1. marts 2021
Sundhedsudvalget i Hørsholm foreslår at bruge halvdelen af pengene på netop Hvid Januar samt på Alkohol og Samfunds alkoholkampagne i uge 40. Politikerne i Økonomiudvalget er ikke helt afklaret med Hvid Januar. Foto: Adobestock
gallery icon

Se billedserie

Sundhedsudvalget i Hørsholm foreslår at bruge halvdelen af pengene på netop Hvid Januar samt på Alkohol og Samfunds alkoholkampagne i uge 40. Politikerne i Økonomiudvalget er ikke helt afklaret med Hvid Januar. Foto: Adobestock
Foto: Oleksandr Smaglov/AlexMaster - stock.adobe.com
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvid Januar bliver sat på pause

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvid Januar bliver sat på pause

Hørsholm følger Sundhedsstyrelsens aflysning af alkoholfri januar, men indfører alkoholfrit alternativ til alle kommunale arrangementer

Opdateret 10. december 2020 kl. 21:58
Hørsholm - 10. december 2020 kl. 17:30
Af Fred Jacobsen

Hørsholm Kommune skulle i januar 2021 har være en alkoholfri - såkaldt hvid - januar ved receptioner, vielser, nytårskur, ja i alt, kommunens medarbejdere og politikere kan blive involveret i.

arrow Læs også: Kommunen vil undersøge din sundhed: Hvordan du har det?

Men den kampagne er aflyst, fordi Sundhedsstyrelsen selv har sat Hvid Januar på pause på grund af coronakrisen.

"Derfor vil der ikke blive gennemført kampagneaktiviteter eller være kampagnematerialer til rådighed i år. Alle er selvfølgelig velkomne til at gennemføre egne aktiviteter," kan man blandt andet læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Det valgte økonomiudvalget så ikke at gøre, da sagen tidligere i dag var på dagsordenen. Udvalget diskuterede her endnu en gang, hvordan 100.000 kroner til en "styrket indsats inden for hygiejne og alkohol" skal anvendes i 2021 og de kommende år.

Sagen blev udsat på det forudgående møde, hvor meningerne var delte: Lige fra "noget formynderisk pjat" over at tilbyde alkoholfri drikke som alternativ til "er der hvid januar, så skal den være hvid".

Beslutningen blev, at der ingen Hvid Januar bliver. I stedet blev forslag om øget hygiejne godkendt, og at der fremover skal være et alkoholfrit alternativ tilgængeligt ved kommunale arrangementer.

Diskussionen er kommet op, fordi partierne bag årets budgetforlig har reserveret 100.000 kr. til en styrket hygiejne- og alkoholindsats.

Det er der så kommet et oplæg fra kommunens administration ud af, som Sundhedsudvalget anbefaler. En del af plan­en var blandt andet at gennemføre kampagnen Hvid Januar for hele Hørsholm Kommune.

Efter diskussionerne på det første møde i økonomiudvalget, hvor Hvid Januar blev diskuteret, uagtet Sundhedsstyrelsen havde meldt ud, at kampagnen er sat på pause, ville Ugebladet gerne vide, hvor langt politikerne vil gå i sådan en kampagne.

Sundt med et glas vin

For partiløse Annette Wien­cken er det enten eller.

"Beslutter vi os for en Hvid Januar, så skal den være hvid," siger hun til Ugebladet. Hun mener dog ikke, at det nødvendigvis også skal omfatte kommunens gaver i forbindelse med receptioner og vielser.

"Der er jeg mere liberal. Kommunen kan godt give en flaske cognac i gave ved en reception eller en flaske champagne ved en vielse. Folk behøver jo ikke drikke det," ræsonnerer Annette Wiencken.

Et forbud mod alkohol virker mere indgribende på Wiencken end et indgreb mod eksempelvis rygning.

"Forskningen i rygeskader er overbevisende, og så er der jo også noget sundt over et glas med alkohol i. Et glas vin kan gøre noget godt," siger hun til Ugebladet.

Tabubelagt emne

Nadja Hageskov (K) påpeger, at restriktioner omkring alkohol er tabubelagte, fordi alkohol er en del af det sociale liv.

"Det er ikke så skamfuldt at drikke alkohol som det er blevet at ryge. Man kan dog spørge, hvor mange der falder i forbindelse med alkohol og hvad alkohol koster samfundet. Det er vi ikke klar til at se i øjnene," siger Nadja Hageskov, der er sygeplejerske og dermed også ser på problemet med faglige øjne.

Det er blandt andet kendt, at alkoholforbruget i en kommune som Hørsholm er temmelig højt.

"Sundhedsprofilen taler et klart sprog," siger Hageskov og mener, at en alkoholfri januar kan være en god start, men ikke nytter noget, når man så drikker resten af året.

Hun er derfor også med på, at der skal tilbydes alternativer til alkohol, når kommunen står for et arrangement.

Formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget Nadja Maria Hageskov og viceborgmester Henrik Klitgaard. Foto: Allan Nørregaard

Alkoholfrit alternativ

For partifællen Charlotte Kirchheiner kan en hvid januar virke kunstig og som symbolpolitik.

"Så måske er det ikke det der skal til," siger Charlotte Kirchheiner.

Hun mener, at det er mere interessant at tale om en adfærdsændring, og det er noget der tager tid.

"Nytårskur og lignende må jo gerne være festligt, så måske skal der være et alkoholfrit alternativ ved sådanne lejligheder," foreslår hun.

Ren symbolpolitik

Den radikale viceborgmester Henrik Klitgaard er med på et alkoholfrit alternativ, men mener ikke, at kommunen skal være formynderisk.

"Det hører græsrødderne og interesseorganisationerne til, ikke til en myndighed som en kommune. Det er symbolpolitik der ikke fører nogen steder han," siger Henrik Klitgaard.

Så lad den da være hvid

Thorkild Gruelund fra SocialKonservative er efter eget udsagn "ikke religiøs" i spørgsmålet: "Det kan jeg som mangeårig værtshusejer ikke være," siger han og understreger, at det vigtige er, at mennesker med alkoholproblemer skal hjælpes.

"Så hvis der skal være Hvid Januar, så lad den da være hvid," mener Gruelund.

FAKTA
  • Der er i budget 2021-2024 afsat 100.000 kr. til en styrket forebyggelsesindsats inden for hygiejne og alkohol.
  • Sundhedsudvalget foreslår at bruge
  • 50.000 kr. på kampagnen Hvid Januar og på at støtte op om Alkohol og Samfunds kampagne i uge 40
  • 40.000 kr. på hygiejneområdet, så hygiejne prioriteres i alle led i kommunens organisation
  • 10.000 kr. til annoncering, reklame og oplysningskampagner til et øget fokus på en styrket vaccinationsindsats i forbindelse med influenza- og pneumokokvaccinationer.
Livet må leves

Liberal Alliances Jakob Nybo siger, at "tåbelige moraliserende kampagner" er spild af tid og foreslår, at alle tiltag aflyses og de 100.000 kr. føres tilbage til kommunekassen.

"De, der har problemer, skal naturligvis have hjælp, og så synes jeg det er fint med alkoholfri alternativer," lyder det fra Jakob Nybo.

Dansk Folkepartis Glen Madsen deltog ikke i punktet under den første udvalgsbehandling, men har gjort sin stilling op.

"Livet må leves. Det der formynderiske pjat gider jeg ikke. Det er i min optik helt unødvendigt."

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?