17. januar 2021
En tidligere logistikchef tog i 2018 til Nepal for at gøre op med den ludomani, der var ved at ødelægge hans liv. To år senere flytter han møbler om dagen og kører med aviser om natten, og så har han sendt mere end 180 nepalesiskep børn i skole. Mød David Shrestha Lorentzen, der har startet NGO?en Priya-Life. Her deler han legetøj ud til børn ved Bishnumati River i Katmandu. Foto: David D. Simon
gallery icon

Se billedserie

En tidligere logistikchef tog i 2018 til Nepal for at gøre op med den ludomani, der var ved at ødelægge hans liv. To år senere flytter han møbler om dagen og kører med aviser om natten, og så har han sendt mere end 180 nepalesiskep børn i skole. Mød David Shrestha Lorentzen, der har startet NGO?en Priya-Life. Her deler han legetøj ud til børn ved Bishnumati River i Katmandu. Foto: David D. Simon
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fik du Læst: David lagde chefjob og ludomani bag sig for at hjælpe fattige i Nepal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fik du Læst: David lagde chefjob og ludomani bag sig for at hjælpe fattige i Nepal

En tidligere logistikchef tog i 2018 til Nepal for at gøre op med den ludomani, der var ved at ødelægge hans liv. Vi bringer her historien om David Shrestha Lorentzen, der ændrede sit liv ved at tage i munkekloster i Nepal. Historien blev oprindeligt bragt den 20. juni 2020 i Frederiksborg Amts Avis.

Hørsholm - 25. december 2020 kl. 09:03
Af Sophus Zarrs Soelberg

David Shrestha Lorentzen har et opmærksomt blik, og ordene strømmer ud af ham som vandet i den massive Gandaki-flod, der skærer gennem Himalayas bjergkæder.

arrow Læs også: David kæmper mod sult i corona-ramt Nepal

I en lind strøm fortæller han om stilheden i bjergene, om fattigdommen i byernes gader og om ønsket om at gøre en forskel for andre mennesker uden at få noget igen.

Han får en tåre i øjenkrogen, når han fortæller om den fattigdom, som rammer både børn og voksne i Nepal, og som kun er blevet værre, efter landet blev ramt af et voldsomt jordskælv den 25. april 2015.

- Der er jo ingen sikkerhed, lyder det fra David Shrestha Lorentzen, inden han fortsætter:

- Mange mennesker sulter, og forretningerne tjener i øjeblikket heller ingen penge, for der er ingen turister på grund af corona.

44-årige David Shrestha Lorenzens tanker er i Nepal. Det har de været siden 2018, hvor han første gang besøgte landet for at gå i munkekloster.

Billede

David Shrestha Lorentzen rejste til Nepal for at finde sig selv. Hans liv var ved at blive ødelagt af ludomani, men i et nepalesisk munkekloster ændrede hans liv sig markant. Foto: David D. Simon. 


Logistikchefen tabte

Da David Shrestha Lorentzen besluttede at tage til Nepal for at gå i munkekloster, skyldtes det først og fremmest ludomani.

Han havde gennem længere tid haft et voldsomt spilleproblem, som i slutningen af 2017 var ved at ødelægge hans liv.

På daværende tidspunkt hed han kun David Lorentzen, mellemnavnet var endnu ikke kommet til, og han tjente sin løn som logistikchef for et datterselskab til ISS.

Forinden havde han både været gift, fået børn, blevet skilt, og fået flere børn, men der var noget galt i logistikchefens liv. Han var ikke tilfreds, og når livet gjorde ondt, flyttede han sin opmærksomhed over på spil.

- Jeg havde det ikke godt. Min tidligere kæreste havde en høj stilling, ligesom jeg havde, og vi kørte rundt i nye biler og boede i et stort hus. Alt skulle være fornemt, og jeg kunne ikke rigtig holde det ud. Min ludomani fyldte mere og mere, og det påvirkede i den tid al min dømmekraft. Jeg havde stort set ikke andet i hovedet end at spille. Jeg brugte min ludomani til at slippe væk fra det liv, jeg levede, erindrer David Shrestha Lorentzen.

