30. september 2020
Her ses Rungsted Havnekomité i 1917 foran det såkaldt norske hus, tilhørende grosserer O. Skovgaard-Petersen, Vallerød Banevej. Fra venstre ses Karl Jørgensen, strandfoged Chr. Jensen, grosserer O. Skovgaard-Petersen, apoteker og sognerådsformand Paul Scheel og fisker Jørgen Jørgensen.
gallery icon

Se billedserie

Her ses Rungsted Havnekomité i 1917 foran det såkaldt norske hus, tilhørende grosserer O. Skovgaard-Petersen, Vallerød Banevej. Fra venstre ses Karl Jørgensen, strandfoged Chr. Jensen, grosserer O. Skovgaard-Petersen, apoteker og sognerådsformand Paul Scheel og fisker Jørgen Jørgensen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Da isen smadrede bådebroen: Det lød som et brag fra en kanon

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da isen smadrede bådebroen: Det lød som et brag fra en kanon

Rungsted Havn har planer om at udvide havnen, som stort set er, som den var, da den blev anlagt i 1974. Havnens historie går dog endnu længere tilbage - og var til tider dramatisk

Hørsholm - 13. september 2020 kl. 10:00
Af Hans Jørgen Winther Jensen, ph.d.museumsinspektør og arkivleder, Nordsjællands Museum

Da der er planer om at udvide Rungsted Havn, er det på sin plads at repetere noget af historien havnen. Fiskernes havn bestod i 99 år - fra 1824 til 1923 - af to tilpassede høfder eller bølgebrydere. Den historie kan du læse om på Museum Nordsjællands hjemmeside under Hørsholm historier.

Der blev godt nok taget initiativ til at bygge en egentlig havn, af Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen; men sagen løb ud i sandet, og det var måske baggrunden for, at fiskeriet sakkede agterud her i Rungsted i forhold til situationen andre steder langs Øresundskysten.

Fiskeriet stagnerede

Antallet af fiskere stagnerede i perioden 1901-1920. Der var omkring 15, og værdien af fangsten pr. fisker var langt mindre end i de større havne.

I 1915 var de to tilpassede høfder i så dårlig en forfatning, at fiskerne henvendte sig til Hørsholm Sogneråd, for at få støtte til de nødvendige reparationer. Samtalerne førte næsten selvfølgeligt til spørgsmålet: Kan det ikke bedre betale sig at bygge en havn end at udbedre skaderne på de gamle bølgebrydere.

Opbakning til havn

Det var fiskerne selvfølgelig interesserede i, og da også den lokale handel viste interesse, gik sognerådet enstemmigt ind for, at der skulle bygges en ny havn. Og der blev straks nedsat en komité, der skulle arbejde videre med sagen. Den kom til at bestå af sognerådsformand, apoteker Paul Scheel, grosserer O. Skovgaard-Petersen samt tre fiskere: Strandfoged Christian Jensen, Jørgen Jørgensen og Karl Jørgensen. Grundejerforeningens formand, arkitekt Bernhard Svane Ingemann blev senere medlem.

Der blev i juli 1916 afholdt et stort offentligt møde med 150 deltagere, hvor ingeniør, etatsråd Monberg, fremlagde et forslag. Der blev desuden indbudt til, at man kunne tegne sig for tilskud til havnen. De fremmødte tegnede sig for 18.000 kr., hvortil kom, at fiskerne i forvejen havde samlet godt 4.000 kr. og to velhavere havde stillet henholdsvis 5.000 kr. og 3.000 kr.i udsigt - altså i alt 30.000 kr.

Ø-havn på tegnebrættet

Monberg fremlagde sit forslag til en såkaldt ø-havn, hvorved man forstod en havn, der skulle ligge et stykke fra kysten og være forbundet med denne ved hjælp af en bro eller en dæmning.

Da man befandt sig midt under 1. verdenskrig (1914-1918) med dens inflation, tog forslagsstilleren klogeligvis forbehold for den budgetterede pris, som han dog satte til 200.000 kr. Dette beløb voksede senere til 300.000 kr. som følge af de tekniske ændringer, som ministeriet for offentlige arbejder foretog.

Spærrede for udsigten

I 1918 gik arbejdet i gang og allerede samme år var molen, der skulle forbinde land med havn, færdig; men budgettet var overskredet, så da ministeriet meldte ud, at der ikke kunne bevilges flere penge, standsede det videre arbejde, som desuden var løbet ind i indsigelser fra ejeren af Rungstedlund, Karen Blixens mor, Ingeborg Dinesen, der, støttet af Naturfredningsforeningen, frygtede, at havnen ville gå ud over udsigten fra Strandvejen over Øresund.

Staten banede imidlertid vej for havnen blandt andet ved hjælp af de fornødne ekspropriationer, så arbejdet kunne starte igen i 1921 og stå færdigt i 1923, hvor den officielle festlige indvielse kunne finde sted 29. juni.

Da havde den kostet 560.000 kr., hvoraf staten havde betalt de 246.000 kr. og Hørsholm Kommune de 200.000.

Dermed var prøvelserne imidlertid ikke ovre. For det viste sig, at naturen også havde et ord at skulle have sagt.

Et brag som fra en kanon

Vinteren 1923-24 blev streng, så der i Nivåbugten dannedes en stor halv meter tyk isflage, der strakte sig et par kilometer ud i Øresund. 27. januar 1924 satte en storm den i drift mod syd, med kurs direkte mod det nye havneanlæg.

Efter sigende lød der et brag som et kanonskud, da isflagen tørnede mod adgangsbroen, der var af jernbeton, og skubbede den ca. en meter mod syd. Som det ses af fotografiet fra 1924, var broen nu uanvendelig.

Lystfartøjerne kom

Da staten meldte hus forbi, hvad angik finansiering af at bygge en ny bro, måtte Hørsholm Kommune og Frederiksborg Amt til lommerne for at skaffe de 85.000 kr., som den lokale entreprenør Alex I. Hansen fik for at udføre arbejdet.

Havnen gav ikke vækst for fiskeriet, og antallet af fiskere faldt. Omvendt voksede antallet af lystfartøjer, og dermed indtægterne herfra, så man måtte skaffe mere plads til dem omkring 1960. Det forslog imidlertid ikke, så der blev bygget en ny stor lystbådehavn, der blev åbnet i 1974 med plads til 725 lystfartøjer.

Det er stort set havnen, som den ser ud nu, og som derf er planer om at udvide med 200 pladser.

Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?