

Se billedserie
En 41-årig mand bliver fredag fremstillet i grundlovforhør i Retten i Hillerød sigtet for drab og drabsforsøg den 2. januar i år.
Den 41-årige, der har tilknytning til rockerbandemiljøet, blev anholdt et sted i Nordsjælland torsdag eftermiddag. I grundlovsforhøret vil han blive fremstillet med krav om varetægtsfængsling, oplyser politikommissær og efterforskningsleder Henrik Gunst, der derudover ikke har nogen kommentarer til anholdelsen.
Den 41-årige er sigtet for drabet på den 38-årige Cem Kaplan og drabsforsøg på en 21-årig mand. Den 38-årige og den 21-årige sad sammen i en bil på Rønbjerg Alle ud for nummer 2 den 2. januar om aftenen, da bilen blev ramt af skud.
Med i bilen var også to andre mænd, der ikke blev ramt. Bilen blev efter skyderiet kørt til Nordsjællands Hospital i den anden ende af byen, men det lykkedes ikke lægerne at redde den 38-årige mands liv. Den 21-årige blev hårdt såret af skud, og han blev efterfølgende opereret.
Ifølge Ekstra Bladet er den 21-årige såkaldt krigsminister i den københavnske gadebande NNV. Den dræbte har tyrkiske rødder og stammer ifølge Ekstra Bladet fra byen Kulu i Konya-provinsen i det centrale Anatolien. Ifølge Ekstra Bladet var den dræbte tidligere relateret til rockerklubben Bandidos, og han har været sat i forbindelse med den kriminelle gadebande NNV, ligesom han tidligere har været en del af Brothas. Som 26-årig blev han idømt et års fængsel for et groft hjemmerøveri i et sommerhus på Arupsvej i Udsholt.
Skyderiet i Hillerød skulle ifølge et notat lavet af Rigspolitiet have kickstartet en konflikt mellem NNV og Bandidos, skriver Ekstra Bladet
Efter skyderiet, der fandt sted på Rønbjerg Alle ud for Nordsjællands Friskole ved 18-19-tiden, var Nordsjællands Politi talstærkt tilstede i Hillerød. Politiet fandt afskudte patronhylstre og knust glas fra en bilrude på gerningsstedet. Kampklædt politi ransagede blandt andet Bandidos' klubhus på Industrivænget, men politikommissær Henrik Gunst har indtil nu været meget sparsom med oplysninger om efterforskningen, og hvad politiet eventuelt har fundet i klubhuset.
Henrik Gunst har dog tidligere her i avisen afvist, at sagen har direkte tilknytning til Hillerød.
- Det har ikke noget med Hillerød at gøre. Enten er det tilfældigt, eller også er det sket efter forudgående aftale. Men de kunne lige så godt være mødtes ude på en mark, sagde Henrik Gunst i sidste uge.
Den 38-årige Cem Kaplan, der var far til fem børn, blev i går begravet på den muslimske gravplads i Brøndby. Her deltog op mod 200 venner og pårørende, ligesom politiet var talstærkt tilstede ved begravelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her