- Når vi tog på ferie, skulle vi til Singapore, og vi skulle altid have det rigtige tøj med heste på. Når vi holdt middag, skulle det være så fornemt, og alle gæsterne skulle rose middagsbordet, men jeg følte mig ikke tilpas, tilføjer han.

Overvejede selvmord

Mens ludomanien fyldte mere og mere i David Lorentzens liv, gik forholdet til hans daværende kæreste i stykker.

Han endte alene i en lejlighed i Brønshøj, og han satsede sine penge på fodboldkampe, fra han stod op, til han gik i seng. Spillet fyldte alt.

- Jeg tænkte på at tage livet af mig selv fire-fem gange om dagen i mere end et halvt år. Mine børn er grunden til, at jeg ikke gjorde det. Jeg tænkte, at de ville få det skidt, hvis jeg ikke var her mere, fortæller han.

Mens livet blev tiltagende trist i lejligheden i Brønshøj, besluttede David Lorentzen, at der skulle ske noget. Han talte med flere familiemedlemmer, der rådede ham til at rejse, og efter at have hørt om et nepalesisk munkekloster valgte han at tage afsted. Han ville lægge ludomanien bag sig og finde sig selv. Den tidligere logistikchef havde dertil været heldig, og mens kærligheden til hans tidligere kæreste var visnet, var han begyndt at vinde på sit spil. En kliché gik dermed i opfyldelse, og David Lorentzen havde midler til at skabe den luftforandring, som han drømte om.

- Den 12. februar 2018 rejste jeg afsted. Det var den sidste gang, jeg spillede, fortæller David shrestha Lorentzen. Han smiler ved tanken.

Betingelsesløs kærlighed

- Jeg tog først til Indien. Jeg var kun i New Delhi i fire dage, for jeg var på vej til Nepal. Jeg skulle besøge et munkekloster, som ligger i ørkenen tæt på den indiske grænse. Jeg ville finde meningen med tingene og meningen med mig selv, og jeg ville finde ud af, hvordan jeg kunne stoppe med at spille, fortæller David shrestha Lorentzen om de første dage af den rejse, som skulle ændre resten af hans liv.

Nær grænsen til Indien fandt han sit kloster, og her mødte han en filosofi, der bygger på betingelsesløs kærlighed. Selvom klosterlivet var uvant for den tidligere logistikchef, blev besøget afgørende.

- Når man er der, mediterer man 13 timer i døgnet. Det var egentlig ikke en oplagt beslutning, for jeg har aldrig troet på meditation. Jeg er uddannet økonom, og jeg har altid troet mest på matematik, fysik og naturvidenskab - på fakta. Først føltes det bare mærkeligt, fortæller han og fortsætter:

- Det er gratis at være der. Klosteret bygger på en ide om betingelsesløs kærlighed, og derfor skal man ikke betale. Hvis man gerne vil give klosteret en donation, efter man har været der, kan man gøre det, men hvis man ikke har lyst, er der stadig kun smil og ingen, der bliver uvenner, fortæller David Shrestha Lorentzen.

Han besøgte først klosteret i ti dage, så tog han en pause på en uge, og så besøgte han klosteret igen i 20 dage. Med tiden sænkede han paraderne, han blev glad for at meditere og kort efter besøget, blev lærdommen fra klosteret overført til det virkelige liv. Han var på vej mod Mount Everest, da han mødte et ældre, nepalesisk ægtepar.

Om at give igen

- Efter jeg havde været i klosteret, da jeg var på vej mod Everest Basecamp, mødte jeg et ældre ægtepar. De var begge mere end 80 år gamle, og manden havde arbejdet hele sit liv som sherpa, fortæller David Shrestha Lorentzen.

Sherpa er en betegnelse for de mennesker, der arbejder i Himalayas bjerge.

Billede

I forgrunden står den blinde Sherpa, som David Shrestha Lorentzen mødte på vej til Everest Basecamp, mens hans kone står i baggrunden. Mødet med det ældre ægtepar blev startskuddet til Priya-Life. Foto: David D. Simon


De bærer varer op og ned af stejle bjergsider i kurve på deres rygge, og de guider de mange udenlandske turister, der gerne vil besøge bjergene og have hjælp til transport.

