
Kommunen inviterer igen i år veteraner til et arrangement i forbindelse med den nationale flagdag, der finder sted den 5. september. Det er 10 året for fejringen af den nationale flagdag.
Som noget særligt kan det nævnes, at vi i år har planlagt dagen i samarbejde med Veterancaféen Hørsholm. Caféen blev etableret som et projekt under Frivilligcenter og Selvhjælp Hørsholm af en initiativgruppe, som fandt sammen på Flagdagen sidste år. Den holder til i Aktivitetscentret på Selmersbo hver anden torsdag i lige uger.
Hørsholm Kommune har netop indgået en samarbejdsaftale med Veteran Centret, der holder til på Høvelte Kasserne. De vil også være repræsenteret på dagen, hvor selve samarbejdsaftalen vil blive skrevet under.
Morten Slotved (K) udtaler i den forbindelse:
-Jeg er glad for, at vi igen i år kan invitere til fejringen af den nationale Flagdag. Fejringen sidste år var en meget bevægende dag, og jeg håber, at rigtig mange vil tage imod tilbuddet om at være med til at markere dagen og samtidigt få et par hyggelige timer med familie, venner eller gamle soldaterkammerater.
Klokken 16.00 åbner dørene, og herefter byder kommunen på kaffe, te, kage buffet, samt mulighed for børnene at lave popcorn eller en Slush Ice. Omkring en halv time senere taler borgmester Morten Slotved til de fremmødte. Fra klokken 17.00 og en halv time frem vil der blive fortalt historier fra veteranernes udsendelser. Som en afslutning på arrangementet bliver der grillet pølser efterfølgende, og det hele slutter klokken 19.00.
Arrangementet finder sted på rådhuset på Ådalsparkvej 2 i Hørsholm. Tilmelding foregår via email på pol-post@horsholm.dk, hvor de deltagende gerne må oplyse, hvor mange de kommer.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her