16. juli 2019
Hillerød er bare smukkere fra søsiden. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Hillerød er bare smukkere fra søsiden. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Slotssøen er Bonnichsens sjælebad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Slotssøen er Bonnichsens sjælebad
Hillerød - 09. juli 2019 kl. 12:03
Af Joachim Christensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vi har bedt lokale personligheder om at pege på deres yndlingssted i Hillerød Kommune. I dag fortæller Hans Jørgen Bonnichsen om sit yndlingssted.

Den lokalt bosatte tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen står for sig selv ved Rosenhaven og skuer med et inderligt blik ud over Slotssøen. Han er kommet i god tid og står og betragter søens dyreliv, inden han sammen med Frederiksborg Amts Avis skal ud at sejle med Den Lille Færge og forklare, hvorfor lige netop her er hans yndlingssted.

Han har netop været vidne til en skøn scene på vandoverfladen, fortæller han.

- Jeg så en lappedykker, den havde en nærmest ballet­agtig elegance. Den var ved at soignere sig, siger han og peger.

- Bagved var en svane ved at lette, og det var som at se en jumbojet til sammenligning.

Hans Jørgen Bonnichsen er i dag en flittigt brugt kommentator, og man forstår hvorfor på en kort sejltur, hvor veltalenhed og viden spiller sammen. Han udpeger begejstret en gruppe vilde blomster lige bag Frederiksborg Slot og sætter det straks i modsætning til Barokhaven, hvor ønsket var at beherske naturen.

Samtidig er det dog også stedet her, der er lykkedes med at gøre ham målløs. Som operativ chef i Rejseholdet besøgte han provinsbyer overalt i Danmark. Hjembyen Hillerød var nærmest der, hvor han var mindst, som han siger, for det var kun i weekenden.

Først på et ophold i USA trængte forståelsen af byens storhed og historie helt ind.

- Jeg var på et barsk kursus hos FBI i Virginia. Efter et par måneder kom vi ned i deres 'board room' - det hed det for at dække over, at det også var her man fik en bajer og en pizza. Og dér på væggen hang et billede af Frederiksborg Slot. Jeg var fuldstændig målløs. Jeg har aldrig lidt af hjemve, men lige der fik jeg et stik i hjertet ved tanken om, alt hvad det står for. Der blev jeg klar over, at det havde større betydning, end jeg lige regnede med. Jeg prøvede at forklare amerikanerne, at jeg boede lige omme bagved, men det troede de selvfølgelig ikke på, fortæller han.

På sejlturen søen rundt er der kik til institutionsbørn, der tumler på græsbakkerne, turister med kameraet for øjet og smilende studenter. Der er små åndehuller over det hele, hvor der er plads til fordybning. For Hans Jørgen Bonnichsen er søen et sjælebad. Uanset årstid er den et smukt syn, men der er alligevel én gang om året, hvor han nyder Slotssøen i særlig grad.

Center for aktive seniorer arrangerer årligt en særtur med færgen, hvor man synger højskolesang. Her varer turen et par timer og undervejs gør man holdt midt på søen.

- Det er en helt anden fornemmelse. Motoren slukker, der er stilhed og ro, man kan høre klokkespillet, og det er en ganske unik position bag slottet, hvor man kan se solen langsomt gå ned. Det er helt hundrede procent smukkest fra søsiden, siger Hans Jørgen Bonnichsen, mens færger netop sejler forbi det sted på søen.

Han tager et dybt åndedrag.
- Det tager luften fra os, og jeg bliver benovet, siger han.

Samtidig afslører han, at det ville være netop Højskolesangbogen, han ville vælge, hvis han kun måtte tage én bog med på en øde ø.

Som mangeårig Hillerødaner husker Hans Jørgen Bonnichsen tiden i sidste årtusinde, hvor det endnu ikke var muligt at gå hele vejen rundt om Slotssøen. At der blev åbnet for det, har været en gave til byen, mener han, og han glæder sig over, at hans yndlingssted bliver benyttet i stor stil af alt fra kondiløbere til sankthans-hekse. Til gengæld vil han ikke se med milde øjne på, hvis søen skulle blive gjort til badesø, som det var foreslået af byrådspolitikere for få år siden.

- Det ville smadre hele storheden. Der ville jeg mobilisere nogle, der kunne gå imod det, siger han.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede