28. september 2020
Mario Cheheibar, som selv bor i Alsønderup, er byens købmand. Tre gange har han forsøgt at stoppe og solgt butikken, men hver gang er han vendt tilbage. Og nu holder han købmanden åben hver dag. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Mario Cheheibar, som selv bor i Alsønderup, er byens købmand. Tre gange har han forsøgt at stoppe og solgt butikken, men hver gang er han vendt tilbage. Og nu holder han købmanden åben hver dag. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se Alsønderup og dø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se Alsønderup og dø
Hillerød - 08. august 2020 kl. 06:03
Af Janne Mulvad og Joachim Christensen

Nok er det ikke Venedig, men/vor mer' beskedne hjemegn/Dette til trods si'r vi: Se, min ven/Alsønderup og dø

arrow Læs også: På tur i den gemte sommerperle

Alsønderupvalsen har i over 30 år været et fast indslag ved landsbyens store festlige begivenheder, og sangens første fire linjer signalerer med tydelighed, at den lokale stolthed ikke fejler noget.

Alsønderup har egen købmand, banko, byfester og fine idrætsfaciliteter.

- Der er andre mere eksklusive steder end Alsønderup, men her er noget at komme efter, siger Ole Hjorth Caspersen, som er en af 519 indbyggere i Alsønderup.

En af de ting, der er værd at komme efter, er havørnen.

Havørnen er nordeuropas største rovfugl. Den yngler flere steder i Nordsjælland, blandt andet i Nejede Vesteskov mellem Alsønderup og Arresø, hvor et havørnepar yngler på syvende år.

- Folk er ret stolte over, at vi har haft havørnen herude så længe. Man ser den ofte flyve rundt og fouragere i området, siger Ole Hjorth Caspersen, som fortæller, at havørnen er nem at kende.

- Det er en stor fugl med et vingefang på næsten tre meter. Den kaldes den flyvende dør, fordi vingerne faktisk er firkantede, hvor de fleste andre rovfugle har spidse vinger.

For at give havørnen fred, er en tredjedel af Nejede Vesterskov spærret af. Resten af skoven har Naturstyrelsen udlagt til stilleskov, som holdes fri for mountainbikekørsel og orienteringsløb.

Ved skoven ligger Alsønderup Engsø, som er en lavvandet sø, der blev etableret i 1980'erne for at forsøge at aflaste Arresø, hvortil der blev udledt mange næringsstoffer fra Pøleå.

Nu er søen et paradis for fuglekiggere, som kan sidde i fugletårnet og betragte livet i søen, som blandt andet tiltrækker store flokke af gæs.

- Der kan være tusinder af gæs her. De er også i nogen grad føde for havørnene. Det er et dejligt sted at gå ned, hvis man vil have lidt fred og ro - det er en af perlerne i nationalparken, siger Ole Hjorth Caspersen, som er næstformand i Kongerns Nordsjællands Nationalpark.

Sammen med foreninger og erhverv i Alsønderup og Tulstrup har den uddannede geograf sat sig for at få Alsønderup på landkortet som midtpunktet for nationalparken Kongernes Nordsjælland.

Første skridt er oprettelse af et lokalt naturcenter, Kulsvierhytten, som er en skurvogn, der blev til overs, da SFO'en flyttede ind på Alsønderup Skole. Nu står skurvognen parkeret bag Kulsviergården, som i øvrigt har fået nyt logo. »Midt i Kongernes Nordsjælland«, er der tilføjet. Kulsvierhytten kalder Ole Hjort Caspersen et lokalt støttepunkt for nationalparken.

Og den står det helt rigtige sted.

- Vi er i centrum af nationalparken. Alsønderup ligger midt i korridoren, der forbinder Arresø med Gribskov. Det er oplagt, at folk stopper her i Alsønderup, når de skal fra den ene ende til den anden. Så kan de besøge købmanden og købe en is, og gå ned til Alsønderup Engsø og se, om havørnen er der, siger han.

Man skulle tro Jens Underbjerg havde hørt efter. Med kikkert og kamera i rygsækken havde han sat sig på mountainbiken og cyklet fra sit hjem i Hillerød Vest til engsøen for at sætte sig i fuglekiggertårnet.

- Det er flot natur, og man er meget alene her, det kan jeg godt lide. Det er helt sikkert et sted, jeg vil komme igen, sagde han.

På vejen hjem provianterede han selvfølgelig hos købmanden.

