
Unge med lidelser som OCD, angst og spiseforstyrrelser kan risikere at miste muligheden for gratis psykologhjælp efter dette års budgetforhandlinger. Frem mod forhandlingerne foreslår Børne-, Familie- og Ungeudvalget nemlig at nedlægge ungepsykologfunktionen i det kommunale rådgivningstilbud Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).
Ungepsykologfunktionen har eksisteret i ti år og tilbyder samtaler med sårbare og udsatte børn og unge med omfattende psykologiske problemer.
Vedtages forslaget vil det være et nederlag for kommunens forebyggende arbejde, mener Peter Frederiksen (V), der er formand for Børne-, Familie- og Ungeudvalget. Han påpeger dog, at der ikke er mange muligheder for besparelser på familieområdet.
- Det er jo ikke godt, men det er jo der, hvor pengene bruges. Ligesom lønninger af lærere og pædagoger, er det eneste på børneområdet, vi kan gå ind og ændre på, er det forebyggende arbejde, det, vi kan pege på, på familieområdet, siger han.
245 samtaler sidste år
Sidste år havde ungepsykologen 245 individuelle samtaler fordelt på 51 unge i alderen 14 til 18 år.
En nedlæggelse af ungepsykologfunktionen vil betyde en besparelse på 650.000 kroner om året, men vil medføre, at gruppen af udsatte unge og deres forældre ikke længere vil kunne modtage gratis psykologhjælp i PPR, men må henvises til at søge hjælp hos egen læge eller gennem private tilbud.
Peter Frederiksen håber dog ikke, at det vil nå så vidt, at ungepsykologens stilling nedlægges.
- Vi kan jo håbe, at udgangspunktet for forhandlingerne er bedre, end vi havde frygtet, og at vi kan forhandle os til rette med mindst mulig skade. For det er altid at foretrække at forebygge, frem for at anbringe, og netop forebyggelsen spiller ungepsykologen en stor rolle i. Det håber vi også vil være klart, når det skal afgøres, hvorvidt der skal spares på området eller ej, siger han.
wainø
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her