21. januar 2020
Der skal ikke være så mange byrådsmedlemmer i Hillerød Forsynings bestyrelse, foreslår Rasmus Visby, og hans borgerforslag skal nu behandles i byrådet. Foto: Allan Nørregaard
Der skal ikke være så mange byrådsmedlemmer i Hillerød Forsynings bestyrelse, foreslår Rasmus Visby, og hans borgerforslag skal nu behandles i byrådet. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hillerød Forsyning ryger i byrådet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hillerød Forsyning ryger i byrådet
Hillerød - 08. januar 2020 kl. 04:38
Af Janne Mulvad
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Byrådet skal på sit næste møde drøfte sammensætningen af Hillerød Forsynings bestyrelse.

arrow Læs også: Har Støvring et demokratisk problem?

Rasmus Visby, der står bag afsløringerne af direktionernes lønninger i Hillerød Forsyning, som de sidste par dage har skabt stor virak, har stillet et borgerforslag om, at der skal være færre byrådsmedlemmer i bestyrelserne i Hillerød Forsyning.

Han foreslår, at man ændrer sammensætningen af bestyrelsen, så mindst halvdelen ikke sidder i byrådet eller er ansat i Hillerød Forsyning.

Rasmus Visby mener, selskabet bør følge Danvas »Kodeks for god selskabsledelse i kommunale forsyningsselskaber«, som blandt andet problematiserer at mange af bestyrelsens medlemmer i de kommunale forsyningsselskaber også sidder i byrådet.

- Formålet med forslaget er, at der i byrådet kommer en debat om, hvorvidt Hillerød Forsyning skal følge kodeks for god selskabsledelse af kommunalt ejede forsyningsselskaber, siger Rasmus Visby om sit forslag.

Kodekset problematiserer også, at byrådsmedlemmerne får deres plads i bestyrelserne som del af konstitueringen efter kommunalvalget.

Formandspost til støtte

I Hillerød Kommune er den vigtige post som formand for bestyrelsen, som i dag honoreres med 185.000 kroner om året, traditionelt gået til et fremtrædende medlem af det parti, der har bakket op om borgmesterpartiet.

Da Konservative tilbage i 2010-2014 lagde mandater til den socialdemokratiske borgmesterpost, havde Finn Hansen (K) formandsposten i forsyningen. Konservative fik selv borgmesterposten i 2014-2018,og det skete især på Socialdemokratiets mandater. Dengang gik posten til Louise Colding Sørensen (S).

Og da V og S i slutningen af 2017 delte magten, og V lagde ganske mange mandater til, at Kirsten Jensen (S) blev borgmester, fik Klaus Markussen (V) posten som formand for Hillerød Forsyning.

Første borgerforslag

Forslaget fra Rasmus Visby har fået 387 underskrifter, men selv om der skal 750 til, kommer forslaget allerede på dagsordenen, når byrådet mødes næste gang 26. februar. Det er første gang, siden Hillerød Kommune indførte borgerforslag, at et forslag når byrådet.

- Normalt vil vi ikke forstyrre borgerforslagsprocesserne. De skulle egentlig have lov at udvikle sig og blive store og stærke selv. Men fordi der har været så meget debat, sætter vi det på, siger borgmester Kirsten Jensen.

Hun er klar til at overveje, om der skal ske ændringer i sammensætningen af forsyningens bestyrelse.

- Der sidder jo allerede andre end byrådsmedlemmer i bestyrelsen, og vi kan sagtens komme til at tale om, om det er nok, siger borgmesteren, som dog ikke mener, at der er problemer i Hillerød Forsyning.

- Vores selskaber har nået nogle meget fine resultater, for eksempel med den fjernvarmeforsyning vi har, som ikke bare er forholdsvis billig, men også grøn. Og hvis der ikke noget problem, hvorfor så lave om på det, siger hun.

Kirsten Jensen erkender, at der kunne være mere åbenhed i forsyningen. Hun fortæller, at da Hillerød Forsyning blev etableret, fik de byrådsmedlemmer, der fik plads i bestyrelsen, det råd, at de skulle huske, at der var forskel på at sidde i bestyrelsen for et selskab og at sidde i byrådet, hvor der er åbenhed om beslutningerne.

- Det kan godt være, at vi alligevel, inden for de muligheder der er, skal give mest mulig åbenhed. Vi skal tale om vi kan gøre mere, siger hun og nævner, at det kan være, at visse sager kan deles i to dele, så den ene kan åbnes, mens den anden kan forblive lukket.

- Det er jo stadig et selskab, og der kan være hensyn til kunder og leverandører.

Flere forbrugere ind

Den Konservative Peter Ingemann Bentsen mener også, der skal ske ændringer i Hillerød Forsyning, og han har også bedt om, at byrådet tager Hillerød Forsyning op.

- Jeg mener dybest set, at vi skal have ledet forsyningen på en anden måde. Det er noget skidt, at bestyrelsesposterne bliver uddelt som en del af konstitueringen, siger han, som også vil have flere oplysninger om Hillerød Forsyning frem i lyset.

- Vi vil gerne have mere åbenhed overfor omverdenen i Hillerød Forsyning, og vi vil gerne have, at man lever op til anbefalingerne om god selskabsledelse, siger han.

- Selvfølgelig skal der være politikere med i bestyrelsen, for det vil være en styrke. Men jeg synes bare ikke, at seks ud af seks medlemmer skal være valgt, fordi de er politikere eller har tilknytning til politik, siger Peter Ingemann Bentsen, som er konservatives suppleant i byrådet, og i øvrigt partiets spidskandidat til kommunalvalget i 2021.

Peter Ingemann Bentsen forestiller sig, at pladserne i bestyrelsen i stedet skal besættes af udefrakommende personer med faglige kompetencer inden for forsyning, økonomi, jura, personaleledelse m.m.

Derudover mener han, at der skal flere forbrugere ind i bestyrelsen, så de ikke kun sidder med i Hillerød Vand og Hillerød Spildevand men også i bestyrelsen for holdingselskabet.

arrow Åbenhed i Hillerød Forsyning
08. januar 2020 kl. 15:31 Opdateret: kl. 15:31
arrow Løn rimer ikke med virkeligheden
07. januar 2020 kl. 14:24 Opdateret: kl. 14:24
arrow Undren blev til årelang kamp om indsigt
07. januar 2020 kl. 05:22 Opdateret: kl. 17:22