Det er der mange, der gør. Det er her, børnene henter fredagsslik, der er friskbagt brød, masser af øl og sodavand og frugt og grønt, og faktisk kan man finde det meste rundt omkring på hylderne. I Alsønderup sætter indbyggerne pris på deres lokale købmand, for de har prøvet at miste ham.

Tre gange har Mario Cheheibar solgt forretningen for at lave andre ting, men lige så mange gange er han vendt tilbage og har købt butikken igen.

Sidste gang han ikke havde butikken, stod den tom i over et år.

- Jeg gik bare og ventede på, der skete noget. Jeg kan sagtens lave noget andet, det er ikke noget problem, siger han.

Og uden købmand, så er Alsønderup ikke helt den samme, mener Mario Cheheibar, der derfor de sidste to år igen har været garant for, at byen har en indkøbsmulighed og et mødested.

- Der var dødt før, der var ingen steder folk kunne tage hen. Og hver gang man manglede en liter mælk, skulle man starte bilen. Hvis vi ikke er her, er her ikke nogen, siger købmanden.

Byens andet store samlingspunkt er Kulsviergården, det selvejende forsamlinghus som både har teatersal, bankohal, koldhal og sportshal. Bankoentusiaster kommer langvejs fra for at spille banko, og de har netop fået to rygekabiner, der tidligere har stået i et ministerie, så de kan få en smøg uden at gå glip af noget.

Årets højdepunkt er det traditionelle loppemarked ved byfesten Alsønderup Fester, hvor op til 400 frivillige hjælper med. Gevinsten er ikke kun de op til 250.000 kroner, Kulsviergården får i overskud og deler ud til de lokale foreninger.

- Når du har 400 mennesker, der i 50 år har været samlet én gang om året til loppemarkedet er det med til at lave det klister, som er så markant for Alsønderup og Tulstrup, siger Ole Hjorth Caspersen.

Det klister havde Peter Windum hørt om, da han for 23 år siden flyttede fra Hillerød til Alsønderup.

- Jeg vidste, at der var alle de her frivillige og aktive mennesker i Idrætsforeningen og Kulsviergården. Men i løbet af de sidste 20 år, er der bare kommet mere og mere til. Der er kommet borgerforeningen, og Lokalrådet er blomstret op. Der er fællesspisninger, og nye, økologiske landbrug, som besøgsgården Mangholm. Nu er der endnu flere ting herude, siger Peter Windum, som er formand for Alsønderup Idrætsforening.

Og der har man haft hovedet i blød for at finde på nye aktiviteter, så foreningen kan byde på andet end fodbold, badminton og håndbold. Det vil folk nemlig have i dag.

Hver lørdag i vinterhalvåret er der rulleskøjteløb i idrætshallen, hvor både børn og voksne kommer og kører på rulleskøjter i fire timer - og en gang om måneden samles skydeglade drenge i alle aldre til Nerf Kamp på Kulsviergården. Da de var flest, kom der 150 deltagere.

- Vi laver hallen om et til et computerspil, hvor vi bruger de begreber, som børnene kender fra Counterstrike og Fortnite. Der er to hold, og så skyder de mod hinaden. Så det er som at spille computerspil, det er bare i virkeligheden. Og børnene får sved på panden, siger Peter Windum.

Nu er foreningen ved at banke en dartafdeling op. Der er købt materiel, og hver anden fredag dukker omkring 25 personer op og spiller dart på Kulsviergården.

- Vi vi rigtig gerne teste nye ting af. Vi har jo de her flotte faciliteter, og det skal bruges så meget som muligt. For det giver liv, større fællesskab og en mere levende landsby, der bliver mere attraktiv at være i, siger Peter Widum, som er pavestolt af både byens smukt beliggende tennisbaner, den centralt placerede skydebane og boldbanerne.

Men selv i Alsønderup står fodboldbanerne tomme ind imellem. Så da en dame kontaktede idrætsforeningen og ville låne baner til hundetræning, var hun velkommen. I hvert fald, da formanden havde sikret sig, at der ikke ville være fyldt med hundelorte på fodbolbanerne bagefter.

- Det spurgte jeg om. Men hun sagde: Når vi går hjem fra træning, er der altid færre hundelorte, end når vi kommer.

arrow På tur i Gørløse: Hjemmeavl, mikrobryg og svævefly på himlen
01. august 2020 kl. 09:27 Opdateret: kl. 16:22
arrow I Østbyen truer Ghettolisten ikke længere
30. juli 2020 kl. 09:49 Opdateret: kl. 16:48
arrow Ny Hammersholt deler ud af idyllen
25. juli 2020 kl. 12:26 Opdateret: kl. 12:26
Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?