24. juli 2021
Pårørendekonsulent Jette Holm (til venstre), pårørende Lisbeth Larsen (i midten) og pårørende Lill Green Bisp. Pressefoto: Hillerød Kommune
Pårørendekonsulent Jette Holm (til venstre), pårørende Lisbeth Larsen (i midten) og pårørende Lill Green Bisp. Pressefoto: Hillerød Kommune
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pårørendekursus er en stor succes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pårørendekursus er en stor succes
Hillerød - 19. juli 2021 kl. 18:01
Af Magnus Eg Møller

Hillerød Kommune tog sidste år del i et projekt, der skulle hjælpe pårørende til mennesker med langvarig eller psykisk sygdom. De første forløb er overstået, og evalueringen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viser, at kurset virker. Trivslen hos de pårørende, der deltager i kurset, stiger markant, og de pårørende mærker, at de bliver bedre til at tackle hverdagen.

»Lær at tackle hverdagen som pårørende« hedder kurset, der giver de pårørende en række redskaber, de kan bruge i dagligdagen, når en, de står nær, er syg.

Pårørendekonsulent og koordinator for kurset i Hillerød Kommune, Jette Holm, fortæller, at det dybest set handler om at forhindre, at de pårørende også selv bliver syge:

- Det handler om at klæde de pårørende på med en række redskaber, der kan hjælpe med at forebygge, at de pårørende også selv får brug for hjælp, siger hun.

Møder andre pårørende

På kurset får de pårørende også mulighed for at møde andre, der befinder sig i lignende situationer, hvilket kan være en stor hjælp for mange.

- Noget af det der kendetegner rigtig mange pårørende er, at de glemmer sig selv. De har så travlt med at lindre tilværelsen for deres pårørende, og de kan ikke lide at bede om hjælp eller føle sig til besvær. Samtidig er der også mange der får en form for dårlig samvittighed over, at de synes det er hårdt og tungt at være pårørende, og de fortæller måske ikke andre om det. Når de så mødes på kurset, opdager de, at de andre har det præcis lige sådan og det er en stor lettelse for de fleste," lyder det fra Jette Holm i pressemeddelelsen.

De samme problemer

Lill Green Bisp, hvis mand har diabetes, og Lisbeth Larsen, der er hustru til en mand med Alzheimers, har sat pris på at få et rum, hvor de kan tale om det, der fylder i hverdagen.

- Det var meget grænseoverskridende at møde op. På det første møde skulle vi præsentere os, og der var flere, der blev ret berørte. Det gjorde jeg også selv. Men det viste sig hurtigt, at her var et rum, hvor der også var plads til, at man blev ked af det og fik snakket om alt det svære, siger Lisbeth Larsen i en pressemeddelelse, hvor Lill Green Bisp supplerer:

- Det er rigtig rart, at man kan få lov til at fortælle sin historie og både grine og græde lidt og i det hele taget bare få lov til at være den man er. Alle, der er der, har jo en historie, som er forskellig, men det er alligevel meget, de samme problemstillinger vi alle sammen har på mange områder.

Nyt kursus på vej

Næste kursus begynder i august og strækker sig over syv uger med et ugentligt møde à 2,5 timer. Kurset er for pårørende i alle aldre, og der er plads til 14 kursister. Hvis man har problemer med at tage afsted, fordi man er pårørende til en, der har brug for hjælp derhjemme, er der hjælp at hente, fortæller Jette Holm:

- Det kan være en udfordring for dem, der ikke kan gå hjemmefra, fordi de passer en, men hvis man står i den situation, kan man ansøge om kommunal hjælp, mens man er på kursus.

Hvis man ønsker at deltage i kurset, skal man tilmelde sig ved at ringe til Jette Holm på telefonnummer 7232 8037.

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022