Bjarke Schmidt fra Gadevang har udgivet ny børnebog
Den tidligere forstander på Marie Mørks Skole, Bjarke Schmidt, debuterer som forfatter med billedbogen 'Rødkælken og Snemanden' til 4-9-årige børn.
Den handler om en snemand, som ikke orker en vinter til som snemand - og som hellere vil kunne flyve og synge som sin ven rødkælken.
Ifølge Bjarke Schmidt, som bor i Gadevang, har billedbøger stor betydning for barnets udvikling:
"Litteratur har også for yngre børn en stor betydning i forbindelse med den dannelsesrejse, det enkelte barn meget tidligt deltager i, og den identitetsskabende proces, de også er en del af. Litteratur som højtlæsning eller selvlæsning giver barnet mulighed for at spejle sig selv i beretningen og værdierne", udtaler Bjarke Schmidt i en pressemeddelelse.
Bogens underfundige fortælling er inspireret af forfatterens mangeårige samarbejde og samvær med børn, og Bjarke Schmidt tager udgangspunkt i sit pædagogiske kendskab til børns tankeverden med sin baggrund som lærer og skoleleder.
Bogen, som udkommer på forlaget Mellemgaard, er rigt illustreret af kunstneren Per Christoffersen, som er vokset op i Hillerød og i dag bor i Gribskov Kommune.
"Med denne bog vil Per og jeg gerne bidrage til at give de yngste børn en god oplevelse," siger den nyudklækkede forfatter.
Bogen er nu i handlen og kan købes hos boghandlere og på nettet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her