20. juni 2021
Den nuværende plan lægger op til, at Hillerødsholmskolen skal udvides fra tre spor til fire spor fra 0.-3. klasse og fem spor fra 4.-9. klasse. Foto: Per Skovkjær Sand
Den nuværende plan lægger op til, at Hillerødsholmskolen skal udvides fra tre spor til fire spor fra 0.-3. klasse og fem spor fra 4.-9. klasse. Foto: Per Skovkjær Sand
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Større skoler: Udvalg ser på alle muligheder og lytter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Større skoler: Udvalg ser på alle muligheder og lytter

Børn, Familie og Ungeudvalget tager alle greb i brug for at skabe plads til flere elever, og formand Peter Frederiksen (V) forsikrer, at udvalget lytter til bekymringer.

Hillerød - 12. maj 2021 kl. 06:05
Af Per Skovkjær Sand

Når skolebestyrelsesformand Per Svejstrup siger, at han og hele bestyrelsen på Hillerødsholmskolen er bekymret over en mulig udvidelse fra tre til fem spor, så lytter politikerne, forsikrer Peter Frederiksen (V), der er formand for Børn, Familie og Ungeudvalget i kommunen, som skal træffe beslutningen.

arrow Læs også: Bestyrelsesformand: - Jeg ville ikke sætte mit barn på så stor en skole

- Vi har haft et rigtig godt møde i onsdags med Per og de andre skolebestyrelsesformænd og lyttet til de synspunkter, der kom frem, og vi hørte, hvad Per sagde om betænkelighederne ved udbyggelse til fem spor, siger Peter Frederiksen.

- Når vi siger, vi lytter, så gør vi det også, siger han.

Alle greb kommer i brug

Udvalgsformanden fortæller, at politikerne og forvaltningen forsøger at se alle muligheder for at finde flere klasselokaler til de flere børn i kommunen.

- Vi kommer til at bruge alle de greb, vi har. Og det er kloge kvadratmeter, at bruge de bygninger vi har i forvejen. Det er skoledistriktsgreb og nybygning i alle de tre skoler, vi har, siger Peter Frederiksen.

Her refererer han til de tre skoler i det område, kommunen kalder »Vest«, nemlig Hillerødsholmskolen afdeling Hillerødsholmsallé, Sophienborgskolen og Hillerød Vest Skolen afdeling Ålholm.

At ændre skoledistrikter er en måde at sende børn til bestemte skoler frem for andre skoler, og det kan være med til at skabe balance skolerne imellem.

- Vi kan kun ændre skoledistrikt for dem, der ikke er skrevet ind i skolen endnu. I Ullerød Nord, Frederiksbro og Favrholm, hvor der ikke bor nogen endnu, kan vi ændre skoledistrikterne, siger Peter Frederiksen.

Debat og dagbehandling

På udvalgsmødet i sidste uge besluttede udvalget at se på mulighederne for at bruge ledige lokaler på Hillerød Vest Skolen afdeling Alsønderup til enten midlertidige lokaler eller til en varig løsning på kapacitetsudfordringerne.

Disse lokaler har også været foreslået brugt til at samle Hillerød Dagbehandlingsskole.

- Det spor arbejder vi stadig med. Men vi har ikke truffet en beslutning, fordi vi ikke har talt ordentligt face-to-face med forældrene i Alsønderup endnu. Vi har haft et online-møde, men det er ikke det samme. Før vi går videre skal vi mødes med forældrene og borgerne. Vi har skudt den beslutning, siger Peter Frederiksen.

Samtidig er idéen med i stedet at bruge lokalerne i Alsønderup til de flere elever, som kommer til skolerne, nu også i spil.

- Samtidig arbejder vi i et nyt spor, og det er at bygningerne bruges til normalområdet, siger Peter Frederiksen.

Han fortæller, at det bliver enten eller: Enten dagbehandlingsskole eller også bliver bygningerne brugt til normalområdet.

- Det bliver en enten-eller-beslutning, som vi venter til næste år med at træffe. Vi vil være sikre på, at vi træffer den rigtige beslutning, siger Peter Frederiksen.

- Vi undersøger ny skole

På mødet med skolebestyrelsesformændene og i udvalget i sidste uge blev forslaget om at udvide Sophienborgskolen fra to spor til ikke bare tre men fire spor drøftet, muligheden for at udbygge Hillerød Vest Skolen afdeling Ålholm blev også drøftet, og det samme blev idéen om at bygge en ny skole.

- Det er en vældig god idé med en ny skole, men den er bare enormt dyr. Og at bygge en lille tosporet skole til, det giver ikke mening, siger Peter Frederiksen.

Samtidig siger han, at en udvidelse af Hillerødsholmskolen også vil have fordele.

- Jeg tror, Hillerødsholmskolen er godt tjent med en modernisering. Men vi har ikke besluttet noget nu og her, siger han.

Og forslaget om en ny skole tages også seriøst.

- Vi er i gang med at undersøge, om det er dyrere at bygge en ny skole, siger Peter Frederiksen.

Men en ny skole kan have den ulempe, at der så ikke er råd til generelt at modernisere de skoler, som ellers ville skulle have været udvidet.

- Vi risikerer, at der ikke er penge til at vedligeholde de eksisterende skoler, siger Peter Frederiksen.

Næste skridt i beslutningsprocessen er byrådets budgetseminar sidst i maj. Det ligger fast, at der skal træffes nogle beslutninger i år.

- Vi skal træffe nogle beslutninger om, hvor vi skal bygge ud. Det er der ingen tvivl om. Men vi skal ikke beslutte de næste 10 år nu, siger han.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?