
Fem butikker og indkøbscenter har fundet en genial vej ud af fortsat nedlukning
Butikschef Philip Tjørnvig sidder på hug og har gang i en batteridrevet skruemaskine, Leif Tick arbejder med en almindelig en af slagsen, og hans søn, Joachim Tick, sparker nogle brædder fra hinanden. Aktiviteter, der ligger en smule fra deres vante daglige arbejde i herretøjsbutikken Tick i Hørsholm Midtpunkt.
I de noget større lokaler inde ved siden af, hvor apoteket indtil for nylig har holdt til, er der linet op med masser af tøjstativer fyldt med tøj til kvinder og børn.
Forretningerne bag disse aktiviteter kunne indtil for nylig se frem til den lidt øv-agtige situation, at deres kolleger uden for centret kan åbne, mens de selv fortsat skulle sidde tilbage i et nedlukket center.
Det har Joachim Tick, Hørsholm Midtpunkt, lingerie-butikken Change, kvindetøjsforretningerne Vero Moda og Rough&Sweet samt børnetøjsbutikken Olfert & Ofelia fundet en genial vej ud af. De åbner pop-up butikker i ledige lokaler uden for det overdækkede center.
Tick flytter således ind i Peter Beier Ckokolades tidligere butik. Den er tom efter at chokoladevirksomheden er på vej til at rykke ind i centret med ny butik og café. Og de fire andre butikker sætter deres pop-up butikker op i ddet tidligere apoteks lokaler. Hørsholm Apotek er også flyttet ind i Hørsholm Midtpunkts overdækkede del.
Det betyder, at de fem centerforretninger mandag kan åbne deres outlets, når Hørsholms øvrige udvalgsvarebutikker efter to måneders nedlukning atter må tage imod kunder.
(Artiklen fortsætter under billedet...)

To generationer Tick - Joachim og Leif - har travlt med at få alt på plads til en uventet genåbning. Foto: Fred Jacobsen
"Jeg er meget tilfreds," siger en glad Joachim Tick, der roser Hørsholm Midtpunkt for "generøst" at stille lokalerne til rådighed uden ekstra lejeudgifter. Han tog selv initiativ til løsningen og oplyser, at forretningerne kan køre pop-up indtil en forventet genåbning af indkøbscentret lige efter påske.
Forretninger forventer at kunne lange nogle gode tilbud ud til kunderne - især vintertøj, som mange forretninger er brændt inde med efter nedlukningen kort før jul.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her