13. juni 2021
Thure Lindhardt, Anne Margrethe Dahl og Thomas Hovaldt mener alle, at det er umuligt at gøre kulturens betydning op i kroner og øre. Hvordan sætter man pris på, at folk er glade, og at de får en oplevelse, som udvikler dem?, spørger Thomas Hovaldt
gallery icon

Se billedserie

Thure Lindhardt, Anne Margrethe Dahl og Thomas Hovaldt mener alle, at det er umuligt at gøre kulturens betydning op i kroner og øre. Hvordan sætter man pris på, at folk er glade, og at de får en oplevelse, som udvikler dem?, spørger Thomas Hovaldt
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny bog:- At bevare kulturen er et fælles projekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Ny bog:- At bevare kulturen er et fælles projekt
Hillerød - 08. november 2020 kl. 15:33
Af Camilla B. Aagaard

Svingdøren ind til Det Kongelige Danske Musikkonservatorim, der holder til i det gamle Radiohus, på Rosenørnsalle på Frederiksberg, drejer rundt og rundt. Løbende kommer der yngre og ældre mænd og kvinder ind af døren - mange bærer på en instrumentkasse, en enkelt spørger i receptionen, om han kan leje et piano. Fra en af etagerne høres der operasang, mens vi kører op med elevatoren til femte etage, hvor orkestret Copenhagen Phil har hjemme. Jeg har sat forfatter og stifter af Ensemble Hovaldt, Thomas Hovaldt, skuespiller Thure Lindhardt samt operasolist på Det Kgl. Teater og forstander på Operaakademiet, Anne Margrethe Dahl stævne for at tale om den nye bog, »Nødvendighedens kultur«. Det er Thomas Hovaldt, der sammen med Benny Pedersen har skrevet bogen, hvor 10 kulturaktører blandt andet fortæller om deres forhold til klassisk dansk kultur, betydningen af den, og hvordan vi sikre kulturens fremtid.

arrow Læs også: Nyt program: Masser af kultur på vej

- Vi er et trygt samfund på mange måder. I forhold til så mange andre lande klarer os vi godt. Man skal selvfølgelig passe på, hvad man siger, men det gør også, at der er en forkælelse, at vi tager tingene lidt som en selvfølge. Der kunne jeg godt have ønsket, og det siger jeg også i bogen, at folk var lidt mere på barrikaderne for det, som de nu har, og at de også stiller nogle større krav til, hvad de kunne tænke sig fra deres kulturinstitutioner, fortæller Anne Margrethe Dahl, og bakkes op af Thure Lindhardt.

- Jeg er helt enig. Men der er også en opgave i at få fællesskabet, som vi også er en del af, til at forstå, at det er et fælles projekt. Der er også et narrativ i at sige, at der ikke er noget os mod dem, når det gælder kultur. Snarere tværtimod. Der er kun et os. Det er også en fortælling. Jeg er helt enig i, at vi er forkælede, og det er også tit i krisetider, hvor vi mister, at vi ser, hvad det er, vi ikke har. Men i det her land er vi dybt privilligerede, vi har en dannelse og et frisind, som de gode herrer i 1800-tallet, som Grundtvig og Ørsted, var med til at give os, og det har virkelig betydet noget for vores kultur. Det er enestående, og det kan vi virkelig eksportere til hele verden, siger han.

Kultur under pres?

Spørgsmålet er så, om kulturen i Danmark også er under pres. Ja, mener Anne Margrethe Dahl efter at have tænkt over spørgsmålet i nogle sekunder.

- I valgkampe og så videre er området totalt fortiet. Det er bundlinjen, bundlinjen, bundlinjen hele tiden. Det eneste tidspunkt, man hiver den stakkels kultur og kunst frem, er, når man snakker om, at der ikke er nogen, der skal tage vores kultur. Når det er integrationspolitik, hvor man sidder og vil holde på sine legesager. Det synes jeg. Og jeg synes også, at vi har haft nogle år med omprioriteringspenge, som har tvunget mange institutioner næsten i knæ. Det gør ikke noget, at man siger, at der kommer en besparelse, så folk er nødt til at ryste posen og tænke på, hvad man så kan få ud af det. Det er sundt. Men det er det, at det er hele tiden, så det til sidst er hovedstolen, man begynder at tage af. Det er rigtig rigtig hårdt. Og der er absolut ingen forståelse. Jeg hører næsten aldrig nogle politikere tale om det.

Frygten for fiasko

Bogens forfatter Thomas Hovaldt, der selv er stifter af Ensemble Hovaldt, bakker op. Han mener, at det kan være farligt, hvis man ikke tør tage chancer, fordi man hele tiden tænker økonomi.

