23. juli 2021
Eleverne i 2. S dansede den OL-dans, de har danset så mange gange før. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Eleverne i 2. S dansede den OL-dans, de har danset så mange gange før. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billederne: To sejre til Skævinge i skolernes OL

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se billederne: To sejre til Skævinge i skolernes OL
Hillerød - 18. juni 2021 kl. 16:51
Af Magnus Eg Møller

- Vi er piger, vi er drenge, vi er alle 2. klasse, vi er søde, vi er seje, vi er gode til OL-lege.

2. S fra Kornmarksskolen indledte finalefesten i klasseværelset med deres kampråb, da de havde indfundet sig på deres pladser på gulvet foran storskærmen.

Tre klasser fra Kornmarksskolen i Skævinge har den seneste måned deltaget i De virtuelle Skole Olympiske Lege, hvor de i den sidste lektion fire dage om ugen har danset, kastet, sjippet og heppet sig igennem forskellige fysiske udfordringer og på den måde optjent point til klassen.

Fredag var der lagt op til et brag af en fest, da klokken ringede ind fra frikvarter, og vinderne af den landsdækkende skole-konkurrence skulle kåres.

Styr på dansen

- 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, nu! Lyder det fra 2. S på Kornmarkskolen i Skævinge, da klokken slår 10, og De virtuelle Skole Olympiske Leges finaleshow skal til at begynde.

Da de to værter, Sofie Østergaard og Jonas Madsen, endelig tordner frem på skærmen, bryder klassen ud i jubel. De har set frem til denne dag.

- Husk nu, at det er okay ikke at vinde, for det har været sjovt at være med, har det ikke?, spørger klasselærer Kent Holst, hvortil eleverne i kor - sådan som man jo gør i en 2. klasse - svarer tilbage med et langtrukkent 'jo'.

Som en del af forløbet har alle deltagerklasserne lært Skole OL-dansen, så da værterne på skærmen fortæller, at det er blevet dansetid, springer eleverne op.

Det er tydeligt, at de har øvet sig, for dansetrinene sidder lige i skabet, og for en stund er klasseværelset forvandlet til et kæmpestort, levende dansegulv.

Glædestårer og kram

Efter en tur på gulvet vender eleverne tilbage til deres pladser. Nogle af dem krammer hinanden, men fokus er rettet mod skærmen og de to værter.

- Vi skal til at kåre de første klasser, siger Sofie Østergaard på skærmen, og klasseværelset bliver stille.

Først er turen kommet til 0. klasse, og da 'Kornmarksskolen 0. S' dukker op på skærmen, udbryder der jubel hos de lidt større børn i 2. S.

Da turen er kommet til vinderen blandt 2.-klasserne bliver der musestille. Stilheden bliver dog hurtigt forvandlet til klap, råb og skrig, da 'Kornmarksskolen 2. S' bliver kåret som vinder.

Bagerst i klasseværelset er en pige, Liva, begyndt at græde af ren og skær glæde. Hendes klassekammerat krammer hende. Alle krammer hinanden. Total ekstase i 2. S.

Præmien lyder på en tur til 'børnenes hovedstad' Billund med alt betalt og en hel dag i Lego House.

- Jeg fik helt tårer i øjnene. Det er så sygt. Vi skal i Lego House og jeg elsker Lego. Pyha, fortæller Liva, der stadig er rørt, da klassen er samlet til gruppefoto i skolegården.

Mens eleverne stiller op til billedet, og et hold lærere og pædagoger holder dem hen, har Kent Holst og skolepædagog Lone Pedersen sneget sig op på taget bag dem med to store spande vand, der som en kølig overraskelse bliver hældt over eleverne, i det billedet bliver taget. Festen er først lige begyndt. Senere på dagen er der sodavandsdiskotek, og klassen får også besøg af en Hjem Is-bil med flere kolde overraskelser til børnene..

Styrket sammenhold

Turen til Lego House får eleverne lov at glæde sig til et stykke tid endnu. Planen er nemlig at slå turen sammen med en lejrskole, klassen skal på i næste skoleår.

Næste skoleår vil Kornmarksskolen også igen være at finde i deltagerfeltet til legene, for det har været en kæmpe succes, fortæller Kent Holst:

- Vi havde i forvejen et godt sammenhold i klasserne, men der opstod nogle gnidninger, efter eleverne havde været sendt hjem. At dyrke idræt hver dag har givet gladere elever, og de har fået det bedre sammen. De har oplevet glæden ved at være aktive på daglig basis. Mange er kommet i bedre form, og nogle af eleverne har tabt sig. Jeg har også selv tabt mig fire kilo, fortæller en glad Kent Holst i et stille øjeblik, inden eleverne kommer løbende efter ham med deres vandflasker.

For han skal også have sig en kold overraskelse.

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022