Den Konservative gruppe siger farvel til tre medlemmer og goddag til tre nye efter kommunalvalget. Blandt de nye ansigter er 18-årige Morten Bast Hall, den yngste Konservative kandidat i hele landet, som strøg ind i kommunalbestyrelsen med 278 personlige stemmer.
- Undervejs i valgkampen havde jeg en god mavefornemmelse, men på valgaftenen blev jeg alligevel lidt nervøs. Men jeg er stærkt tilfreds med de 278 personlige stemmer, jeg har fået, siger Morten Bast Hall, der går på Rungsted Gymnasium, hvor han også er elevrådsformand og sidder i skolebestyrelsen.
Han vil arbejde for at repræsentere Hørsholms unge godt.
- Nu får vi nogle unge øjne på tingene. Vi har lavet en exitpoll på gymnasiet, som er ret præcis, og den viser, at 56 procent af de unge stemte Konservativt og forhåbentlig var der en del af dem, der stemte på mig. På den måde føler jeg også et stort ansvar for at repræsentere de unge ordentligt, siger Morten Bast Hall, der ønsker flere ungdomsboliger i Hørsholm og et rigere byliv.
Henrik Peulicke (K) og Esben Dyekjær (K), der i 2013 blev valgt ind for Venstre, opnåede ikke genvalg. Det gjorde formanden for Børne- og Skoleudvalget, Otto B. Christiansen (K), der fik 90 personlige stemmer, heller ikke. Charlotte Kirchheiner og Maj Allin Thorup opnåede til gengæld stemmer nok til en plads i kommunalbestyrelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
