
SuperBrugsen i Hørsholm Midtpunkt har fået 39-årige Thomas Hermann som ny brugsuddeler
Der venter Thomas Hermann en stor opgave som ny brugsuddeler i SuperBrugsen i Hørsholm Midtpunkt.
Den 39-årige chef skal nemlig vende underskud til overskud i det lokale supermarked.
"Det er ingen hemmelighed, at forretningen ikke kører så godt, som vi kunne ønske. Vi har en meget høj husleje, og vi vil selvfølgelig gerne have skiftet de røde tal ud med sorte," oplyser Steen Fremming, bestyrelsesformand i SuperBrugsen i Hørsholm.
Thomas Hermann er allerede en kendt person i det lokale supermarkedsmiljø, og han er hentet til SuperBrugsen fra en stilling som førstemand i Meny Dalgaard, hvor han har været i mange år.
"I Thomas har vi fået en yderst kompetent uddeler, som dels kender branchen, dels kender det lokale publikum. Vi forventer, at Thomas vil drive forretningen videre i samme ånd som hidtil, men med øget omsætning og mere satsning på økologi samt fokus på madspild, som netop er nogle af Thomas' kæphæste," oplyser Steen Fremming.
39-årige Thomas Hermann begyndte i sit nye virke som brugsuddeler den 13. november efter tre ugers brugsuddeler-praktik i Nordre Frihavnsgade på Østerbro. Han afløser i øvrigt Daniel Piet Hansen, der er skiftet til en større SuperBrugsen.

Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her