12. juli 2020
- Vi har fået vores hverdag tilbage, lyder det blandt andet fra de fire gymnasielever fra 2. k, der onsdag vendte tilbage til Rungsted Gymnasium for første gang i flere måneder. på billedet ses Therese Schulze, Sofie Slotved, Silke Ingvardsen og Mathilde Hansen. Foto: Sophus Zarrs Soelberg
- Vi har fået vores hverdag tilbage, lyder det blandt andet fra de fire gymnasielever fra 2. k, der onsdag vendte tilbage til Rungsted Gymnasium for første gang i flere måneder. på billedet ses Therese Schulze, Sofie Slotved, Silke Ingvardsen og Mathilde Hansen. Foto: Sophus Zarrs Soelberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gymnasieelever: Det er skønt at være tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gymnasieelever: Det er skønt at være tilbage
Hørsholm - 28. maj 2020 kl. 09:23
Af Sophus Zarrs Soelberg
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Onsdag morgen vendte de første elever fra 1. og 2. g på Rungsted Gymnasium tilbage efter flere måneder med hjemmeundervisning. Gensynet med skolen var en fornøjelse, fortæller flere af de elever, der som de første har fået lov at komme tilbage på skolebænken.

- Vi har fået vores hverdag tilbage, så vi har noget at stå op til igen. Derhjemme tager man bare en trøje på og sætter sig hen foran computeren, så det er rart at være tilbage, fortæller Therese Schulze, der går i 2. k på Rungsted Gymnasium.

Da Frederiksborg Amts Avis møder hende, sidder hun sammen med tre klassekammerater på en bænk foran gymnasiet. Mellem sig har de en meters afstand, og de prøver så vidt muligt at leve op til de gældende forholdsregler.

De fire elever fortæller samstemmende, at det er dejligt at være tilbage. Det har været en udfordring at studere derhjemme, for når undervisningen foregår i hjemmets trygge rammer, er der visse ting, der ikke virker ligeså godt som på gymnasiet. Eksempelvis er der en forskel på kvantitet og kvalitet, når det handler om undervisning. Det fortæller Sofie Slotved, der også går i 2. k.

- Når vi er her, er der lidt mere fokus på, at man får lavet sine opgaver ordentligt, i stedet for at man fokusere på, om vi når det hele, fortæller hun.

På skolen opdager læreren nemlig hurtigt, hvis der er planlagt for meget indhold til til undervisningen, mens det ikke er tilfældet, når undervisningen foregår via en skærm. Den oplevelse kan Silke Ingvardsen, der ligeledes går i 2. k, genkende.

- Der har været meget arbejde og en større lektiemængde, mens vi har arbejdet hjemme. Når vi er på gymnasiet, kan lærerne godt se, når man ikke når det hele, men sådan har det ikke været derhjemme. Det er faktisk mere afslappende at være her, tilføjer hun.

Selvom hjemmeundervisningen har været udfordrende, er det lykkedes eleverne at vende sig til deres nye gymnasievirkelighed. Af samme årsag har det faktisk været lidt mærkeligt at vende tilbage, fortæller Mathilde Hansen, der også går i 2. k.

- Jeg er blevet ret vant til hjemmearbejde, så jeg skal lige vænne mig til at være tilbage, fortæller hun, inden hun hurtigt tilføjer, at det også er dejligt at være tilbage.

De fire gymnasieelever fortæller også, at de er glade for, at de nåede at se deres klassekammerater inden sommerferien. Ellers var ventetiden simpelthen blevet for lang.

Nu mangler blot festerne, krammene og alt det andet, der udgør de unge menneskers hverdag. Eller som en af pigerne selv formulerer det:

- Nu savner vi bare alt det, der gør, at vi kan holde ud at gå i skole.

Det er ikke alle Rungsted Gymnasiums elever, der er vendt tilbage onsdag. Mange har på nuværende tidspunkt årsprøver, der foregår digitalt, og det er derfor kun omkring ni ud af gymnasiets 30 klasser, der opholder sig på skolen.

I undervisningen er klasserne stadig delt op, og bordende sprittes af løbende.

Ruth Kirkegård, der er rektor på Rungsted Gymnasium, fortæller, at gymnasiets personale har glædet sig til at få eleverne tilbage. Samtidig understreger hun, at selvom meget har fungeret i den digital undervisning, har det også været en udfordring.

- Man kan meget bag en skærm, men man kan ikke skabe fællesskab. Derfor betyder det meget for os at møde eleverne igen, lyder det fra rektoren, der samtidig fortæller, at det fysiske fremmøde på gymnasiet kan være en god støtte for dem, der kan have svært ved skolen.

-Vi er meget glade for, at vi kan nå at få kontakt til eleverne inden sommerferien. For nogle kan det være hårdt at være væk så længe. De har måske mistet gejsten lidt, og så er det vigtigt, at vi kan tale med dem, forklarer rektoren, der samtidig benytter muligheden for at rose gymnasiets lærere, der har været særdeles omstillingsparate gennem den seneste tid.

Onsdag var omkring 270 elever til stede på Rungsted Gymnasium.

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?