12. maj 2021
Ole Davidsen er bådejer på Rungsted Havn. Han retter nu kritik mod den kommende udvidelse af Rungsted Havn. Han mener ikke, at bådejerne er blevet hørt, og han frygter, at projektet ender med at give en ekstraregning til bådejerne og Hørsholm Kommune. Foto: Sophus Zarrs Soelberg
gallery icon

Se billedserie

Ole Davidsen er bådejer på Rungsted Havn. Han retter nu kritik mod den kommende udvidelse af Rungsted Havn. Han mener ikke, at bådejerne er blevet hørt, og han frygter, at projektet ender med at give en ekstraregning til bådejerne og Hørsholm Kommune. Foto: Sophus Zarrs Soelberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bådejer om havneudvidelsen: »Vi mangler en plan B«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bådejer om havneudvidelsen: »Vi mangler en plan B«

En bådejer retter nu kritik mod den kommende udvidelse af Rungsted Havn. Han mener ikke, at bådejerne er blevet hørt, og han frygter, at projektet ender med at give en ekstraregning til bådejerne og Hørsholm Kommune.

Hørsholm - 03. maj 2021 kl. 04:46
Af Sophus Zarrs Soelberg

Ole Davidsen er tidligere erhvervsmægler og har før han blev pensioneret undervist i økonomi i mange år. Han har gennem de seneste syv år haft sin båd liggende i Rungsted Havn.

Med udsigt til en massiv udvidelse af Rungsted Havn, der blandt andet skal give havnen 200 nye bådpladser og store, nye rekreative områder, ser Ole Davidsen skyerne trække sig sammen over Øresund.

arrow Læs også: Mere end 1000 forslag til havneudvidelse
Er ikke blevet hørt

Historisk set er udvidelser af Rungsted havn nemlig blevet dyrere end forventet, og Ole Davidsen oplever ikke, at bådejerne er blevet hørt.

Det fortæller han, da avisen møder ham en formiddag på Rungsted Havn.

- Jeg mener ikke, at hverken bådejere eller beboerne omkring havnen er blevet ordentligt orienteret eller blevet hørt omkring den udvidelse af havnen, som er vedtaget. Havnebestyrelsen har formelt orienteret bådejerne og borgerne om planerne for udvidelse af haven. Men spørgsmålet om hvorvidt havnens østlige moler skal flyttes 150 meter ud i Øresund, har ikke været til diskussion, siger Ole Davidsen, inden han fortsætter:

- Som udgangspunkt mener jeg, at havnen, som den er nu, har en perfekt størrelse; bygget af naturlige materialer, store kampesten af granit og rigtigt havnetømmer, der gør - for såvel bådejere som besøgende - at havnen er en flot og attraktiv havn at færdes i. Havnen har en overskuelig størrelse og havneadministrationen fungerer perfekt, siger han og medgiver, at havnen trænger til at blive både repareret og renoveret. Planerne om at opføre nye moler i beton og placere parkeringspladser på molerne vækker dog ikke glæde hos Ole Davidsen, der frygter, at charmen forlader Rungsted Havn, når de naturlige materialer ikke længere er dominerende.

Rungsted Havn står foran en udvidelse til omkring 120 millioner kroner. Illustration: Rungsted Havn

Hvor er plan B?

Derudover frygter bådejeren, at udvidelsen af havnen bliver dyrere, end der er lagt op til. Da man udbyggede Rungsted Havn fra 1918 til 1923 forventede man, at udvidelsen ville koste omkring 300.000 kroner, mens man endte med udgifter for 560.000 kroner.

Den efterfølgende vinter ramte en voldsom storm, der sendte en enorm isflage på kollisionskurs med havnen, der efterfølgende igen måtte gennem omfattende reparationer. Siden er flere udbygninger blevet langt dyrere end, hvad de var budgetteret til, og det henviser Ole Davidsen til, da han lufter sin bekymring om den kommende udvidelse.

- Det bliver altid dyrere, end man regner med, som Ole Davidsen selv beskriver sagen med henvisning til historien. Samtidig understreger han, at muligheden for om vinteren at få bådene på land kan blive væsentligt ringere, da der vil blive op mod 200 både mere, der skal gøres plads til.

Derfor efterspørger han nu en »plan B« for projektet. Hvad skal der ske, hvis projektet overskrider budgettet, og hvem skal betale?

- Havnebestyrelsen burde få en statsautoriseret revisor til at gennemgå planerne og lave en risikovurdering af, om budgettet er realistisk. Og så bør havnebestyrelsen have en plan B for, hvem der skal betale, hvis udvidelsen bliver dyrere end forventet og offentliggøre denne plan, så bådejere og borgere kan forholde sig til konsekvenserne af en eventuel plan B. Jeg er bange for, at der kan komme ikke-budgetterede ekstra udgifter til bådepladslejerne og Hørsholm Kommune, lyder det fra Ole Davidsen.

Han frygter samtidig, at nuværende bådejere bliver presset ud af havnen, hvis det bliver dyrere at have sin båd liggende.

- Der skal nok komme nogle nye, men hvad med dem, der har været her i mange år, lyder spørgsmålet fra Ole Davidsen.

Kan ikke genkende kritik

Jørgen Thorsell, der er formand for bestyrelsen i Rungsted Havn, kan dog ikke genkende kritikken fra bådejer Ole Davidsen.

- Bådejerne har i den grad været på banen. Både Henrik Jørgensen, der er medlem af bestyrelsen, og undertegnede, repræsenterer begge bådejerne. Vi har gjort vores yderste for at sikre, at både de eksisterende bådejere - men også de kommende bådejere, der står på venteliste nu - bliver tilgodeset. Det har været os magtpåliggende at holde fast i, at havnepladslejen forbliver uændret bortset fra en indeksregulering, fortæller han og fortsætter:

Jørgen Thorsell, der er formand for bestyrelsen i Rungsted Havn, kan ikke genkende kritikken fra bådejer Ole Davidsen. Foto: Lars Sandager Ramlow

- Det er et projekt til 100-120 millioner kroner, hvor havnen har forpligtet sig til halvdelen og kommunen har forpligtet sig til den anden halvdel. Det er et stort projekt, og vi er meget opmærksomme på at styre projektet, så det ikke løber fra nogen. Det gør vi på den måde, at vi opdeler projektet i en række delelementer, som kan hægtes på eller ikke hægtes på, som projektet skrider frem. Vi beslutter, hvilke delelementer, der skal være med fra starten, og hvilke elementer vi kan råde over i forhold til budgettet. Det betyder, at vi har en fleksibel model. Dermed har vi skabt et favorabelt udgangspunkt for at kunne holde budgettet, forklarer formanden, der altså ikke ser en mulighed for, at der kommer en ekstraregning til bådejerne.

Han understreger samtidig, at det nye projekt vil resultere i færre biler på havnen og ikke flere, som Ole Davidsen frygter, ligesom udbygningen af havnens opholdsområder vil resultere i en mere levende og hyggelig havn.

arrow Daniel og Stig støjer i Hovedgaden
19. april 2021 kl. 05:55 Opdateret: kl. 19:07
arrow Unge vil gøre en forskel for deres by
12. april 2021 kl. 06:02 Opdateret: kl. 07:25
arrow Borgere bød ind med ideer til udvikling af havn og strand
09. marts 2021 kl. 05:11 Opdateret: kl. 20:52
Selvom Danmark har skrottet vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, arbejdes der på en model, så man frivilligt kan vælge dem. Kunne du finde på det?