- Det, som Anne Margrethe siger, er også noget af det, som jeg tænker kan være frygten i forhold til dannelse eller uddannelse fremadrettet. Hvis man kun er tilbage ved det, der er absolut basisopgaven, så henfalder man jo også til at opføre de teaterstykker og synge det musik, som folk kender, og som de godt kan lide, og som man med sikkerhed ved, kan blive udsolgt. Så bliver der måske ikke skrevet nye teaterstykker eller nye bøger eller lavet nye operaer, fordi man ikke ved, hvordan det bliver modtaget. Der er ikke plads til, at der er en kæmpestor fiasko. En fiasko er sur selvfølgelig for dem, der medvirker, men det er jo ikke dårligt med en stor fiasko, for så har man fået sat noget op, prøvet det af, set hvordan det virker, og hvordan det bliver modtaget. Og det, synes jeg godt, kan være faren i det, for Bachs Juleoratorium kan blive udsolgt i hver eneste domkirke hvert år i december, men noget af det, der er lidt skævt eller anderledes, eller som krydser nogle af kunstarterne, det tør vi ikke rigtig, fordi vi er så afhængige af, om det kan løbe rundt, siger Thomas Hovaldt.

Fakta om Nødvendighedens Kultur
  • »Gør vi nok for dansk kultur? Eller er den blevet glemt af »økonomismen«, som ser på bundlinjen? Og hvad er den økonomiske bundlinje værd, hvis den danske kultur går tabt undervejs?«Sådan spørger Per Stig Møller i bagsideteksten på Thomas Hovaldts og Benny Pedersens nye bog »Nødvendighedens kultur«

  • I bogen medvirker:Peter Lodahl, musikchef for Copenhagen Phil og operasanger
  • Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole
    Anders Gadegaard, domprovst i Vor Frue Kirke i København
    Kasper Holten, teaterchef på Det Kgl. Teater
    Lisbeth Nordahl Heyde, chef for DI’s afdeling for medlemsforeninger
    Thure Lindhardt, skuespiller
    Klaus Silberbauer, partner og executive director i Manyone
    Jeppe Uggerhøj, kunstnerisk leder for Musikhuset i Aarhus
    Anne Margrethe Dahl, pensioneret operasanger på Det Kgl. Teater og forstander for Operaakademiet
    Sine Kildeberg, museumsdirektør for Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring, formand for Museumsudvalget i kunsthistorie og medlem af Det strategiske Panel, begge under Slots- og Kulturstyrelsen, samt bestyrelsesmedlem i Kunstkonserveringen.


  • Kunstmaleren Henrik Godsk har illustreret »Nødvendighedens Kultur«

  • Bogen udkom fredag den 6. november på forlaget Ravnerock.

Thure Lindhardt bryder ind:
- Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke nødvendigvis synes, at det er kulturen, der er under pres. Det er mere åndfuldheden og fordybelsen, der er under pres. Kultur er der egentlig masser af, men spørgsmålet er, hvad vi vil med kultur. Vi lever i et vækstsamfund, og der kan man stille spørgsmålet om, hvad det er vi skal vækste imod? Hvad er det for en vækst, vi gerne vil have? Der synes jeg mere, at det handler om: Hvad vi skal bruge kulturen til, og skal det bare være underholdning og fællessang eller Bachs juleoratorium. Det med at investere i noget, der kan være en fiasko, fordi det giver en fordybelse og kreativitet. Det med at dyrke væksten og lade den spire og blomstrer lige så stille i stedet for at give den en masse kunstgødning, så den bliver stor og oppustelig, men ikke kan noget som helst. Skal man endelig gå op i penge, så er der undersøgelser, der viser, at kultur i den grad betaler sig. Men spørgsmålet er, om det er der, fokus skal være. Og hvad er »betale sig«. Vi skal huske, at betale sig er ikke kun er kroner og øre, siger Thure Lindhardt, og de andre to nikker.

Hvor er visionerne?

Thure Lindhardt savner visioner, der går ud over vores samtid og sammenligner det med flådeegene. I 1801 under Slaget på Reden, tog Nelson hele Danmarks flåde. Efterfølgende besluttede man at plante egetræer, så man ville have egetræer nok til at bygge en ny flåde 150-200 år efter.

