21. oktober 2020
Gebyrsagen til over 3 millioner kroner var længe undervejs - og det skete i et kaos af cheffejl, nedskæringer, rådshusflytning, corona og et overset opråb.
gallery icon

Se billedserie

Gebyrsagen til over 3 millioner kroner var længe undervejs - og det skete i et kaos af cheffejl, nedskæringer, rådshusflytning, corona og et overset opråb.
Foto: Morten Timm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den mest sindssyge tid nogensinde: Derfor blev gebyrsagen glemt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den mest sindssyge tid nogensinde: Derfor blev gebyrsagen glemt

Ugebladet kortlægger, hvorfor gebyrsagen til over 3 millioner kroner var så længe undervejs - det skete i et kaos af cheffejl, nedskæringer, rådshusflytning, corona og et overset opråb

Opdateret 14. oktober 2020 kl. 19:37
Hørsholm - 14. oktober 2020 kl. 15:30
Af Fred Jacobsen

Rådhusflytning, corona, stillingsnedlæggelser, et væld af byggesager, mindst én konkret fejl plus et overset opråb er forklaringen på, at der går næsten ni måneder fra at kommunen 'taber' en sag om forkert opkrævet byggesagsgebyr og kommunalbestyrelsen får besked om, at her er en sag, der kommer til at koste kommunen et sted mellem 3 og 3,4 millioner kroner.

arrow Læs også: Hørsholm for skrap i gebyrsag: Ingen siger der skal opkræves minut for minut

Det viser Ugebladets aktindsigt i og gennemgang af sagen.

Jeg fik det ikke gjort, og det beklager jeg. Det er der mange forklaringer på
Katrine Langer, centerchef

Det var en fejl, at centerchefen ikke straks informerer direktør for By og Erhverv, Ole Stilling, da det bliver klart, at Byggeklageenheden 24. januar underkender kommunens måde at opkræve byggesagsgebyr på. Dermed kom sagen heller ikke videre til det politiske niveau.

"Det skulle jeg have gjort, for det er normal procedure. Jeg fik det ikke gjort, og det beklager jeg. Det er der mange forklaringer på," siger centerchef Kathrine Langer til Ugebladet.

Aktindsigten viser også, at det politiske system trods det kunne have været orienteret tidligere end 16. september, da kommunalbestyrelsen første gang hører om sagen.

En medarbejder kommer sidst i juli med et internt opråb, hvor vedkommende direkte opfordrer til at orientere politikerne. Det sker dog ikke.

Et hurtigt notat

Hidtil kendt i gebyrsagen er, at direktør og MPU-formand Jan H. Klit (K) bliver bekendt med gebyrsagen 7. september på et forberedende møde til Miljø- og planlægningsudvalgets (MPU).

Centerchefen godkendte, at en medarbejder efter Byggeklageenhedens afgørelse 24. januar kontaktede advokat Louise Heilberg hos Bech-Bruun. Et advokatfirma, kommunen tidligere har samarbejdet med og som har ekspertisen i disse sager.

Forventningen var 'et hurtigt notat', som kunne give forvaltningen klarhed over, hvad Byggeklageenhedens afgørelse betyder for den fremtidige opkrævning.

Hørsholm Kommune tolkede, at når afgørelsen siger, at der skal opkræves efter medgået tid, så må det betyde, at tiden skal registreres minut for minut. Den instruks bliver udstedt til afdelingens medarbejdere 30. januar med denne ordlyd: "Vi har som bekendt tabt en sag om tidsregistrering. Fra d.d. skal I derfor opgøre jeres tidsforbrug på minuttet."

Langsomt og dyrt

Det gik ikke som forventet med 'et hurtigt notat': Først 24. august, syv måneder efter afgørelsen, foreligger det første udkast, hvor Louise Heilberg konkluderer, at kendelsen er juridisk korrekt, at Hørsholm Kommune fremover skal opkræve efter brugt tid og ikke pr. påbegyndt halve time - og at kommunen nu skal gennemtrevle 712 byggesager for at få klarhed over, hvor meget borgerne er blevet opkrævet for meget. Ifølge Ugebladets oplysninger samlet set mellem 3 og 3,4 millioner kroner.

Og det, der skulle have været "et hurtigt notat" blev et langsomt et af slagsen. Og et dyrt ét: Regningen lød på 200.000 kr. plus moms.

Under voldsomt pres

Kommunens byggesagsafdeling er på det tidspunkt voldsomt presset: Administrative besparelser betyder, at afdelingen begynder året med to færre ledende medarbejdere på baggrund af nedskæringer vedtaget i budgettet for 2020. Nedskæringerne betyder blandt andet, at afdelinger skal lægges sammen og at en række medarbejdere får ændrede funktioner.

I samme periode bliver det klart, at administrationen ikke længere kan blive i det skimmelsvampbefængte rådhus på Ådalsparkvej.

Kommunen sikrer sig nyt tag over hovedet på Slotsmarken, og vinterferieugen 7 bliver udpeget til den store rådhusflytning.

Så kommer coronakrisen.

