24. januar 2021
TV-optagelserne til Den Store Bagedyst i teltet er meget intense og kræver fuld koncentration.
gallery icon

Se billedserie

TV-optagelserne til Den Store Bagedyst i teltet er meget intense og kræver fuld koncentration.
Foto: CARSTEN MOL
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Max under pres: Bagedysten var den store drøm for mig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Max under pres: Bagedysten var den store drøm for mig

33-årige Max Hoffman-Dose fra Hørsholm måtte forlade Den store bagedyst lige før semifinalen, men deltagelsen har indfriet alle forventninger og mere til, fortæller han i et interview med Ugebladet

Opdateret 25. november 2020 kl. 18:15
Hørsholm - 25. november 2020 kl. 17:22
Af Morten Timm

Meget intenst og presset. Helt utrolig krævende. Men først og fremmest en lang lærerig rejse ud i bagekunsten.

arrow Læs også: Butik bruger formue på corona-sikkerhed

Sådan har Max Hoffman-Dose fra Hørsholm oplevet det at være deltager i DRs succesrige og mest sete program "Den store bagedyst" - niende sæson.

Forleden gjaldt det en plads i semifinalen, men det blev kun lige ved og næsten for 33-årige Max, der, overraskende for mange, røg ud efter de franske fristelser.

Selv sad han med en underlig fornemmelse af både at være rigtig ærgerlig og lettet.

"Det var helt ok og fair, at det var mig. På tv så det mere spændende ud, men da jeg sad der, vidste jeg godt, at det var min tur," fortæller Max Hoffman-Dose og fortsætter:

"Jeg ville selvfølgelig gerne være gået videre, men da jeg røg ud, kunne jeg pludselig sænke skuldrene og ikke længere bekymre mig om næste omgang. For det var en meget presset periode..."

Indfriet alle forventninger

Oveni gjorde det ham glad, at de andre deltagere åbnede op og fortalte, at de var kede af, at dommerne havde stemt ham ud.

"Det gjorde meget indtryk på mig, og så kunne jeg ikke være ked af det," kommer det med et smil fra ham.

Ugebladet er på besøg hos det lokale bagetalent i hjemmet i Hørsholm, som deles med hustruen Justine og deres datter Johanne på to år.

"Bagedysten har været en stor drøm for mig, og det har indfriet alle mine forventninger at være med. Det at lære at eksperimentere med kager, som man ellers aldrig ville bage og blive bedre til at finde på ting og skabe kreative løsninger. Oveni kommer så alle de nye mennesker, jeg har lært at kende," siger Max.

Det var en drøm for 33-årige Max fra Hørsholm at være deltager i DR-succesprogrammet Den store bagedyst. Foto: DR

Vil hele tiden blive bedre

Så længe han husker tilbage har han haft interesse for det søde køkken - og som lille dreng fulgte han altid med i, hvad der foregik i køkkenet.

I 2014-15 begyndte han at se "Den store bagedyst" på DR - og det gav ham forøget lyst til at kaste sig over kagekreationerne.

"Når noget interesserer mig, så vil jeg bare gerne dygtiggøre mig og hele tiden blive bedre til det jeg laver. Den rejse ville jeg gerne med på i Bagedysten," forklarer Max, der allerede meldte sig til for to år siden og var indkaldt til casting, da han måtte melde fra på grund af bryllupsrejse og en nyfødt datter.

Fantastisk støtte

Til 2020-sæsonen skulle det så være - godt motiveret af Justine.

"Min kone har været en helt fantastisk støtte og sparringspartner for mig ved at smage undervejs og give feedback, ligesom hun har taget sig af alt det praktiske herhjemme og med vores datter, mens det hele stod på."

Man kommer ikke sovende til at være deltager i Den store bagedyst. For Max har det fyldt det hele siden han i februar fik at vide, at han skulle være med.