- Det er jo visioner! Det er visioner, der rækker langt, langt, langt ud over vores samtid. Det med at sætte sig ned og virkelig fordybe sig over, hvordan her skal se ud i 2050. Så ville vi jo bygge anderledes, så ville vi jo ikke bygge Sluseholmen og Ørestaden, så ville vi sætte os ned og sige, hvad er det for nogle kreative hoveder, og hvad er det for en verden, som vi gerne vil have, som vi ikke selv kommer til at høste. Nu bliver det meget fokus på individet, og hvad kan jeg få ud af det her, siger han, og Anne Margrethe Dahl supplerer:

- Ja, det er meget typisk for vores tid. I gamle dage, når man byggede en domkirke, så var man godt klar over, at den ikke blev færdig i ens tid, og måske heller ikke i børnebørnenes og oldebørnenes tid. Eller de mennesker, som immigrerede til USA. De var klar over, at det liv, de selv kunne få, måske var hårdt. Men de gjorde det måske for, at deres efterkommere kunne få en chance. Det er fantastisk, siger hun.

- Det er da den smukkeste gave, du kan give. I dag er det også sådan, at du skal have facts, før du arbejder med tingene. Før i tiden havde man en anden tro på en anden verden. Ikke en guddommelig verden, men en anden verden. Einstein er et glimrende eksempel med hans specielle relativitetsteori fra 1905, hvor han siger: Jeg tror, at tiden er relativ, og jeg er overbevist om det, men jeg ved det ikke, så nu undersøger jeg det. Det er jo en fantastisk måde at tænke på, og så havde han jo ret, men det var jo fordi, han var Einstein, siger Thure Lindhardt med et grin.

De unge er hårdt ramt

Thure Lindhardt mener, at det er for tidligt at sige, om corona-krisen har åbnet folks øjne for vigtigheden af kultur. Både han og Anne Margrethe Dahl måtte i foråret lægge deres arbejde om, udskyde projekter og nytænke ting. Anne Margrethe Dahl frygter for de unge operasangeres fremtid.

- Et er, at det er meget arbejde for sådan nogle som mig med planlægning, og jeg har været med i en guldalder, hvor der var penge og muligheder, men jeg synes virkelig, at det er hårdt for de unge mennesker at se, hvordan den verden, som de har kendt for et halvt år siden, højst sandsynligt slet ikke eksisterer, når vi kommer ud på den anden side.

- Tror du ikke det?, indskyder Thure Lindhardt.

- Jeg kan se med operaverdenen, hvor meget der bliver lagt ned af forestillinger og institutioner, som bare må give op. I England har de opbygget høj ekspertise gennem flere hundrede år, og det er ved at smuldre. Dér, hvor vi gerne skulle eksportere ud - kan det lade sig gøre? Der bløder mit hjerte altså for de unge mennesker, det er rigtig, rigtig hårdt, svarer hun.

Vigtigt at blive klogere

Alle tre er de blevet klogere på kulturen og deres meninger og holdninger til den ved at medvirke i bogen.

- Jeg synes, jeg har lært noget, og jeg fik nogle rigtig gode samtaler med min mand (den nu afdøde dirigent Frans Rasmussen, red.), og det har været rigtig spændende, siger Anne Margrethe Dahl.

Også Thure Lindhardt tager noget med sig fra bog-projektet.

- Jeg tror, det er godt for alle mennesker at blive klogere uden at tale tingene hverken ned eller op til andre, men forklare det velvidende, at det ikke nødvendigvis er alle andre, der forstår det. Man kan jo godt gå rundt i sin egen boble og være fuldstændig altvidende omkring, hvor dybthamrende vigtigt, det er, det man laver, og når man så skal forklare det, så kan man godt komme til at lyde lidt fornærmet, hvis de ikke kender det. Vi har alle sammen godt af at få det benspænd at forklare, hvorfor det er vigtigt, siger Thure Lindhardt.

Thomas Hovaldt håber, at bogen kan være et indspark til debatten om klassisk dansk kultur.

- Jeg synes, det har været spændende. Jeg har fået et lille indkig ind i noget privat og de medvirkendes tanker om, hvad der ligger bag, dels det fag, men også hvad ligger der af tanker i forhold til det, man faktisk gør, det man bruger sin tid på, og det, man synes, er vigtigt. Og jeg er meget enig. Der er ikke nogen, der har talt noget op eller ned. Der er ikke en løftet pegefinger. Jeg havde tænkt, at bogen skulle være en indlæg i debatten, og det, synes jeg, den er blevet.

arrow Endelig igen gang i scenen på Hillerød Musik & Teater
30. april 2021 kl. 17:02 Opdateret: kl. 13:05
arrow Coronahjælp på vej til både kulturaktører og forsamlingshuse
10. november 2020 kl. 16:42 Opdateret: kl. 12:58
Hvor langt tror du Danmark når ved EM