23. oktober 2021
Mette og Peter Elkrog Wagner havde glædet sig til at holde et brag af en bryllupsfest den 6. juni 2020. Men  da dagen nærmede sig, var  forsamlingsforbuddet fortsat på maksimalt 10. Derfor satte regeringens coronarestriktioner en stopper for festen. Foto: Sophus Zarrs Soelberg
gallery icon

Se billedserie

Mette og Peter Elkrog Wagner havde glædet sig til at holde et brag af en bryllupsfest den 6. juni 2020. Men da dagen nærmede sig, var forsamlingsforbuddet fortsat på maksimalt 10. Derfor satte regeringens coronarestriktioner en stopper for festen. Foto: Sophus Zarrs Soelberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Corona aflyste drømmebryllup: Nu slås brudepar og feststed om 32.500 kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Corona aflyste drømmebryllup: Nu slås brudepar og feststed om 32.500 kroner

Hvem har egentlig ret til hvad, når en fest aflyses på grund af coronarestriktioner? Det spørgsmål er blevet aktuelt for Mette og Peter Elkrog Wagner, som skulle have holdt bryllupsfest på Sophienberg Slot, men aldrig kom til det. Parret mener, at de skal have deres reservationsgebyr tilbage, men slottets forpagtere er uenige.

Opdateret 09. juli 2021 kl. 13:09
Hørsholm - 16. april 2021 kl. 21:04
Af Ann-Sophie Meyer og Sophus Zarrs Soelberg

Det skulle være et sommerbryllup i smukke omgivelser ved Sophienberg Slot, og festen, som Mette og Peter Elkrog Wagner drømte om, var allerede planlagt. 50 gæster var inviteret, mad, kage og transport var på plads, og kjolen hang klar. Men kort tid før den store dag blev det hele aflyst.

arrow Læs også: I åben strid om kuldsejlet fødselsdagsfest:Trækker slotsforpagtere i retten

For da dagen nærmede sig, var forsamlingsforbuddet fortsat på maksimalt 10 personer, og det betød, at coronarestriktionerne satte en stopper for parrets bryllupsfest, der skulle være afholdt på Sophienberg Slot i Rungsted lørdag den 6. juni 2020.

- Vi blev borgerligt viet i maj 2019, fordi Mette var gravid med vores søn, og så ville vi jo rigtig gerne holde et brag af en fest, når han var kommet, men så kom corona og spændte ben for det hele, siger Peter Elkrog Wagner, hvorpå Mette Elkrog Wagner tilføjer:

- Hvis det ikke var for corona, havde vi fået den bryllupsfest, vi drømte om, siger hun.

Selvom festen måtte udskydes, var det stadig Sophienberg Slot, der var brudeparrets drømmelokation.

- Det var helt klart beliggenheden og de flotte omgivelser, vi faldt for, som Mette Elkrog Wagner formulerer det.

- Og så var det praktikken i, at vi ikke skulle gøre noget selv. Det var ret vigtigt for os. Sophienberg Slot kunne tilbyde en samlet pakke, hvor de stod for det hele, og hvor vi ikke skulle tænke på noget, men hvor vi kunne sætte os og nyde festen, tilføjer Peter Elkrog Wagner.

Uenighed om ny dato

I første omgang forsøgte brudeparret og forpagterne af Sophienberg Slot derfor at finde en ny dato, hvor brylluppet kunne afholdes, og Sophienberg Slot tilbød, at brudeparret kvit og frit kunne få lov til at rykke deres bryllup til en senere dato i 2020. Men så opstod problemet.

For Mette og Peter ønskede sig et sommerbryllup, og de ville gerne holde det på et tidspunkt, hvor deres familiemedlemmer fra udlandet kunne komme med, og det kunne de ikke i sommeren 2020 på grund af coronarestriktioner. Dertil havde brudeparret også flere ældre familiemedlemmer på gæstelisten, som de var bekymrede for, hvis 50 bryllupsgæster skulle samles i sommeren 2020, så brudeparret ville gerne udskyde brylluppet til 2022.

- På papiret kunne nogle af vores ønsker blive indfriet, hvis vi holdt brylluppet i 2020, men vi kunne ikke få vores familie med fra udlandet, og coronarestriktionerne sagde, at vi skulle lukke festen senest klokken 24, så det havde ikke været en bryllupsfest i overensstemmelse med det, vi havde drømt om, siger Peter Elkrog Wagner, og brudeparret forstår ikke, hvorfor Sophienberg Slot sagde nej til, at bryllupsfesten kunne rykkes til 2022.

- Vi ville bare gerne have rykket festen to år frem. Men det ville Sophienberg Slot ikke være med til, og vi forstår ikke hvorfor, siger Mette Elkrog Wagner.

Artiklen fortsætter under billedet..

Mette og Peter Elkrog Wagner havde drømt om en bryllupsfest på Sophienberg Slot. Nu slås de med forpagterne om det reservationsgebyr på 32.500 kroner, som ægteparret nåede at betale, inden coronarestriktioner satte en stopper for deres drømmebryllup. Forpagterne af Sophienberg Slot har ikke ønsket at stille op til billede. Foto: Kenn Thomsen

Hårdt for virksomhederne

Coronasituationen har haft store konsekvenser for Sophienberg Slot. Det oplyser Christel Winther, der planlægger bryllupper på Sophienberg Slot.

- Virksomhederne er lige så ramt af det her, som forbrugerne er. 50 procent af de planlagte arrangementer på Sophienberg Slot i 2020 er blevet flyttet, skubbet, rykket eller aflyst. Det har betydet, at omsætningen er gået voldsomt ned, siger Christel Winther til Frederiksborg Amts Avis.

