28. marts 2020
I Skævinge har Hillerød Forsyning lagt rør i vejen. Borgerne får nu til 2024 til at få lagt rør ned og tilsluttet sig.Foto: Allan Nørregaard
I Skævinge har Hillerød Forsyning lagt rør i vejen. Borgerne får nu til 2024 til at få lagt rør ned og tilsluttet sig.Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skuffelse og glæde over kloakbeslutning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skuffelse og glæde over kloakbeslutning
Opdateret 29. oktober 2016 kl. 20:26
Hillerød - 28. oktober 2016 kl. 04:01
Af Camilla Bjørkman Aagaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Smilene var store hos den gruppe borgere fra Hillerød Øst, Gørløse og Uvelse-Lystrup, der var mødt op til byrådsmødet for at følge drøftelserne omkring separatkloakering. Hele byrådet undtagen Fælleslisten stemte for at indlemme projekterne i de tre områder i den nye spildevandsplan, der skal bygge på en række principper med fælles finansiering og en større grad af frivillighed. Dermed bliver de omkring 3200 borgere ikke tvunget til at separatkloakere.

- Det er rigtig godt, vi er meget glade, sagde Jens Gammeltoft fra »8 mands gruppen« med et stort smil på vej ud fra byrådsmødet.

Derimod var skuffelsen stor hos Bernt Salzwedell fra Skævinge, da det stod klart, at der ikke var flertal for at indføre principperne for Skævinge også. Et flertal på 13 bestående af De Konservative, SF, De Radikale og Socialdemokratiet stemte for at separatkloakeringsprojektet kører videre som planlagt i Skævinge, men at de 90 borgere får tilslutningsfristen forlænget med seks år til 2024. Fælleslisten stemte imod, mens LA, Venstre og DF undlod at stemme.

- Det er den forkerte beslutning. Der er overhovedet ikke nogen afklaring. Partierne siger, at de vil arbejde videre for en ændring af den nugældende lovgivning, så der bliver bedre finansieringsmuligheder for borgerne. Men hvad betyder det for os? Det er svævende. Erfaringen viser altså, at det ikke var klogt at tilslutte sig, og at man betragter Skævinge som anderledes og færdigt, sagde Bernt Salzwedell efter byrådsmødet.

Ærgrelsen var ikke blevet mindre, da Frederiksborg Amts Avis i går modtog en mail fra Bernt Salzwedell.

»"Festina Lente" er latin og betyder oversat til dansk "skynd dig langsomt", hastværk er lastværk. Det var Irene Brostrøms (DF) ord til os borgere. Det er selvfølgelig fristende, når man har fået en forlænget tidsfrist »forærende«, så der er mere tid til at skaffe pengene, men set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er det en dårlig beslutning, da effekten af dette betyder, at projektet først kommer til at virke om seks år, når den sidste tilslutter sig (som det er blevet oplyst af Socialdemokratiet)«, skriver Bernt Salzwedell.

Han understreger, at han giver udtryk for sine egne meninger og ikke skriver som formand for Skævinge Lokalråd, da han endnu ikke har afstemt sin holdning med de øvrige medlemmer.

»For mig ville det have været fornuftigt, hvis projektet i Skævinge havde fået samme stilling som resten af Hillerød Kommune, så man fik tid til at revurdere hele projektet og finde frem til en løsning med ens konsekvenser for alle borgere i kommunen. Det bestående flertal stemte ikke sammen denne gang. Skuffende er det at se Socialdemokratiet først gå ind for frivillighedsprincipper for siden at gå ind for tvang over for Skævinge. Jeg havde håbet på støtte fra Radikale og Konservative angående princippet om ens behandling for alle borgere, men også her tog jeg altså fejl«, skriver Bernt Salzwedell.