28. oktober 2020
Der skal mange flere af de små ladestandere op, så også dem, der ikke bor i parcelhus kan køre elbil, lyder det fra en af elbilisterne, Lars Lindemann. Men for dem, der bor i villa, er der ingen undskyldning længere, siger Peter Stærh fra Anisse, som selv har kørt på el siden 2012.
gallery icon

Se billedserie

Der skal mange flere af de små ladestandere op, så også dem, der ikke bor i parcelhus kan køre elbil, lyder det fra en af elbilisterne, Lars Lindemann. Men for dem, der bor i villa, er der ingen undskyldning længere, siger Peter Stærh fra Anisse, som selv har kørt på el siden 2012.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Har du købt elbil? Der er ingen god undskyldning længere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Har du købt elbil? Der er ingen god undskyldning længere
Hillerød - 20. september 2020 kl. 20:00
Af Janne Mulvad

Man kan komme helt til Kroatien. Den årlige regning til automekanikeren bliver markant mindre. Udgifterne til drift er helt utroligt meget mindre. Og selv en Tesla kan fås for det samme, som en dieselbil i en pæn størrelse koster.

Hvis man altså tager den lille Tesla model 3.

- Investeringen i en ladestader og en elbil er lidt dyrere end at købe en ny benzin- eller dieselbil. Men investeringen kommer hjem igen, fordi driftomkostningerne er lavere. Min gamle Volvo kunne jeg bruge 4000 kroner på, når den skulle til service en gang om året. Når elbilen skal til eftersyn en gang om året, koster det 1200 kroner, for der er ikke så meget, der skal serviceres.

Elbilambassadør

Sådan lyder det fra Peter Stæhr fra Anisse, som har kørt elbil i otte år. Han er en af FDEL Elbilforeningens elbilambassadører, og deltog lørdag i kampagnen Kør Grønt, der landede på Torvet i Hillerød.

Peter Stæhr startede i 2012 med en Renualt Fluence, som i dag stadig står i garagen, men er suppleret med en Tesla Model 3.

- Den gamle bil kører stadig fint, men batteriet er slidt, og har kun en rækkevidde på 90 kilometer. Så vi har anskaffet en anden, siger han, og fortæller, at hans Tesla kan fås for 375.000 kroner.

- Vi plejede jo at køre Volvo og Saab, og de kunne koste 450.000 kroner pr bil. så for os var det ikke så dyrt, siger han.

Bilen kan køre 300-400 km på en opladning.

- Til hverdag kører vi jo aldrig så meget på en dag. Men vi har da været i Kroatien med bilen. Jeg skal alligevel tisse hver 3. time, eller have en kop kaffe, eller vi skal have noget frokost, og så kan man lade bilen op imens. Der er ingen god undskyldning længere, hvis du bor i en villa, siger Peter Stæhr.

For alle dem, der bor i lejlighed og ikke lige kan sætte en ladestander op i carporten, ser virkeligheden anderledes ud. Derfor arbejder FDEL på at overtale boligforeninger til at sætte elstandere op på fælles p-pladser, fortæller Camilla Messer Thomsen fra Kør Grønt kampagnen.

Formålet med kampagnen er at sælge budskabet om, at nu skal vi allesammen køre elbil.

- Om ti år skal der være 1 million elbiler på gaden. I dag er der 20.000. Men jeg vil bare sige, det er jo dybt bekymrende at have en benzinbil ude i garagen, når man ikke ved, hvad den er værd om lidt, siger hun.

Bruger aldrig ladestander

Lars Lindemann fra Fredensborg, som også er elbilambassadør, vil dog gerne fjerne bekymringen om, at elbiler kun er for parcelhusejere. Man kan godt køre elbil, selv om man ikke har en ladestander stående lige udenfor sin gadedør, er hans budskab.

- Jeg bor i hus, og da jeg skulle have elbil, tænkte jeg selvfølgelig, at jeg skulle have en ladestander ved mit hus, og jeg satte den også op. Men jeg bruger den aldrig.

Han fortæller, at han arbejder for Region Hovedstaden og kører rundt i sin Nissan Leaf til de forskellige hospitaler hver dag, hvor han ofte har møder. På en typisk dag kører han 70 kilometer i bilen.

- Jeg sætter bilen til at lade, når jeg skal ind til et møde, og når jeg er tilbage, har den ladet lidt. Jeg lader aldrig derhjemme, siger han.

For nogen vil det dog stadig være vanskeligt - det er nemlig ikke alle steder, det er nemt at finde en lader, når man skal bruge den.

- Du kan altid finde en ladeplads inde i København. Men der er rigtig mange byer og kommuner, der skal til at tage sig sammen, og lave flere ladestandere. Og det gælder også Hillerød, siger han.

Vigtig infrastruktur

Det gælder om at nå dertil, hvor man kan sætte bilen til ladning, mens man er på arbejde. Når man så er tilbage efter 6-8 timer, er bilen ladet op, og så kan dem, der bor i nærheden, lade deres bil op om natten.

- I dag kan man gøre det i København, men ikke i Hillerød, siger Lars Lindemann og tilføjer, at han også savner ladestandere der, hvor han køber ind.

- Der kunne godt være en superlader ved supermarkederne, siger han.

Lars Lindemann har et bud på, hvad der skal til, for at der kommer flere elbiler ud på vejene i Danmark.

- Der er to ting, vi skal have væk: Det er frygten for det ukendte - og bekymringen for, om du kan køre langt nok. Det er ikke noget med, at der skal gives 100.000 kroner i tilskud til hver elbil. Det er infrastruktur, der skal til. