25. oktober 2020
Beboerrepræsentationen i Horsevænget fortæller om lejere, der er både bange og vrede over politikernes beslutning om at sælge 61 af lejlighederne i Horsevænget.
gallery icon

Se billedserie

Beboerrepræsentationen i Horsevænget fortæller om lejere, der er både bange og vrede over politikernes beslutning om at sælge 61 af lejlighederne i Horsevænget.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Her er Horsevængets lejere - og de er bange og vrede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Her er Horsevængets lejere - og de er bange og vrede

Hillerød Kommune vil sælge 61 lejeboliger i Horsevænget, og ejendommen er sat i udbud. Med i købet er de lejere, der i dag bor i Horsevænget, og de er ikke glade over udsigten til at blive solgt.

Hillerød - 19. september 2020 kl. 09:15
Af Janne Mulvad

I Horsevænget går mange af lejerne nu rundt og frygter for deres fremtid, fordi Hillerød Kommune har sat 61 af lejlighederne til salg.

arrow Læs også: Byrådsmedlemmer kritiserer salg af billige boliger

For selv om lejerne stadig vil have deres lejekontrakter, hvis Hillerød Kommune sælger lejlighederne til en privat investor, føler de sig solgt.

- Vi er vrede, frustrerede og bange.

Sådan opsummeres lejernes situation af Marianne Jellesmark, som er medlem af beboerrepræsentationen i området.

Beboerrepræsentationen har undersøgt, hvordan huslejerne kan udvikle sig, hvis ejendommene sælges. De forventer, at huslejerne umiddelbart efter salget vil blive sat op, så lejerne skal betale 2-3 gange så meget i husleje som i dag.

- Det kan ske, bare ved at der kommer en ny ejer, siger Marianne Jellesmark.

- Senere kan han så hæve energiklassen, lave vedligehold og forbedringer. Vi kan nemt opleve huslejestigninger til det firedobbelte af, hvad vi betaler i dag, siger hun og tilføjer:

- Der vil være rigtig mange, der ikke vil have råd til at bo her, hvis det sker.

Vi kan jo ikke gøre noget

Mustafa Mercan sidder også i beboerrepræsentationen. Har har boet i Horsevænget siden 1976. Han kom til Danmark fra Tyrkiet alene, og da hans familie kom herop, fik de lejligheden. Nu bor han sammen med sin kone i en af de dyreste lejligheder i Horsevænget.

De kommunale boliger i Horsevængett
  • Hillerød Kommune opførte fra 1949 til 1962 boligerne Horsevænget 27 til 52 . Der er 87 lejemål.
  • Det er kun muligt at få en bolig i Horsevænget gennem Hillerød Kommunes boligsociale liste.
  • Horsevænget har længe været et problematisk bekendtskab for Hillerød Kommune. Det har været svært at finde penge på det kommunale budget til at renovere bygningerne, og i 2017 afslørede Frederiksborg Amts Avis, at kommunen længe havde ignoreret massive problemer med skimmelsvamp i flere af boligerne.
  • Herefter blev lejlighederne undersøgt af Teknologisk Institut, og det viste sig, at der var skimmelsvamp i mindst 51 af 87 lejligheder. Det blev vurderet, at det ville koste 32 millioner kroner at fjerne skimmelsvampen, et arbejde som har været i gang siden 2018 med omfattende renoveringsarbejder og genhusning af beboerne.
  • Oveni er der nu en verserende civil retssag mellem Hillerød Kommune og en tidlige beboer i Horsevænget, som kræver 800.000 kroner i erstatning og tilbagebetaling af husleje efter at have boet næsten 12 år i en bolig, lejeren mener var ubeboelig.

- Det er 43 år siden, vi flyttede herind. Dengang betalte jeg 900 kroner i husleje, i dag er det 5400 kroner. Og vi har betalt vores husleje hver eneste gang, siger han.

Han bor i den del af Horsevænget, der ikke er til salg, men som medlem af beboerrepræsentationen taler han med mange af de andre lejere.

- De siger allesammen: Hvad skal vi gøre? Vi kan jo ikke gøre en skid. Kommunen er ligeglade med os. Vi betaler vores husleje hver måned, men det hjælper ikke noget.

Han fortæller, at mange er overbevist om, at kommunen vil hjælpe dem, hvis de ikke kan betale en huslejestigning.

- Folk tror, at de får en ny lejlighed af kommunen. Men det er jo ikke sikkert, siger han.

Ulla Hoffmann Frederiksen flyttede for tre måneder siden fra en lejlighed i Horsevænget til en anden, og nu bor hun i en af de opgange, der ikke er omfattet af udbuddet. Alligevel er hun også bekymret over fremtiden.