"Det var held i uheld, at jeg lige på det tidspunkt stod mellem to jobs og havde tid. For det kræver bare al ens energi, overskud, fokus og opmærksomhed. Særligt omkring optagelserne i maj, juni og juli," beretter den 33-årige Hørsholmborger.

Om Max
  • Max Hoffmann-Dose har tyske aner. Hans far og mor og deres familier stammer fra det tyske mindretal i Sønderjylland, og de talte kun tysk i hans barndomshjem. Han har selwv boet tre år i Tyskland og taler i dag kun tysk til sin datter Johanne på to år.
  • 33 år og gift med Justine.
  • Favoritkagen kan han ikke udpege. Det plejer at være den kage, der står foran ham. Ellers synes han, at der er noget særligt ved lagkagen, fordi den altid laves ved glædelig lejligheder.
  • Største kagesucces er 'Valentinskagen' i program 5. Den er han stolt af.
  • Største skuffelse var talkagen i samme program. Den lykkedes overhovedet ikke. Og viser meget godt, hvordan hurtigt tingene kan skifte for Bagedyst-deltagerne.
Bagt 100 gange

"Jeg tror, at jeg har bagt 100 gange på et halvt år - og alle de kager, vi lavede i programmet, havde jeg forinden bagt fire gange derhjemme."

Den megen træning gav også pote i første program, hvor Max vandt mesterbagerforklædet.

"Det var utroligt bekræftende at få. Så var der mening med galskaben og al den tid, jeg havde brugt. Men forklædet giver jo ikke fordel til næste program. Vi starter på frisk hver gang, og som vi deltagere siger: Du er kun én kage fra at ryge ud..."

I daglig kontakt

Sammenholdet mellem deltagerne er noget, der har overrasket Max. Og de har stadig daglig kontakt i deres egen Facebook-gruppe.

"Jeg synes slet ikke, at konkurrenceelementet har fyldt noget mellem os. For hver enkelt deltager handler det om hvor godt man selv gør det. Og vi fokuserede ikke så meget på at vinde mesterbagerforklædet, men bare på at gå videre og ikke blive sidst," forklarer han.

Til daglig rådgiver Max virksomheder i forhold til apps og digitale løsninger, og han har ikke planer om at kagebageriet skal være andet end en hobby for ham.

Drømmen om at komme med Den Store Bagedyst-rejse er gået i opfyldelse for den 33-årige familiefar i Hørsholm. Foto: Morten Timm

Blev aldrig træt

Og lysten til at bage og være kagekreativ er intakt, ligesom garagen er fyldt med alverdens bageudstyr, som han har investeret i gennem årene.

"Som deltager i Bagedysten er der tre faser. Forberedelserne inden programmer, så optagelserne i teltet, og nu, hvor de bliver sendt og det hele bliver offentligt. Jeg var bekymret for, at når det hele var overstået, ville jeg være træt af bage. Men nej. Tværtimod, jeg har bagt lige siden," fortæller Max, der også har oprettet sig egen youtube-kanal, hvor han fortæller om de enkelte programmer og demonstrerer forskellige teknikker og giver kreative tips og ideer.

"Det bedste har været muligheden for at kunne fordybe sig i noget, man interesserer sig for. Man får også mere selvtillid og lære en masse nye ting, ligesom jeg har fået knyttet mange nye venskaber," siger Max Hoffman-Dose.

Han runder interviewet af med sin egen overraskelse over, hvor mange positive tilkendegivelser han har fået på vejen.

"Mange lokale - og folk, jeg slet ikke kender - har hilst og meget sympatisk og respektfuldt ønsket mig held og lykke og sagt, at de hepper på mig. Der har ikke været en eneste dum kommentar," slutter han.

arrow Dalgaard-førstemand skal vende udvikling hos konkurrent
26. november 2020 kl. 11:01 Opdateret: kl. 11:07
arrow Familieejet virksomhed springer ud som gazelle
25. november 2020 kl. 04:48 Opdateret: kl. 06:35
Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?