Her kan man også se den førnævnte debat, hvor erhvervsministeren besøgte Kvindekompagniet.

arrow Sådan vil kommunen gøre livet surt for indbrudstyve
06. marts 2021 kl. 05:31 Opdateret: kl. 10:30
arrow Besøg udstillingen, du ikke må se
28. februar 2021 kl. 14:38 Opdateret: kl. 08:11
De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?