
Forvaltningen har undersøgt, om der kan findes flere måder at støtte det trængte erhvervs- og kulturliv på under coronakrisen
Alle muligheder for at hjælpe erhvervs- og kulturlivet under coronakrisen skal kortlægges.
Det blev byrådet enige om i starten af december, hvor politikerne bad forvaltningen se på, om der er andre og nye måder at støtte på - udover de statslige hjælpepakker. En af ideerne var blandt andet, at pengene fra eventuelt aflyste julefrokoster i kommunen kunne gives til medarbejderne som gavekort til lokale restauranter og butikker.
Men der var ingen penge at finde her, viser det sig:
"Vi har ikke nogen kommunal konto til julefrokoster eller fester - i hvert fald er det et forsvindende lille beløb per medarbejder, så det er det, man kan kalde vindfrikadeller og bortfløjen and. Nogle havde måske troet, vi havde et stort beløb stående - men nej, julefrokoster er noget, folk selv betaler, så der lå desværre ikke lige en dejlig pose penge der," siger borgmester Kirsten Jensen (S).
Det er heller ikke mange andre, nye støttemuligheder, forvaltningen har fundet frem. Men man er da kommet frem til, at man vil fremrykke tilskudsudbetalinger til FrederiksborgCentret, Aftenskolerne og C4 Videncenter.
Desuden vil kommunen nu etablere en pulje på 40.000 kroner, så for eksempel foreninger kan få kompensation for ekstra udgifter til rengøring og værnemidler, når de kan åbne igen. Og man vil sætte en pose penge, 60.000 kroner, af til skiltning, sprit og lignende, så eventuelle arrangementer som koncerter eller byfest kan afvikles mere coronasikkert, hvis de bliver til virkelighed til sommer.
"Vi har gjort en hel del allerede, så det er begrænset, hvad vi som kommune kan gøre mere - og hjælpepakkerne må gøre sit. Men vi vil gerne hjælpe dem, som ikke har kunnet tjene nogen penge under coronanedlukningen, for eksempel foreningerne, med at starte sikkert op igen," siger Kirsten Jensen.
I forvaltningens dialog med erhvervslivet kom der også forslag frem om at fritage virksomhederne for den såkaldte dækningsafgift, en særlig erhvervsskat. Men en fritagelse for dækningsafgiften i 2021 er ikke mulig inden for lovgivningen, oplyser forvaltningen.
Borgmesteren lover dog, at der ikke er sat punktum i forhold til at se på, hvordan kommunen kan støtte erhvervs- og kulturlivet:
"Det er slet ikke slut nu. Hvis der er nogen, som vi kan støtte som kommune - nogen som ikke bliver hjulpet andre steder - så har de lov at henvende sig, og så vil vi selvfølgelig se på det," siger hun og henviser til, at man også kan søge støtte fra eventpuljen, kulturpuljen og folkeoplysningsmidlerne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her