Tidligere sparekassedirektør Knud Søgaard, Hørsholm, er død, 95 år gammel
Da Knud Søgaard fyldte 95 år den 4. april sidste år, blev det en ny måde at holde fødselsdag på.
Der skulle have været fest på yndlingsrestauranten Trekosten i Nivå. Det forhindrede coronaen, som invaderede Knuds og andres liv for et års tid siden.
I stedet blev dagen fejret med gæster uden for og Knud inde i stuen bag ruderne. Og da femilioen aflyste festen på Trekosten, lovede de at vende tilbage til 100 års fødselsdagen.
Sådan bliver det desværre ikke, for Knud Søgaard, tidligere sparekassedirektør, døde den 27. februar i en alder af 95 år.
Knud Søgaard blev født på gården Søgaard ved Terndrup syd for Aalborg. Under krigen var han sparekasseelev i Aalborg, og oplevede krigen på nærmeste hånd.
Efter at have været leder af flere filialer omkring Aalborg blev Knud Søgaard direktør for Løgstør by og Omegns Sparekasse, som han moderniserede og udviklede til et ledende pengeinstitut i Vesthimmerland, inden han - som en af de første jyske direktører - tog springet og fusionerede sparekassen med Bikuben i 1969.
Knud Søgaard var blandt andet formand for bestyrelsen for Røde Kors Hjemmet i Løgstør i mange år, ligesom han sad i bestyrelsen for Løgstør Savværk og var aktiv som Frimurer.
Knud Søgaard havde et stort socialt engagement, der også blev vist gennem ungdomsudvekslingsprogrammet i Rotary, hvor han i en årrække var guvernør.
Knud Søgaard og hans hustru Grethe havde en meget stor omgangskreds, men flyttede på trods heraf i 2004 til Hørsholm for at være tættere på de 3 sønner, svigerdøtre og børnebørnene.
Trods flytning på tværs af landet i en høj alder bevarede Knud og Grethe Søgaard en stor vennekreds, der blev udvidet betydeligt i nærområdet i Hørsholm.
Knud Søgaard efterlader sig sin højt elskede ægtefælle gennem næsten 70 år, samt børn, svigerbørn og børnebørn - og et lille oldebarn in spe.
Bisættelsen finder sted fra Hørsholm Kirke på lørdag den 6. marts kl. 14.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her