
Tre unge på 15, 16 og 17 år er blevet tiltalt for 12 gaderøverier blandt andet ved s-togsstationerne i Lyngby, Birkerød og Hillerød.
De tre drenge blev varetægtsfængslet i surrogat den 1. juli 2020 sigtet for en stribe gaderøverier i Hovedstadsområdet. Efter en større efterforskning har Københavns Politi nu rejst tiltale i sagen. De tre tiltalte står i følge tiltalen bag i alt 12 gaderøverier, hvor der i flere tilfælde blev truet med kniv. De fleste røverier blev begået ved eller omkring forskellige S-togsstationer. Det drejer sig om Lyngby Station, Hellerup Station, Birkerød Station, Hillerød Station, Nørreport, Flintholm Station og KB Hallen Station.
- Det er et omfattende sagskompleks med mange grove sager, hvor en solid efterforskning har ført til, at vi nu kan tiltale de tre personer for de 12 røverier. Nu skal sagen gå sin gang i retten, siger Emil Lykke Gregersen, der er anklager i sagen.
Udover de i alt 12 gaderøverier tiltales de tre unge også for efterfølgende vidnetrusler, da de truede de forurettede til ikke at gå til politiet. Samtidig tog de billeder af de forurettede og affotograferede deres sygesikringskort.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her