27. oktober 2020
Smilla, som havde fundet på navnet 'Satelitten', fik lov at klippe den røde snor til det nye bibliotek.
gallery icon

Se billedserie

Smilla, som havde fundet på navnet 'Satelitten', fik lov at klippe den røde snor til det nye bibliotek.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billederne: Snoren klippet til nyt bibliotek i Hillerød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se billederne: Snoren klippet til nyt bibliotek i Hillerød

Børnene i Grønnevang Skoles fritidsordning kunne i torsdags indtage deres nye bibliotek 'Satelitten'. Det er skabt i et samarbejde, som kulturstyrelsen har støttet med en kvart million kroner

Hillerød - 15. oktober 2020 kl. 07:25
Af Tekst og foto: Mette Dolmer Thygesen

Den røde snor blev i torsdags klippet til et helt nyt bibliotek i Grønnevang Skole fritidsordning.

arrow Læs også: Hjulmandens hus minder om gamle stridigheder

Det var eleven Smilla, som fik æren af at svinge saksen og klippe båndet, inden de begejstrede børn endelig kunne indtage det nye biblioteksrum.

"Årh, der er 'Popprinsessen," sagde en, mens en anden væltede ned i en af de bløde sækkestole og sagde, "ej, her er vildt hyggeligt".

De rev straks bøger ned fra hylderne eller satte sig med et af Anders And-bladene fra kasserne, og Smilla begyndte at læse højt af en bog om isbjørne for sine kammerater.

Styrke læselysten

Det nye bibliotek, som har fået navnet 'Satelitten', er en del af projektet 'Flyvende Fortællinger', som er skabt i et samarbejde mellem HFO Grønnevang og Hillerød Bibliotek.

Projektet skal styrke børnenes læselyst og går blandt andet ud på at uddanne både pædagoger og børn i HFO'en til at inspirere til børnenes læsning.

En række børn fra HFO'en er blevet såkaldte 'Sputnikker', som blandt andet skal udstille bøgerne i 'Satelitten', så de andre børn får øje på dem, komme med forslag til nye bøger og hjælpe kammeraterne rundt i rummet.

De skal også hænge skilte op, når der er åbent og lukket, vælge bøger til højtlæsning og sætte de bøger på plads, som børn har haft lånt.

"Lød sjovt"

Tre af sputnikkerne er David, Anne og Cajsa, som går i 3. klasse. De havde alle meldt sig til at blive 'Sputnik', fordi det lød sjovt, fortalte de Hillerød Posten ved åbningen:

"Jeg vil gerne lære de små at læse, hvis de har svært ved det. Og så vil jeg gerne prøve noget nyt," sagde Anne, og Cajsa var enig:

"Jeg elsker at læse - jeg læser alt, hvad jeg ser, også skilte. Så jeg syntes, det lød sjovt at være 'Sputnik'".

Inspirere på ny måde

Hillerød Bibliotekernes filial i Hillerød Øst lukkede i 2011, og siden har borgerne i Øst haft fire kilometer til det nærmeste bibliotek i Hillerød Bymidte. Grønnevang Skole har et fint skolebibliotek, men HFO'ens nye biblioteksrum skal inspirere børnene på en anden måde, sagde børnebibliotekar Anne Kathrine Ekhardt.

"Her er det ikke bøger, som børnene 'bør' læse, men kun dem, de har lyst til at læse - og det er børnene selv, der vælger, hvilke bøger de kan låne her. Det skal være titler, som er inspirerende, så det at læse bliver noget, som børnene gør i deres fritid på højde med at gå til dans eller fodbold. Vi håber, at 'Satelitten' bliver så hyggelig, at de tager det til sig".

Bøger for sjov

Ifølge de nyeste undersøgelser svarer kun 20 procent af de danske skoleelever i 3. og 4. klasse, at de rigtig godt kan lide at læse. Og læselysten daler meget fra 4. og 5. klasse, fortæller Anne Kathrine Ekhardt:

"Det er derfor, vi har disse 'Sputnikker' i 3. klasse, som kan være læseambassadører både for de yngre børn, men også så de - så at sige - inspirerer sig selv. Vi vil gerne give dem nogle nye og anderledes oplevelser med bøger, så bøger ikke bare er en skoleting, men noget de også bruger i deres fritid for sjov".

Lysten skal drive læsningen

Før var det blot en sofa og en PlayStation i rummet i HFO'en, men nu er der både sjove bøger, der stikker op af toiletter, et sportshjørne, som Hillerød Fodbold har doneret pokaler og kamptrøjer til, en reol med tegneserier, en sivhytte og bildæk med bøger om biler og mekanik.

Det vækker glæde hos HFO-leder Per Bollerslev:

"Det skal være lysten, der driver læsningen, og børnene skal have lyst til at hive en bog frem i stedet for at tage iPaden. Her er der ikke noget med, at de skal låne en bog - de kan låne den, hvis de har lyst, og læse den, hvis de har lyst. Det håber vi, at vi kan inspirere til," siger han.

Læsningen behøver ikke at handle om at læse en roman fra ende til anden, siger Anne Kathrine Ekhardt:

"De kan også bare side og kigge på nogle billeder i bøgerne, læse et halvt Anders And-blad eller finde Flunker. Det vigtigste er, at de synes, det er sjovt," siger hun og håber, at 'Satelitten' nu bliver byens bedste bibliotek.

'Satelitten' har også fået sin helt egen ind- og udlånsmaskine, så børnene selv kan stemple bøgerne, som de må låne i en uge, ind og ud.

Projektet har fået støtte på 260.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen.

arrow Forhindret i at besøge biblioteket?: Nu kan bøgerne komme til dig
03. oktober 2020 kl. 05:43 Opdateret: kl. 14:29
Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?