20. oktober 2019
En 55-årig mand fra Hillerød Kommune var i foråret i et slagsmål med sin nabo, hvor han blandt andet bed sin nabo i næsen og slog ham i hovedet med en stegepande. Tirsdag morgen var han for Retten i Hillerød, hvor han blev idømt tre måneders fængsel for grov vold. Foto: Hans Jørgen Johansen
En 55-årig mand fra Hillerød Kommune var i foråret i et slagsmål med sin nabo, hvor han blandt andet bed sin nabo i næsen og slog ham i hovedet med en stegepande. Tirsdag morgen var han for Retten i Hillerød, hvor han blev idømt tre måneders fængsel for grov vold. Foto: Hans Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mand idømt fængsel for slag med stegepande

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mand idømt fængsel for slag med stegepande
Opdateret 18. september 2019 kl. 12:50
Hillerød - 18. september 2019 kl. 05:00
Af Johanne Wainø
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I foråret udviklede en hyggelig aften med portvin og snak sig til et voldsomt slagsmål mellem to naboer i Hillerød Kommune. En 55-årig mand, der tirsdag var for Retten i Hillerød, udøvede ifølge anklageskriftet grov vold mod sin nabo, som han foruden utallige knytnæveslag også bed i næsen og slog i hovedet med en stegepande.

Slåskampen fandt sted om natten den 26. marts i år, hvor de to naboer mødtes i den forurettedes hjem for at »hyggesnakke«. Det fortalte den tiltalte under sin forklaring ved retsmødet tirsdag morgen.

- Han skrev til mig, om jeg ikke ville komme forbi, så jeg tog en portvin under armen og tog hjem til ham. Omkring klokken 22 kommer mine kone forbi for at sige, at hun vil gå i seng, og om jeg ikke vil med hjem. Men jeg hygger mig og beslutter at blive lidt længere, forklarede den 55-årige.

Naboerne drak det meste af aftenen, og slåskampen opstod ifølge den tiltalte nogle timer efter, hvor stemningen pludselig vendte.

- Vi taler stille og roligt sammen, og pludselig siger han, at jeg lige har givet ham en lussing, men det har jeg ikke. Han nikker mig en skalle, og så nikker jeg ham en skalle, og derfra går det hurtigt, sagde den tiltalte og tilføjede, at det var, da han blev nikket en skalle, at han bed den forurettede i næsen. Slagsmålet endte på køkkengulvet i den forurettedes hjem.

- Heldigvis kommer min kone tilbage, men døren er låst. Jeg kan se hende igennem glasdøren i køkkenet, og jeg rækker armen ud og låser døren op. Han fortsætter med at slå på mig, så jeg griber ud efter en stegepande, der ligger på køkkenbordet foran mig, og så slår jeg ham i hovedet med den. Min kone griber fat i hætten på min hættetrøje og får hevet mig udenfor, forklarede den tiltalte.

Den forurettede huskede kun få glimt fra hændelsen. Han mente dog ikke, at han selv startede slagsmålet, som den tiltalte hævdede under sin forklaring.

- Det sidste, jeg hører, er noget der lyder som en klokke. Så kan jeg huske lidt tumult, da ambulancen kommer, men jeg vågner først, da jeg ligger på hospitalet, forklarede den forurettede.

Han havde drukket flere gange den dag, hændelsen fandt sted, og han beskrev sig selv som meget beruset. Seks timer efter slagsmålet havde han da også en promille på 2,6.

Den tiltaltes hustru vendte tilbage flere gange, hvor hun i brudstykker overværede slagsmålet gennem glasdøren.

- Jeg vågner lidt i to om natten, og min mand er stadig ikke kommet hjem, så jeg står op og går derover igen. På det tidspunkt kan jeg se gennem døren, at de står og puffer til hinanden. Jeg kan fornemme, at det eskalerer, så jeg løber tilbage og henter min telefon, fordi jeg tænker, at jeg måske får brug for hjælp, sagde den tiltaltes hustru fra vidneskranken.

Fra den anden side af døren ringede hun til alarmcentralen.

- Da min mand åbner døren, råber jeg: »Nu må i stoppe« og »Hvad fanden har i gang i?«, men de reagerer ikke. På et tidspunkt ser jeg min mand tage en stegepande, som han knalder ned i hovedet på vores nabo, forklarede den tiltaltes hustru og tilføjede, at hun fik hevet de to naboer fra hinanden.

Den forurettede havde efterfølgende hævede, blå øjne, flere flænger i ansigtet, skrammer, blå mærker og et næsebrud.

- Vi har set billederne fra gerningsstedet og billederne af den forurettede umiddelbart efter hændelsen. Det er alvorlige billeder, og slag med en stegepande er grov vold, sagde anklageren og argumenterede for tre til fire måneders ubetinget fængsel.

Ifølge forsvareren var der dog formildende omstændigheder.

- Jeg mener, at man skal lægge vægt på, at han er ustraffet og har gode personlige vilkår, sagde forsvareren.

Den 55-årige blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, da retten fandt, at han havde gjort sig skyldig i grov vold. Den 55-årige modtog dommen.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede