

Se billedserie
Udvalgsformand har været ude at se på snerydningen i Hillerød Kommune efter nyt snefald - og han er ikke tilfreds med, hvad han ser
Der er mange steder i Hillerød Kommune, hvor snerydningen slet ikke er god nok.
Det mener udvalgsformanden for kommunens Arkitektur, Byplan og Arkitekturudvalg Dan Riise (Venstre), som torsdag morgen var på en køretur rundt for at se med egne øjne, hvordan veje, gader og stier var ryddet efter onsdagens snefald.
Og han var ikke glad for, hvad han så, siger han til Hillerød Posten:
"Der er for mange steder, hvor det ikke er godt nok. Jeg er simpelthen ikke tilfreds med, hvad jeg ser - der er for mange huller i osten. Så jeg er enig med mange af dem, der er kommet med kritik af snerydningen, både direkte til mig og til avisen. Nogle har ringet direkte til mig, og jeg må sige, efter jeg har været rundt og kigge, at de har fuldstændig ret," siger han.
Dan Riise udtalte i en artikel i Hillerød Posten 13. januar, at han ikke synes, kommunen generelt er dårlig til at rydde sne, og at alle kommunens cykelstier bliver ryddet.
Men nu, hvor han har været ude at kigge, mener han altså, at nogle cykelstier og fortove ikke er ryddet tilstrækkelig for sne:
"Hvis man rydder en cykelsti for sne, så skal den være til at køre cykel på, og når en gangsti er ryddet, så skal man kunne gå der, uden man skal have gummistøvler på. Der er simpelthen for mange steder, hvor det ikke er gjort godt nok," siger han.
Dan Riise vil derfor nu tage den mangelfulde snerydning op med forvaltningen.
"Det skal vi have rettet op på nu - og hurtigst muligt. Vi skal have kigget snerydningen efter i sømmene og se på, om der er kort, der ikke er opdaterede, eller hvor problemet ligger. Der skal ske noget, så vi kan få rettet op," siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her