19. april 2021
Søren Lerche troede, at han skulle til møde i Royal Stage, men i stedet ventede dommerkomiteen med blomster, hædersbevisning og 10.000 kroner. Fra venstre er det borgmester Kirsten Jensen, Søren Lerche, Carsten Larsen, direktør i Royal Stage, Martin Warming, lokalredaktør Hillerød Posten, og Jan Nielsen, erhvervschef Nordea Hillerød. Foto: Kenn Thomsen
Søren Lerche troede, at han skulle til møde i Royal Stage, men i stedet ventede dommerkomiteen med blomster, hædersbevisning og 10.000 kroner. Fra venstre er det borgmester Kirsten Jensen, Søren Lerche, Carsten Larsen, direktør i Royal Stage, Martin Warming, lokalredaktør Hillerød Posten, og Jan Nielsen, erhvervschef Nordea Hillerød. Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Søren Lerche er 'Årets Hillerødborger': - Vi har alle sammen noget godt i os - og det ser du

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Søren Lerche er 'Årets Hillerødborger': - Vi har alle sammen noget godt i os - og det ser du

Det er en ægte ildsjæl, der har fået prisen som 'Årets Hillerødborger 2020'

Hillerød - 03. november 2020 kl. 17:30
Af Martin Warming

Søren Lerche, der blandt andet er manden bag de populære fællesspisninger på biblioteket, kan nu skrive titlen 'Årets Hillerødborger 2020' på sit visitkort.

arrow Læs også: Street Lab starter undervisning igen

Søren Lerche arbejder til daglig som højskolelærer på Grundtvigs Højskole i Hillerød, men derudover har han - blandt andet sammen med nogle af sine elever på højskolen - været med til at sætte en masse skibe i søen til glæde og gavn for rigtig, rigtig mange hillerødborgere - ikke mindst de unge.

Og det store stykke arbejde, han er med til at udføre, er han nu blevet hædret for, da han modtog prisen som 'Årets Hillerødborger 2020' mandag eftermiddag.

Prisen uddeles af Hillerød Posten i samarbejde med DanBolig Hillerød, Nordea Hillerød og Royal Stage, og i dommerkomiteen sidder borgmester Kirsten Jensen, Jan Nielsen, der er erhvervschef i Nordea Hillerød, Carsten Larsen, der er direktør i Royal Stage, og lokalredaktør Martin Warming fra Hillerød Posten.

Ser ikke begrænsninger

Søren Lerche har blandt andet taget initiativ til de populære fællesspisninger på biblioteket, som han startede sammen med med elever fra Grundtvigs Højskole. Senere har unge fra Kokkeskolen, Levuk, som er institution for udviklingshæmmet, spejdere, efterskolen Alterna og Street-Lab støttet op om arrangementet sammen med mange ældre frivillige, som dækker op og serverer mad. Der kommer som regel et sted mellem 200 og 300 hillerødborgere til fællesspisningerne, hvor det primære formål er, at man spiser og taler sammen med nogle, man ikke kender i forvejen.

Det var også Søren Lerche, der i 2017 tog initiativ til Street Lab på Milnersvej. Street Lab er med egne ord et gadeidrætslaboratorium, hvor unge kan dyrke deres passion for gadeidræt og ikke mindst fællesskaber på kryds og tværs af køn, alder og etnisk og social baggrund. Et af kravene for at komme i Street Lab, der er et gratis tilbud, er, at man deltager aktivt og tager ansvar for stedet og hinanden.

Søren Lerche var mandag eftermiddag mødt op i Royal Stage i den tro, at han skulle til møde med Carsten Larsen, men i stedet ventede dommerkomiteen med blomster, hædersbevisning og en check på 10.000 kroner.

"Du er en, der bare kæmper hele tiden. Du er en, der ikke ser begrænsninger. Du får to ting til at blive til en masse ting, og du har været med til at sætte en masse projekter i gang til glæde og gavn for rigtig mange mennesker. Du har lavet fællesspisninger på biblioteket, været med til at tage initiativ til Street Lab og den Sociokulturelle Landsby. Du står også bag bandeseminariet, som hvert år bliver holdt på Grundtvigs Højskole, og som er anerkendt i hele landet. Gennem Velux-fonden har du været med til at skaffe penge til et et stort forskningsprojekt, som følger og er med til at metodeudvikle aktiviteterne i Hillerød," sagde Carsten Larsen blandt andet i sin tale til Søren Lerche.

Masser af gå-på-mod

For at komme i betragtning til prisen som 'Årets Hillerødborger' skal man være en person, der sætter overliggeren højt på Hillerøds vegne og en person, der ikke er bange for at gå forrest og være med til at gøre en forskel for andre borgere i kommunen.

