
Tre plejehjemsbeboere og tre medarbejdere er blevet testet positive for coronavirus
Tre beboere på Plejecentret Skovhuset i Hillerød er på trods af mange forskellige tiltag, coronarestriktioner og vaccinationer blevet smittet med coronavirus. Det oplyser Hillerød Kommune.
De tre beboere, der nu er konstateret smittet med corona, fik ellers den første af to corona-vacciner den 6. januar, men der går mellem syv og 10 dage, før vaccinen virker. De blev konstateret smittet i fredags den 15. januar. Udover de tre beboere er også tre medabejdere blevet smittet med coronavirus, men Hillerød Kommune kan ikke svare på, om de også er blevet vaccineret.
Der er derfor blevet indført besøgsforbud på plejehjemmet, og det betyder, at man heller ikke må besøge beboerne i de udendørs drivhuse, der er blevet sat op til formålet.
Det betyder, at der i skrivende stund er besøgsforbud på plejehjemmene Skovhuset, Skanselyet, Ålholmhjemmet, Sophienborg og på Rehabiliteringsafdelingen.
"Her må kun den nærmeste pårørende komme på besøg i boligen,og ellers kan besøg kun ske i kritiske situationer. Udendørsbesøg på matriklen er ikke muligt," oplyser kommunen.
På de øvrige plejehjem, der ikke er omfattet af besøgsforbud, er det muligt at få besøg af de tre nærmeste pårørende i sin egen bolig, dog højest to ad gangen.
"Det skal kunne ske med tilpas afstand og under overholdelse af alle øvrige retningslinjer, hvilket det enkelte plejehjem støtter op om kan ske. Der er stadig adgang til besøg i kritiske situationer og udendørs i de nye besøgsdrivhuse, der kan rumme i alt fire personer ad gangen - eksempelvis en beboer og tre besøgende. Kontakt det plejehjem, du skal besøge, hvis du er i tvivl," lyder opfordringen fra Hillerød Kommune.
Et besøgsforbud bliver ophævet, når en testrunde resulterer i, at der ikke er nogen nye smittede - hverken medarbejdere eller beboere.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her