6. august 2021
»Bevar Hillerød«s formand Sven Demant (tv.) og næstformand Hans-Jørgen Petersen (i midten) vil sammen med blandt andre udvalgsformand Dan Riise (V) genskabe den historiske allé på Batzkes Bakke og Københavnsvej.
gallery icon

Se billedserie

»Bevar Hillerød«s formand Sven Demant (tv.) og næstformand Hans-Jørgen Petersen (i midten) vil sammen med blandt andre udvalgsformand Dan Riise (V) genskabe den historiske allé på Batzkes Bakke og Københavnsvej.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny forening vil genskabe 300 år gammel allé på Batzkes Bakke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny forening vil genskabe 300 år gammel allé på Batzkes Bakke
Hillerød - 22. februar 2021 kl. 07:43
Af Camilla Bjørkman Aagaard

En ny frivillig forening i Hillerød har set dagens lys. Foreningen »Bevar Hillerød« blev stiftet på en generalforsamling i november sidste år, og som det første projekt, der skal være med til at tegne foreningen, har medlemmerne valgt at genskabe den gamle allé på Københavnsvej og Batzkes Bakke fra 1726.

arrow Læs også: Stor politisk begejstring for 'Kongeallé' - men der skal findes en løsning for p-pladser

- Det er sidste chance for, at vi kan redde noget unikt i Hillerød ved at have udsigt til Badstueslottet og Barokhave fra den gamle allé. Der er så mange steder, hvor det er blevet glemt, at vi har noget unikt, der skal vedligeholdes. Det er lidt ligesom at rette en å ud, fordi det er mere effektivt. Nej, lad den nu bøje, for det giver noget helt andet miljø. Det er fantastisk, siger foreningens formand Sven Demant.

Masser af træer langs veje

Da man for 300 år siden ankom til Hillerød fra København, stod der store lindetræer langs begge sider af Københavnsvej fra krydset ved Carlsbergvej og videre ned ad Batzkes Bakke. En grøn sluse til Hillerøds centrum og vartegn, Frederiksborg Slot. Den sidste del af Københavnsvej blev dengang derfor kaldt »Alléen«, netop på grund af rækken af lindetræer, der strakte sig fra enden af Batzkes Bakke hen til broen over jernbanen.

Den tidligere allé bestod af en enkelt række træer på hver side af Københavnsvej, mens der på Batzkes Bakke var en dobbeltallé med to rækker træer i begge sider. I 1790 begyndte man at fælde træerne, men står det til foreningen vil både de tilbageværende og de fældede lindetræer blive genplantet i 2023. Træerne skal være otte meter høje, så der er plads til, at man kan gå og cykle under træerne.

- Hvis vi ikke havde taget fat nu, så var de træer formentlig ikke blevet genplantet. Alléen startede som blind vej, og kan nu slutte som blind vej ned til Barokhaven. Vi kan genskabe det, der var, og så kan vi få bragt parforce Unesco verdensarv sammen med nationalparken, fortæller Sven Demant, der bor på Batzkes Bakke.

Her bor også foreningens næstformand Hans-Jørgen Petersen. De to har sparret meget med foreningen »Bevar Fredensborg«, som blandt andet har arbejdet for at reetablere Slotsgade-alléen i Fredensborg.

Plads til gammelt og nyt

Foreningen fungerer som en paraply over en række styregrupper, der kan arbejde på projekter, som grupperne hver især brænder for. Foreningen kan støtte op og hjælpe med viden og fondsansøgninger, når projekterne er klar til den fase. I styregruppen, der skal arbejde for at genskabe den gamle allé sidder udover Sven Demant og Hans-Jørgen Petersen også Slots- og Kulturstyrelsen v/ slotsgartner John Nørgaard og direktør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Mette Skougaard.

Også Dan Riise, formand for Arkitektur-, Byplan og Trafikudvalget (V) er med i styregruppen, for han var vild med ideen, da han tilfældigt hørte om den for et par måneder siden.

- Når vi nu bygger så stærkt, som vi gør, så er der kommet en folkestemning om, at der er nogle ting, der skal huskes og nogle små steder, der skal bevares. Derfor er det lige præcis nu, at sådan en forening skal oprettes, og så er det op til folk selv at finde ud af, hvad der skal arbejdes for. Det her er en enestående chance for at lave noget unikt, føre det tilbage til det oprindelige, og det skal vi også have i Hillerød. Vi skal have nyt og udvikle, men også beholde noget af det gamle, siger Dan Riise.

Hans-Jørgen Petersen er enig.
- Når man siger ordet bevar, så tænker man nogle gange, om Hillerød skal være et museum. Men det er jo ikke det, der er tanken. Men nu er der en unik mulighed for at genskabe noget, som var for 300 år siden. Vi ved alle sammen, at Frederiksborg Slot ikke bliver revet ned om 300 år. Hvis vi får genskabt alléen, så bliver den heller ikke revet ned om 300 år. Det er jo indgangsvejen til Hillerød. Vi har fået etableret de tre øvrige indgange til Frederiksborg slot, så derfor giver det her projekt mening, og det er det, der er det afgørende, siger han.

Kan blive ny attraktion

Slots- og Kulturstyrelsen har allerede udtrykt sin begejstring for ideen, ligesom Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur bakker op.

- Der bliver sagt til os, at hvis vi genskaber Kriegers allé for enden af Danmarks første Kongevej, så har det potentiale til at blive en attraktion med originalitet på højde med Barokhaven. Fordi det er så unikt at have grus under træerne i stedet for græs, som Rendelæggerbakken er lavet med, siger Sven Demant.

I øjeblikket er en arkitekt ved at færdiggøre tegninger, og en ansøgning til kommunen er også på vej, da Batzkes Bakke er en kommunalvej. Når alt er på plads, skal der søges fonde. Det koster 15 millioner, men foreningen mener, at det er realistisk. Det handler om at skabe noget, som Hillerød-borgerne kan være stolte af, og som er med til at forme os.

- Dengang SlotsArkaderne åbnede, var vi alle sammen stolte af Hillerød. Det samme boost får du her. Den gode energi får vi kun igen, hvis vi tænker os godt om, ser ud over os selv og gerne syv generationer frem. Personligt tror jeg på, at vi er sat her på planeten for at returnere positiv energi tilbage til ham, der har skabt os. Det er det, der driver mig, siger Sven Demant, mens Hans-Jørgen Petersen supplerer:

- Jeg tror, det er godt for mennesker at være i omgivelser, de føler velvære ved. Det er derfor, jeg ser så mange mennesker gå nede langs alléen på Rendelæggebakken. Det er ikke kun på grund af coronaen, det er jo fordi, de føler velvære. Og det er den glæde, vi nu prøver at trække herop, siger Hans-Jørgen Petersen.

Det koster 200 kroner om året at være medlem af Bevar Hillerød. Er man interesseret i at melde sig ind kan man skrive til fbhformand@gmail.com.

arrow P-pladser kan spænde ben for historisk allé
19. april 2021 kl. 04:55 Opdateret: kl. 21:51
Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?