"Og sådan én er du. Hvis man skal sætte et par ord på, hvad der kendetegner dig, så er det først og fremmest 'fællesskab'. Du arbejder målrettet på, at vi skal lære hinanden bedre at kende, og du ser noget positivt i alle. Det er næsten lige meget, hvilken rod du samler op, så kan du altid se det positive i personen. Det er utroligt stærkt at have den slags evner. Vi har allesammen noget godt i os - og det ser du. Hvis man spørger dine venner og dem, der kender dig, så beskriver de dig som en person med masser af gå-på-mod. Du er supergod til at se, at en lille ting kan blive til noget kæmpestort, og du kan faktisk lave det hurtigere, end jeg kan," lød det fra Carsten Larsen,

Med udnævnelsen til 'Årets Hillerødborger 2020, er Søren Lerche kommet i selskab med blandt andre Leo Knudsen, tidligere direktør for børn, familier og kultur i Hillerød Kommune, Mette Skougaard, der er direktør på Det Nationalhistoriske Museum, Annette Quist fra Hillerød Camping og Lasse Pedersen, der er formand for Klub Frivillig i Skævinge, der alle tidligere har fået prisen.

Skabe sammen

Søren Lerche var selvfølgelig både overrasket og glad for at modtage prisen.

"De projekter, som jeg er involveret i, ville ikke kunne lade sig gøre uden den samarbejdsvilje, der er i Hillerød. Vi har Danmarks største graffitivæg lige hernede (på Hillerød Tennishal, red.), og den fik vi lavet på bare tre dage, fordi Carsten (Carsten Larsen, red.) er hurtig, fordi Svenn (Svenn Petersen, red.) fra SSP er hurtig, og fordi forvaltningen på kommunen er hurtig. Så noget, de har kæmpet for i to år i Roskilde, kan lade sig gøre på tre dage her i Hillerød, fordi vi vil hinanden og gerne vil samarbejde, og der er enighed om, at vi skal skabe en bedre by sammen. Den ånd er jeg virkelig glad for at arbejde i," sagde Søren Lerche efter at have modtaget prisen.

"Der er over 50.000 hillerødborgere at vælge mellem, så det er selvfølgelig en kæmpe ære for mig at få prisen som 'Årets Hillerødborger', men samtidig føler jeg, at æren også skal tilfalde alle de folk, jeg samarbejder med. Det er de hundredvis af unge, der har engageret sig i Street Lab, alle dem i den Sociokulturelle Landsby og alle andre, der har valgt at gå med ind i de projekter, jeg har involveret mig i. Så for mig er det mindst en lige så stor anerkendelse af deres arbejde," siger Søren Lerche.

Søren Lerche har fået prisen som 'Årets Hillerødborger 2020'. Foto: Kenn Thomsen

Skal selv tage ansvar

Man kan blive helt forpustet bare ved tanken om alle de projekter, Søren Lerche har involveret sig i, men det tager han selv i stiv arm.

"Der kommer så meget positiv energi tilbage fra de unge, deres forældre og andre, der er med i projekterne, og det giver en masse energi. Samtidig har jeg formået at organisere mit liv på en måde, så jeg også kan være en god far for mine børn og en god kæreste," lyder det fra prismodtageren.

Nogle vil måske mene, at mange af de projekter, som Søren Lerche arbejder på - blandt andet en multipark, hvor unge kan mødes og stå på eksempelvis skateboard eller løbehjul - burde være en kommunal opgave, men det er Søren Lerche slet ikke enig i.

"Kommunen er også med i projektet og har blandt andet afsat fire millioner kroner til multiparken, men vi har alle sammen et ansvar over for hinanden. Vi kan ikke bare læne os tilbage og sige, at det overlader vi til velfærdsstaten. Velfærdsstaten skal ikke være en sovepude, og den skal ikke tage sig af det hele. Vi skal selv tage ansvar, og der er det vigtigt, at det ikke bare er kommunen, der laver en multipark. Det er noget, vi skal lave sammen. Det er også med til at give ejerskab til de mange unge og foreninger, der er med i projektet," siger han.

Donere pengene videre

Det er ikke første gang, at Søren Lerche får et skulderklap. I 2017 modtog han Hillerød Kommunes Frivillig-Socialpris.

Søren Lerche står i øjeblikket i spidsen for arbejdet med at skaffe penge til en multipark, der skal opføres ved siden af tennishallen. Et projekt der koster et sted mellem 10 og 16 millioner kroner.

Udover æren fulgte der også en buket blomster, et hædersbevis, en lille skulptur af den lokale kunstner Jane Bailey fra Gadevang og 10.000 kroner. Pengene skal Søren Lerche give videre til et godt formål eller en lokal forening eller organisation - og mon ikke de ender på at blive brugt på et af de mange projekter i Street Lab.

arrow Her kan du spille padel under tag - til efteråret
17. februar 2021 kl. 19:52 Opdateret: kl. 16:06
arrow Street Lab pakker ned: - Nu glæder vi os til den nye multihal
27. januar 2021 kl. 05:00 Opdateret: kl. 14:00
arrow Millioner til ny multipark: Nu kan vi trykke på startknappen
11. december 2020 kl. 09:04 Opdateret: kl. 17:47
Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?