6. august 2020
Idræts- og Sundhedsudvalget ønsker at afsætte 4 millioner kroner på næste års budget til Hillerød Multipark. Fondsmidler skal også bidrage til projektet. 

Illustration: Kasper Brejnholt Bak
gallery icon

Se billedserie

Idræts- og Sundhedsudvalget ønsker at afsætte 4 millioner kroner på næste års budget til Hillerød Multipark. Fondsmidler skal også bidrage til projektet. Illustration: Kasper Brejnholt Bak
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Multipark, gadekær og klubhus: Store ønsker på idrætsområdet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Multipark, gadekær og klubhus: Store ønsker på idrætsområdet

Ønskerne til det næste kommunalbudget beløber sig på idrætsområdet til 28 millioner fordelt på fire projekter.

Hillerød - 14. juli 2020 kl. 05:17
Af Joachim Christensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er en række kendte projekter, som Idræts- og Sundhedsudvalget nu ønsker, at byrådet skal finde penge til at få sat i gang ved de kommende budgetforhandlinger.

Udvalgets anlægsønsker inkluderer 4 millioner kroner til Hillerød Multipark, der består af en hal på 700 kvadratmeter til gadeidræt omgivet af 18 skibscontainere i forskellige farver, der hver især huser et lokalt, socialt og kulturelt fællesskab.

- Det er et rigtig spændende projekt, som vi ved, der også kan være nogle fondsmidler i, siger udvalgsformand Hanne Kirkegaard (V).

Der er ofte mange fonde at søge på idrætsområdet, og det virker gerne tillokkende på lokalpolitikerne, at de ikke selv behøver at finde alle pengene.

Det, som fondene kan lide, er ofte projekter, der går på tværs, og det synspunkt har Hanne Kirkegaard også sympati for.

- Vi ved, vi skal tænke ud af det traditionelle. Skabe ting, der samler kultur, idræt og fritid og få nogle projekter, hvor vi kan udnytte kvadratmeterne optimalt, samtidig med, det er bæredygtigt og godt byggeri, siger hun.

Det aktive gadekær

Sådanne tanker ligger i særdeleshed også bag projektet 'Det aktive gadekær', der består af en 11-mands kunstgræsbane, nogle mindre multibaner og forskellige aktivitetsområder rundt om banerne.

Det er tiltænkt en rolle som et socialt samlingspunkt for Hillerød Øst, hvor det vil komme til at ligge tæt ved Grønnevang Skole.

- Det er et supergodt projekt, der kan være med til at samle bydelen derude, og som netop kombinerer idræt og det sociale liv, siger Hanne Kirkegaard.

Projektet vil koste kommunen 17 millioner kroner, men med som et alternativt budgetønske er derfor også en fase 1-version, der er skåret lidt til og kan realiseres for godt 10 millioner kroner.

Hillerød Stadion

En ny fodboldbane drømmer de også om i Hillerød Fodbold. De har en lang række ønsker til udviklingen af Hillerød Stadion, men er blevet bedt om at prioritere dem.

Af de tre tilbageværende ønsker, en hybridgræsbane, en ståtribune og en overdækning af de nuværende siddepladser, så er det kun den sidstnævnte, som Idræts- og Sundhedsudvalget har valgt at gå videre med som et ønske til næste års budget.

- Vi har valgt at tage overdækning med, for det vil give god mening. Sidst vi var ude at se fodbold i onsdags kom der en gevaldig byge, og det havde jo været lidt fedt, hvis vi kunne sidde under tag. Folk går jo fra kampen, når det regner, siger Hanne Kirkegaard.

Det vil koste knap to millioner kroner.

Klubhus til firmaidræt

Med i bunken er også et ønske om at finde 5,4 millioner kroner til et nyt klubhus til Firmaidræt Hillerød. Det har de ønsket sig i årevis, fordi medlemstallet stiger og nye aktiviteter sættes igang.

Klubhuset skal være på 215 kvadratmeter og vil omfatte et omklædningsrum for kvinder, et spinning-rum og et rum til foreningsfitness.

Firmaidrætten vil selv betale en million kroner til projektet.

Hanne Kirkegaard gør sig forhåbninger om, at flere af projekterne fra »hendes« udvalg vil blive prioriteret.

- Der er en bevågenhed om, at vi bliver nødt til at gøre noget for at vedligeholde anlæg og starte nye. De sidste år kan idrætten være rigtig godt tilfredse, for vi har været meget bevidste om, at idræt og sundhed har en vigtig plads i Hillerød Kommune. Sidste år fik vi en kunstgræsbane i Skævinge med, og i årevis har vi kæmpet for at få projekter omkring Skævinges idræts- og foreningshus sat på skinner. At det endelig begynder at udmatrikulere sig, det er rigtig fedt, siger hun.

Udvalgsformanden håber også på, at der vil blive afsat en fast pulje penge til 'Bevæg dig for livet', der kan understørre nye initiativer og aktiviteter, så Hillerød Kommune som visionskommune i projektet opnår målet om at få 4700 flere aktive borgere 4000 flere foreningsmedlemmer ved udgangen af 2023.

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?