
I løbet af sommeren har to musikere interviewet otte personligheder i Hillerød og lært kommunen at kende. Det er der kommet otte sange ud af, og dem får publikum at høre ved en koncert på søndag den 30. august klokken 15.00 i Klaverfabrikken, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Musikerne Anders Greis og Nana Schwartzlose har fået tips om mange spændende mennesker i kommunen og har udvalgt otte personer, interviewet dem og skrevet sange om dem.
De Uendelige Historier i Hillerød er musikernes 2. projekt. 1. projekt var forrige år i Odsherred, hvilket der kom fem sange ud af.
Det sidste interview var med Dorte Pondal Vexø, indehaver af Chokolademageriet på Torvet. Anders Greis og Nana Schwartzlose skrev sangen, mens chokoladesmagen stadig sad i munden.
- Sådan nogen chokolade, det er noget delikatesse-noget. Du tager tempoet ud og smager virkelig efter. Det er lavet på en måde, så du ikke kan spise det hurtigt. Du er nødt til at smage det ved at komme ned i tempo og være til stede. Det er også den stemning, der er om Dorte. Det er ro på og have det rart, siger Anders Greis.
Billetter købes på Klaverfabrikkenlive.dk. Med sig på scenen er yderligere to dygtige musikere, for at give det hele et ekstra »swung«, fortæller Anders Greis. Han spiller selv guitar, Nana spiller bas og de to ekstra musikere spiller trommer/percussion og klaver.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her