- Jeg føler mig ikke sikker. De fleste af os forventer, at vores lejligheder også sættes til salg. Den nervøsitet fylder meget, for hvad, hvis der kommer et godt tilbud til Hillerød Kommune?

Hun har selv netop fået førtidspension på grund af en fysisk sygdom, men har også psykiske problemer.

Ulla Hoffmann Frederiksen kom til Horsevænget for 13 år siden efter et kort ophold i Hillerød Kommunes midlertidige boliger på Lindevej. Her kom hun til, da hun flyttede fra en voldelig kæreste uden at have et sted at tage hen. Hun fik dengang tilbudt en lejlighed i Østervang, og en i Horsevænget.

- Jeg valgte den i Horsevænget på grund af huslejen. Hvis den stiger tre gange, har jeg slet ikke råd til at bo her, siger hun.

- I debatterne på facebook skriver folk, at der er masser af billige boliger i Hillerød, og det er der nok også. Men der er jo 40 års ventetid. Der er flere af os herude, der har ptsd og angst. Eller andre psykiske problemer. Og det bliver jo bare forstærket af det her, siger hun.

Marianne Jellesmark fik også lejlighed i Horsevænget efter at have boet på Lindevej. Her kom hun hen, da hun blev syg, mistede sit job, og blev sat på gaden sammen med sin 12-årige søn.

Det blev til fem år på Lindevej, før hun rykkede til Horsevænget. I dag betaler hun 3200 kroner om måneden for sin 3-værelses lejlighed, som ligger i en af de ejendomme, kommunen vil sælge.

Hillerød Kommune har tidligere regnet ud, at hun med sin indtægt kan klare at betale 7000 kroner i husleje.

- Lige nu får jeg ikke boligsikring, men det vil jeg kunne, hvis huslejen stiger. Men jeg får ikke det tilsvarende i støtte, hvis min husleje stiger. Så det vil sætte min levestandard ned, siger hun, som i årevis har markeret sig i de mange sager om Horsevænget, blandt andet i den store sag om skimmelsvampen i lejlighederne, der kom frem i 2017 og 2018. Som lejerne i øvrigt ikke tror er fjernet fuldstændigt efter Hillerød Kommune har brugt millioner på at skimmelsanere en lang række af lejlighederne. Der er naboer, der er begyndt at klage over dårligt indeklima igen, selv om deres lejligheder er renoveret.

- Det her er en skimmelbefængt rotterede. Men det er vores skimmelbefængte hjem. Det er ikke bare nogle boliger, siger Marianne Jellesmark, som er overbevist om, at der er en stor ekstraregning på vej til Hillerød Kommune, når en ny køber kommer på banen.

- Det kan godt være, Hillerød Kommune tror, de sparer penge på at sælge Horsevænget, men samfundsøkonomisk bliver det dyrt. Det kommer til at koste i kommunekassen, på grund af de øgede øgede udgifter til boligtilskud. Og der vil være flere, der bliver hjemløse, og der vil være rigtig mange, der biver syge af det her, siger hun.

Frygter kondemnering

Beboerrepræsentationen kan godt se, at lejerne i Horsevænget har haft glæde af billige huslejer i mange år - også meget billige i forhold til andre, der bor til leje i Hillerød.

- Vi burde måske betale noget mere. Men kun hvis udlejer havde påtaget sig sine forpligtelser til at holde lejlighederne ved lige. Og det har de ikke gjort. Der er folk, der har bedt om at få renoveret deres vinduer i 20 år. Men budskabet er altid, at det har Hillerød Kommune ikke råd til. Men det ville da være rimeligt at betale måske 4500 kroner for en 2-værelses. Hvis den ikke var sundhedsfarlig, siger Marianne Jellesmark.

Hun kan dog godt se idéen i, at Hillerød Kommune ikke skal være ejendomsadministratorer. Men det vil kræve noget, siger hun og remser op:

- Hvis vi kunne få en garanti for, at huslejen ikke stiger til mere, end vi kan være med til. Og hvis vi kunne få en garanti på, at Hillerød Kommune tager sig af de borgere, der ikke længere vil have råd til at bo her, siger hun, hvis værste frygt er, at en køber vil lade det hele forfalde.

- Jeg frygter, at om ti år, når skimmelsvampen er kommet igen, og det hele er skimmelbefængt, så siger kommunen, at det skal kondemneres. Så kan de rive det hele ned og bygge boliger til dem, der har økonomisk overskud, siger hun.

arrow Satser på 50 millioner for Horsevænget
23. september 2020 kl. 05:27 Opdateret: kl. 16:36
arrow Horsevænget: Husleje kan stige efter tre måneder
19. september 2020 kl. 09:24 Opdateret: kl. 09:24
arrow Nu sættes billige boliger til salg
09. september 2020 kl. 06:13 Opdateret: kl. 16:29
Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?