25. september 2021
Mange gæster ved lørdagens fernisering roste og lysønskede Yuko Takada Keller i store vendinger.Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Mange gæster ved lørdagens fernisering roste og lysønskede Yuko Takada Keller i store vendinger.Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Noerregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Yuko har klippet 100.000 stykker papir: Se hvad det er blevet til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Yuko har klippet 100.000 stykker papir: Se hvad det er blevet til
Hillerød - 12. september 2021 kl. 19:07
Af Camilla Bjørkman Aagaard

Det er svært ikke at blive dybt imponeret, når man træder ind i Vandrehallen på Hillerød Bibliotek og ser de fem store kunstværker, der svæver i næsten usynlige snore ned fra loftet.

Hvert kunstværk består af 20-30.000 små papirklip, som den japanskfødte kunstner Yuko Takada Keller selv tegner og klipper i hånden.

- Først laver jeg en tegning af, hvilken form, jeg vil have, værket skal have. Så laver jeg flere tegninger, der viser, hvordan værket ser ud fra alle sider, når det hænger i luften. Jeg bruger ikke computer. Jeg laver alle formerne i hånden og klipper dem ud selv. Jeg vil nyde hele processen, siger Yuko Takada Keller, der siden 1999 har boet i Helsinge.

Lørdag var der fernisering på hendes udstilling »Flydende Univers«, der på grund af corona er blevet udskudt tre gange.

- Jeg er meget glad for at være nået hertil. Jeg er så rørt og overvældet. Hver gang, udstillingen er blevet udskudt, har jeg tænkt »åh, nu igen«, men den sidste gang valgte jeg at tænke positivt. Jeg havde fem måneder, og jeg besluttede at lave et værk mere. Jeg ville lave et værk, der fejrer genåbningen, og det hedder »Håb«, siger hun om den store hvide uro, der hænger som den første, når man kommer ind i Vandrehallen.

Yuko Takada Keller har en MFA fra Kyoto University of Art i 1983. Det var under en rejse i Skandinavien i 1986, at hun blev inspiereret til at arbejde med papir.

- Jeg lærte at væve på skolen i Japan og lavede gobeliner. Jeg tog en tur til Nordeuropa, for jeg var meget fascineret af nordeuropæiske gobeliner. I Norge så jeg de fantastiske landskaber ved fjorden, og jeg var så rørt. Jeg ville lave noget, der var meget gennemsigtigt og let. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at arbejde med kalkerpapir og jeg malede det, så det fik en gennemsigtig farve, og det var rigtig smukt, fortæller hun.

En af hendes første udstillinger med papir var i Schweiz.

- Det gav mig selvtillid til at fortsætte. Folk var meget åbne i Europa. I Japan er de også det, men de er måske mere generte. Selv om folk ikke kendte mig, så var folk virkelig støttende, og det gjorde mig så glad, fortæller hun.

Drøm og virkelighed
Hun er meget inspireret af naturen og det usynlige. Det delvist gennemsigtige kalkerpapir har ifølge Yuko Takada Keller samme karakter som hudens membran. En porøs overflade, der på én gang afgrænser vores krop fra omverdenen og absorberer de selvsamme omgivelser. Denne vekselvirkning er central for Takada Keller, hvor kalkerpapirets »membran« skaber en tvetydighed mellem drøm og virkelighed.

- Jeg kan godt lide det usynlige. Når man står langt fra værket og ser på det, kan det se næsten usynligt ud. Det er svært at se, hvad det egentlig er. Når man kommer tættere på, kan man pludselig se hver en lille trekant, fortæller hun.

Både arbejdet med at lave de tusindvis af små papirklip og selve ophængningen af dem tager timevis. Men selvom det er hårdt arbejde, så nyder Yuko Takada Keller arbejdet.

- Ja, det er ikke noget problem. Jeg gør det, mens jeg ser japansk drama på computeren, eller lytter til det. Jeg hører også musik. For mig er det noget, jeg nyder, og jeg vil helst lave hele processen alene. Der er noget poetisk ved at lave det, jeg gør. Det er lidt ligesom at lave en sang eller et digt.

Måtte tegne på væggene
Hun voksede op i en kreativ familie i Japan med frie rammer.

- Min mor lod mig gøre, hvad jeg ville. Jeg måtte gerne tegne på væggen eller gulvet derhjemme. Hun stoppede mig ikke. Hun lod mig gøre det, men bagefter skulle jeg rydde det op. Hun spurgte mig så: »Er du tilfreds? Godt, så kan du gøre det rent«. Og hvis jeg ikke var indforstået med det, så gav hun mig et papir at tegne på i stedet. Sådan var reglerne, siger hun med et grin.

Hun har modtaget den japanske ambassades »nominal support«, hvilket er en blåstempling af en kunstners kvalitet og relevans. Derfor havde hun også ønsket, at den japanske ambassadør i Danmark kom fobvi og åbnede udstillingen lørdag, og det havde Manabu Miyagawa takket ja til.

- Frøken Yuko Takada Keller har deltaget i flere udstiller i mange lande rundt om i verden og har introduceret japansk kultur og hendes fortolkning, hvor rum, papir og det usynlige spiller en vigtig rolle. Mange støtter, fans, inklusiv mig selv, er blevet tiltrukket af hendes kunstneriske arbejde og også hendes varme og venlige karakter, sagde han i sin åbningstale.

Opbakning fra gæsterne
Yuko Takada Keller fortalte i sin tale, at bibliotekets gæsters opmuntrende ord havde hjulpet hende i dettidskrævende arbejde med at hænge kunstværkerne op i de mange snore.

- Det er meget hårdt arbejde. Jeg kom på biblitoeket med min søn klokken 07 og blev ved til klokken 21 hver dag i fem dage, så jeg er lidt træt. Men mens jeg var her, opmuntrede biblioteksgæsterne mig. De sagde, at det var flot, eller gav mig en thumbs up og smilede. Også små børn, der spurgte: Hvad laver du? Det var virkelig rart, og jeg følte mig meget rolig, og det gav mig kræfter til at forsætte det hårde arbejde og de lange dage. Jeg er meget tilfreds, og jeg har været i gang med udstillingen i over halvandet år, så jeg håber, at mange vil nyde det flydende univers.

Udstillingen kan ses på biblioteket frem til den 6. november. Herefter skal værkerne tages ned - og også det er et større projekt.

- Jeg skal fra starten tænke på, hvordan jeg opbevarer og pakker dem. Hvert stykke papir har et nummer, og så lægger jeg det i en pose med elastik. Så værkerne fylder ikke så meget, når de er pakket ned. Men det er vigtigt, at jeg er grundig , og det er et stort arbejde, både før og efter en udstilling.

Stemmer du til kommunalvalget i år?