
Mand, som blev idømt behandling mod alkoholisme, mødte ikke op og skal derfor i fængsel
En 41-årig mand, som i 2019 blev dømt til behandling for alkoholisme i forbindelse med en spritbilistsag, udeblev fra behandlingen.
Derfor skal manden nu to måneder i fængsel, viser domafskriftet fra sagen, som forleden var for Retten i Hillerød.
Den 41-årig mand blev i 2019 idømt fængsel i to år for blandt andet spritkørsel, men straffen blev gjort betinget, hvis ellers manden gik i behandling for alkoholisme. Manden skulle derfor møde op til behandling i Hillerød Alkoholbehandling.
Manden mødte op to gange om ugen til behandlingen med antabus i Hillerød og til en ugentlig samtale fra januar 2020. Men i marts begyndte manden at udeblive. Kriminalforsorgen forsøgte at få fat på ham, og han vendte senere tilbage med en besked om, at han havde været syg og derfor ikke var kommet.
Men manden fortsatte med ikke at dukke op, trods adskillige henvendelser både med telefonopkald, sms'er, digital post og gennem mandens datter. Senere på måneden forklarede han, at det var på grund af Covid-19-smitterisikoen, at han ikke var dukket op, og senere lød forklaringen, at han var i Jylland.
Da april og maj måneder var gået, var manden fortsat ikke mødt op til sin alkoholbehandling, og retten mente derfor, at manden nu skal fuldbyrde straffen på to måneders fængsel.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her