
I nogle høringssvar er der bekymring om kommunens udvikling og Rungsted Aktivisternes metode
Blandt indsigelserne til forslagene til de to Rungsted-lokalplaner 173 og 176 samt lokalpan 172 for Folehavekvarteret er der ikke kun protester mod små grunde, dobbelt- og tofamiliehuse, arealoverførsler og for høje byggeprocenter.
Blandt indsigelserne kan man også finde advarsler om, at Hørsholm Kommune med den seneste udgave af planerne vil hæmme udviklingen i kommunen.
"Det forslag, der ligger på bordet nu, vil gøre Rungsted til et sted uden udvikling. Et sted, hvor der aldrig vil blive bygget flere af de huse, som vi alle synes er så smukke," skriver Thomas Nistrup, der bor på Rungstedvej, blandt andet.
Han hæfter sig især ved begrænsningerne for, hvor meget der må bygges på en grund i lokalplan 176, hvor han bor, og kalder det ekspropriation.
Thomas Nistrup tager afstand til den gruppe borgere, der kalder sig Rungsted Aktivisterne. En gruppe, der har ført en højlydt kampagne mod mange af elementerne i det oprindelige lokalplanforslag og blandt andet har samlet underskrifter på nettet under navnet "Lolkalplan 176 - en katastrofal fortætningsplan", som 587 siden oktober 2020 har skrevet under på.
Han mener, at gruppen repræsenterer "et asocialt Rungsted med fine fornemmelser, som vil lade resten af Hørsholm betale for den nye lokalplan." Og fortsætter blandt andet sådan her:
"Det må aldrig være den som råber højst og som er bedst til at hænge politikerne ud i pressen og på Facebook som bestemmer udviklingen. Lokalplanen må ikke bare være et hold kæft bolsje til dem, der råber højest eller en sutteklud til administrationen."
Thomas Nistrup skriver blandt andet, at aktivisterne har misbrugt hans underskrift i forbindelse med deres kampagne.
"Jeg skrev under på en protest sidste år mod dobbelthuse, som nu anvendes af Rungsted Aktivisterne i et nyt format i et uhørt omfang uden min accept. Så man skal nok tage antallet af underskrifter med et gran salt," hedder det blandt andet i Thomas Nistrups høringssvar.
Han forklarer til Ugebladet, at han oprindeligt skrev under på protester mod dobbelthuse, som han er imod, men at præmissen for den underskrift har ændret sig.
"Det burde de nok have gjort klart med et genbesøg," mener Thomas Nistrup.
Jon Brüel, der er ansvarlig for Rungsted Aktivisternes underskriftindsamling, afviser kritikken.
"Det er helt ude i hampen. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre," siger Jon Brüel og understreger, at Thomas Nistrups navn - eller andres for den sags skyld - ikke dukker op blandt de, der har skrevet under på kampagnen. Med mindre de altså selv har opsøgt kampagnen og skrevet under.
Artiklen fortsætter...

Christian Brixval foran hjemmet på Hulsøvang, hvorfra han driver Brixval Arkitektur & Design. Foto: Fred Jacobsen
Frygten for, at Hørsholm taber terræn i kommunernes kamp om tilflyttere, går igen i andre indsigelser.
Således advarer Christian Brixval, der beskæftiger sig med arkitektur og design og bor på Hulsøvang, mod fastlæggelsen af en byggeprocent på 25, som gør, "at kommunen kommer til at tabe på flere parametre."
"Det betyder, at hvis man vil bygge et hus af en vis størrelse i en nordsjællandsk kommune, bliver Hørsholm Kommune - i fald den nye lokalplan bliver vedtaget - et af de mindre attraktive steder at gøre det," skriver Brixval og henviser til nabokommunerne Rudersdal, Allerød og Fredensborg, hvor bebyggelsesprocenten i mange områder er fastlagt til 30.
Se alle indsigelser HER.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her