Da David Shrestha Lorentzen mødte ægteparret, befandt de sig i omkring 3.900 meters højde.

- Han var blevet blind, og han kunne ikke længere arbejde. De mistede deres hus ved jordskælvet i 2015, og de boede under en presenning. Jeg ville bare gerne give dem et hus, og de skulle ikke give mig noget igen. Jeg ville videreføre ideen om betingelsesløs kærlighed, som jeg havde mødt den i klosteret. Det blev startskuddet til Priya-Life, fortæller David Shrestha Lorentzen tydeligt påvirket.

Starter NGO for at gøre en forskel

Priya-Life blev svaret på det ønske, som opstod i David Shrestha Lorentzen, da han mødte det nepalesiske ægtepar.

Det er en NGO, en velgørenheds-organisation, som på nuværende tidspunkt har indsamlet penge til at sende mere end 180 nepalesiske børn i skole, og som har startet både kyllinge- og gedefarme, for at sætte gang i økonomien for de trængte nepalesiske bønder. Organisationen sørger for at betale skolepenge, så fattige familier kan sende deres børn i skole, og David Shrestha Lorentzen er selv i Nepal i op mod syv måneder om året for at sikre sig, at de indsamlede midler ender i de rigtige lommer.

Priya-Life har også startet en produktion af cashmere tørklæder, som bliver fremstillet højt oppe i Himalayas bjerge, og som nepaleserne selv tjener penge på. Han har mødt en kvinde, Priya, som han nu har fået en datter med.

Hun bruger, ligesom flere frivillige fra hele verden, sin tid hos organisationen, og med små skridt forsøger de at gøre livet bedre for de mange mennesker, der blev ramt af jordskælvet i 2015.

Flytter møbler for Nepal

Når David Shrestha Lorentzen er hjemme i Danmark, skal der tjenes penge, som kan bruges til at støtte de nødlidende nepalesere. NGO'en Priya-Life tjener han nemlig ingen penge på, og sådan skal det også være, fortæller David Shrestha Lorentzen.

Han giver ikke meget for eksorbitante lønudbetalinger i velgørenhedsorganisationer, og derfor går hver en krone, som Priya-Life indsamler, til arbejdet i Nepal.

For at få livet til at hænge sammen arbejder han om dagen for flyttefirmaet Hjort Olsen i Hørsholm, og han kører med aviser om natten.

- Jeg er glad for begge dele, og jeg er tilfreds med livet, for jeg har det godt, fortæller han og uddyber:

- Jeg vil ikke klage over livet. Det er, som man former det. Der er ikke så mange, der gider at køre med aviser, og der er heller ikke så mange, der gerne vil flytte møbler rundt hele dagen, men det har jeg valgt, og jeg er glad. Min krop holder ikke til det for evigt, men jeg er kun i Danmark i fire måneder om året, så det er en god løsning, så længe det går, fortæller han med et smil.

Da han et par minutter senere træder ud fra redaktionen i Hørsholm Hovedgade, kommer Priya Shrestha Lorenzen skubbende med parrets 11 måneder gamle datter i en klapvogn.

De smiler varmt, og giver hinanden et klem.

Lige nu er hele familien i Danmark, men så snart det kan lade sig gøre, skal de til Nepal igen. Priya-Life skal betale skolepenge til de mere end hundrede nepalesiske børn, og de har nyopstartede gedefarme, som venter.

Landet er ligesom mange andre blevet hårdt ramt af corona, og den fattige befolkning har derfor brug for al den hjælp, de kan få. Det mener David Shrestha Lorentzen, og derfor tager han af sted, så snart det er tilforladeligt. Eller som han selv formulerer det:

- Jeg rejser, så snart der kommer et fly.

Vil man læse mere om Priya-Life og organisationens velgørenhedsarbejde, kan man besøge hjemmesiden Priya-Life.com.

I denne uge begynder VM i håndbold. Tror du det danske herrelandshold kan vinde VM?