
BRT-busserne er grønne og hurtige - og så kan de hjælpe kommuner som Hørsholm med at udvikle byen
En hurtigbus mellem Kokkedal Station og København kan blive en både miljørigtig, hurtig og komfortabel afløser for den populære bus 150S. Det vil kræve store investeringer i kommunen, men vil i tilgift give Hørsholm bedre muligheder for at byudvikle.
Det er de perspektiver, der nu får Hørsholm Kommune til at melde sin interesse for at få stoppesteder på en kommende BRT-buslinje (BRT står for Bus Rapid Transit) på en strækning, der stort set svarer til den linje 150S kører i dag.
Baggrunden er, at transport- og erhvervsministeren har sat en forsøgsordning i gang med BRT-busser, der er en slags letbane i busform, der primært kører i egen bane og prioriteres i forhold til anden trafik.
Ud over at BRT-busserne er grønne og bidrager til reduktion af CO2, er de også hurtige: Beregninger, som trafikselskabet Movia og Hørsholm Kommune har fået lavet, viser, at der kan skæres 16 procent af køretiden mellem Hørsholm og København. Busserne vil ifølge samme beregninger tiltrække 22 til 27 procent flere passagerer og dermed lokke flere mennesker fra biler over i en mere klimavenlig kollektiv transport.
En ganske interessant sidegevinst for Hørsholm er så, at et stoppested på Usserød Kongevej ved Hørsholm Midtpunkt vil kunne give bymidten status af at være stationsnær, som er en forudsætning for at realisere drømmen om blandt andet et nyt rådhus i bymidten.
En offentlig arbejdsplads af regional betydning skal ifølge stationsnærhedsprincippet ligge mindre end 1,2 km fra en togstation. Da både Rungsted Kyst Station og Kokkedal Station ligger mere end 1,2 km fra bymidten, har kommunen måttet kæmpe for en dispensation for at komme videre med rådhusplanerne.
Borgmesterens partifælle, den daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov, kom til undsætning i begyndelsen af 2019 med en ændring i 'Landsplandirektiv for byplanlægning i hovedstadsområdet'. Hørsholm fik de facto dispensation ved at skrive i direktivet, at arbejdspladser af lokal betydning er undtaget af stationsnærhedsprincippet.
BRT-linjen er for kommunen "en mulighed for at slå flere fluer med ét smæk. Dels kan der skabes en attraktiv forbindelse fra bymidten til København, hvorved trængslen på vejene imødegås, der opnås stationsnærhed i bymidten, som giver bedre mulighed for udvikling af en attraktiv bymidte, og løsningen kan bidrage til et bedre klimaaftryk ved brug af miljøvenlig transport. Med en detailhandel under pres, og med et ønske om at byfortætte, skabe tryghed og inkluderende fællesskaber, ønsker kommunen at sætte fokus på styrkelse af bylivet og kulturlivet i bymidten," som det blandt andet hedder i sagsfremstillingen til det seneste økonomiudvalg.
Nabokommunerne Rudersdal og Fredensborg er også interesseret. De vil gerne have anerkendt stationsnærhed gennem stoppestederne ved Forskerparken og Nærum Station (Rudersdal Kommune) og Fredensborg Rådhus (Fredensborg Kommune).
En BRT-linje er ikke helt billig. Den skal have sin egen trace og egne stationer og koster et sted mellem 50 og 80 millioner kroner pr. kilometer.
Hørsholm Kommune har derfor i sin - indtil videre uforpligtende - interessetilkendegivelse understreget, at et engagement i projektet forudsætter, at "staten bidrager til en væsentlig del af anlægsomkostningerne", og at de investeringer, projektet ville afkræve Hørsholm Kommune, skal kunne holdes udenfor kommunens anlægsramme.
Da sagen blev behandlet i Miljø-og planlægningsudvalget (MPU), betingede MPU sig, at interessen i BRT-linjen ikke afskærer Hørsholmsmulighed for at få en letbane, hvis det skulle blive aktuelt
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her