SAGEN KORT
  • 24. januar siger Byggeklageenheden i en kendelse, at Hørsholm Kommune siden 2015 har opkrævet for meget i gebyr i 712 byggesager.
  • Kommunen har faktureret pr. påbegyndt halve time efter anbefalinger fra Kommunalteknisk Chefforening fra 2014.
  • Kommunen går straks i gang med at opkræve gebyret efter en ny model, der beregner tid minut for minut og undersøger, hvordan pengene kan betales tilbage til de berørte borgere.
  • I februar bestiller forvaltningen et notat hos advokatfirmaet Bech-Bruun for at få hjælp til, hvordan man skal håndtere kendelsen.
  • Notatet kommer 11. september, koster 200.000 kr. (eks. moms) og slår fast, at kendelsen er juridisk korrekt, at kommunen skal gennemgå 712 sager og 10.000 registreringer for at finde ud af, hvem der skal have hvor mange penge tilbage.
  • Notatet siger ikke noget om, hvilken model Hørsholm Kommune fremover skal opkræve efter, men konstaterer dog, at valget af minut-for-minut modellen er lovlig.
  • 11. september foreligger advokat Bech-Bruuns endelige notat.
  • 16. september går kommunen ud med en pressemeddelelse om, at den blev underkendt i kendelsen og står til at skulle tilbagebetale ca. tre millioner kroner.
  • Kommunalbestyrelsen orienteres samme dag, og 17. september hører Miljø- og planlægningsudvalget for første gang om sagen.
  • Direktør for By og erhverv, Ole Stilling, kalder det "en fejlvurdering", at politikerne ikke straks - i januar - blev orienteret om kendelsen.
  • Kommunalbestyrelsesmedlem Glen Madsen kræver direktør Ole Stilling fyret på baggrund af denne og en række andre sager.
En sindssyg tid

Medarbejderne bliver sendt hjem. Faktisk er det sådan, at byggesagsafdelingen, som øvrige medarbejdere på rådhuset, bliver sendt hjem om torsdagen, hvor en planlagt organisationsændringsmøde skal gennemføres om mandagen.

Medarbejdere, Ugebladet har talt med, taler om "den mest sindssyge tid" de endnu har oplevet. For oven i alt det andet, blandt andet en række nye lokalplaner og komplicerede byggesager, vælter det ind med nye byggesager.

Mange borgere går coronahjemsendt derhjemme og har bedre tid end ellers til at overveje tilbygninger og andet. Det får bunkerne i afdelingen til at vokse yderligere.

Advokat må rykke

Advokaten fra Bech-Bruun bliver kontaktet 12. februar og vender tilbage til forvaltningen for at få oplysninger i gebyrsagen: Hvor mange sager drejer det sig om, hvordan ser en typisk faktura ud, hvordan ser jeres tidsregistreringer ud på en sag - en læng række detaljer.

Svarene lader vente på sig, så advokaten rykker sidst i marts for oplysningerne.

I en mail skriver advokaten 27. marts, at hun "har skrevet det meste af notatet - medmindre I kommer med noget helt revolutionerende, men jeg kan ikke gøre det færdigt, før vi har de sidste oplysninger."

Opråb nummer 1

Vi skal frem til 19. juni, da en medarbejder på sagen skriver, at "vi snarest skal have kigget på håndteringen af byggesagsgebyr."

"Jeg har flere gange skrevet til (medarbejderens navn, red.), at vi mangler at give data til brug for advokaten fra Bech-Bruun (Louise), så hun kan få skrevet sit notat til os." Medarbejderen kommer med dette opråb:

"Vi har en afgørelse, hvor en klager får medhold i, at vi har håndteret gebyret forkert, så vi har pligt til at håndtere den sag, og skal i den forbindelse også kunne forholde os til de andre sager, verserende såvel som afsluttede, så det haster med at få den sag løst."

Skub i sagen

Det sætter fornyet skub i sagen. I løbet af juni og juli får advokaten fra Bech-Bruun de efterlyste data og dokumenter tilsendt, så hun 24. august kan fremsende et udkast til notatet, som i al sin væsentlighed er identisk med det endelige notat, der er dateret 11. september.

Opråb nummer 2

Ind imellem kommer samme medarbejder, der 19. juni skynder på for at få sagen løst, med et nyt opråb.

Medarbejderen skriver i en mail igen, at "håndteringen af byggesagsgebyret bør prioriteres" - og fortsætter:

"Der er netop udsendt opkrævninger af byggesagsgebyr, og vi får nu spørgsmål til disse. Der er tale om sager, hvor i hvert fald en del af sagerne ikke er opkrævet pr. minut, og hvor der ikke er sket en udspecificering af registreringen," skriver medarbejderen, der henviser til to afgørelser fra Byggeklageenheden, der er gået Hørsholm imod.

Afgørelse af 24. januar, og så endnu en afgørelse fra maj, som kommunen har fået tilbage i hovedet fra Byggeklageenheden, fordi der i denne sag er opkrævet på en måde, så det ikke står klart for borgeren, hvad der er brugt tid på.

Fortæl det til politikerne

"I og med vi efter de to afgørelser om gebyr er vidende om, at det ikke er muligt at opkræve byggesagsgebyr på den måde vi har gjort, bør der hurtigst muligt tages stilling til, hvad der skal ske. Som tidligere oplyst mener jeg, at opkrævningerne burde stilles i bero. Jeg mener endvidere, at de netop udsendte opgørelser bør trækkes tilbage, indtil vi har fået klarlagt, hvordan disse skal håndteres."

Medarbejderen slutter sin mail med endnu et opråb:

"Jeg mener endvidere, at vi hurtigst muligt bør orientere politikerne om de afgørelser vi har modtaget om byggesagsgebyret, således at de hurtigst muligt er vidende om disse."

arrow Ingen har lyst til at diskutere direktørens fremtid
23. september 2020 kl. 19:30 Opdateret: kl. 19:52
arrow Borgmester: Direktøren lyver ikke og skal ikke fyres
18. september 2020 kl. 17:31 Opdateret: kl. 15:52
Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?