Christel Winther ønsker ikke at kommentere på den konkrete situation med Mette og Peter, men hun fortæller, at Sophienberg Slot har gjort alt, hvad slottet kunne, for at flest muligt af de bryllupsfester, der er blevet ramt af coronarestriktioner, har kunnet afholdes på en ny dato.

- En virksomhed er ikke forpligtet til kvit og frit at stille nye datoer til rådighed. Men det har vi gjort for at imødekomme vores brudepar. For det er meget enkelt. Vi vil gerne afholde bryllupperne, så vi har været i løbende dialog med alle de berørte brudepar, siger Christel Winther, hvorpå hun forklarer, hvorfor Sophienberg Slot har sagt nej til at udskyde bryllupper et eller flere år frem.

- Kan du forestille dig, at man har 50 brudepar og bryllupsfester, der bliver berørt af corona? Så skal jeg finde 50 nye datoer, og hvis de allesammen ønsker at rykke til 2021, 2022, 2023 eller 2024, hvor mange nye bryllupper tror du så, der kommer ind? Det handler om økonomi, og det handler om, at man tegner et fair billede af den situation, vi står i, for det er ikke kun brudeparrene, der er ramt af det her. Virksomhederne er lige så ramt, siger Christel Winther.

Hvem har ret til pengene?

Da brudeparret og Sophienberg Slot ikke kunne blive enige om en ny dato, endte brylluppet med at blive aflyst helt, og så opstod det næste problem.

For hvem har så ret til det reservationsgebyr på 32.500 kroner, som brudeparret havde indbetalt til Sophienberg Slot?

Brudeparret mener, at de bør få deres penge tilbage, mens Sophienberg Slot mener, at det er slottet, der har ret til pengene, og begge parter henviser til den indgåede kontrakt, som de læser på to forskellige måder.

- Vi har fået lov til at være der to gange og se stedet og snakke med personalet om, hvordan bordende skulle stå og så videre, så vi har ikke fået noget for de penge. Ingenting, siger Mette Elkrog Wagner.

Men det er ikke sådan, Sophienberg Slot ser på det. Det oplyser Morten Lund, der er direktør i den virksomhed, der står for bryllupsfesterne på Sophienberg Slot.

- Vi har brugt tiden, og det kan sammenlignes med en revisor. Hvis man siger »lav et regnskab«, og efter de har lavet 25 procent, så siger du »jeg er ikke interesseret i, at du skal lave resten«, så må man også betale for de 25 procent. Det hænger helt sammen, og sådan er det i alle brancher, siger han og fortsætter:

- Der bliver sat en masse ting i gang, så snart man booker. Mange af vores eksterne leverandører er vi nødt til at betale 15 procent i kompensation, når et bryllup rykkes eller aflyses, fordi de har jo booket dagen, så andre ikke har kunnet booke. Så det har jo også kostet os nogle penge, når vi har måttet flytte bryllupsdatoer, siger Morten Lund.

Fordi parterne ikke kan blive enige om, hvem der har ret til reservationsgebyret, har begge parter sat en advokat på sagen, og advokaterne er lige så uenige om, hvordan kontrakten skal læses, som parterne i sagen er.

Det fremgår af en mailkorrespondance, som Frederiksborg Amts Avis er i besiddelse af, og den situation er ikke et enestående eksempel under coronapandemien.

Et voksende problem

Forbrugerrådet Tænks rådgivende afdeling oplyser, at flere forbrugere end vanligt søger rådgivning i forhold til deres rettigheder på grund af fester aflyst af coronarestriktioner.

- Vi råder til, at man indgår en dialog og ser, om man kan finde en fælles løsning, uanset hvad der står i aftalevilkårene, siger Rikke Seerup, der er jurist hos Forbrugerrådet Tænk.

Hun fortæller samtidig, at man som forbruger ikke nødvendigvis har krav på, at et feststed kvit og frit stiller en ny dato til rådighed, hvis festen aflyses på grund af en pandemi.

- I udgangspunktet nej, med mindre det står i kontrakten, at en dato vederlagsfrit kan flyttes. For hvis et arrangement bliver aflyst, og der skal findes en ny dato, så vil det betragtes som en ny aftale, og hvis virksomheden eksempelvis har andre priser året efter eller sæsonpriser, så kan man ikke regne med, at man kan holde et bryllup eller en fest til den oprindelige pris på et andet tidspunkt, siger Rikke Seerup.

Hun fortæller samtidig, at det på nuværende tidspunkt kan være svært at sige noget generelt om, hvem der har ret til hvad, når det gælder aflysninger af eksempelvis fester, som skyldes coronapandemien.

- Aflysning af fester på grund af pandemi er ikke noget, vi har meget retspraksis på, så det er svært at sige noget helt konkret om, hvor man som forbruger står aftaleretligt i de her situationer. Det vil vi nok først vide, når der har været behandlet tilstrækkelig med sager i henholdsvis ankenævn og domstol, lyder det afslutningsvist fra Rikke Seerup.

Om uenigheden mellem brudeparret og Sophienberg Slot bliver en af de sager, der skal vise, hvem der har ret til hvad, står dog ikke klart. Mette og Peter Elkrog Wagner fortæller nemlig, at de endnu ikke har besluttet sig for, om de vil prøve at gå rettens vej.

arrow Derfor er det slut med fester på bryllupsslot
27. juni 2019 kl. 09:19 Opdateret: kl. 14:58
arrow Puster nyt liv i Sophienberg Slot
04. januar 2019 kl. 17:30 Opdateret: kl. 01:57
Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?