
I Hørsholm er der brug for en person, der uafhængigt af kommunens forvaltning kan stå borgerne bi, mener en enig kommunalbestyrelse
Hørsholm Kommune er på vej til at få sig en borgerrådgiver, der skal ”forbedre borgernes muligheder for at søge hjælp til at forstå og anvende lovgivning, forstå deres rettigheder samt værne om retssikkerheden", som det hedder i sagsfremstillingen til det seneste møde i kommunalbestyrelsen.
Her havde Konservative og løsgænger Annette Wiencken benyttet sig af muligheden for at stille et initiativretsforslag om sådan en funktion.
Beslutningen blev, at økonomiudvalget nu skal udforme en ansøgning til en pulje under Socialstyrelsen til borgerrådgivere i kommunerne, der er en del af finanslovsaftalen.
Kun Liberal Alliances Jakob Nybo kunne ikke se det indlysende i den idé og stemte imod. Han mener blandt andet, at der er tale om ”unødvendigt bureaukrati, der ikke er behovsstyret og mere en sugen i den store statskasse.”
Baggrund for interessen for en borgerrådgiver er begrundet i, at der i finanslovsaftalen for 2021 er afsat 30 millioner kroner i 2021 og 35 millioner i perioden 2022-2024 til en ansøgningspulje, som kommunerne kan søge med henblik på at ansætte en borgerrådgiver til bl.a. at rådgive og vejlede borgerne i kontakten med kommunen og føre tilsyn med kommunens administration.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her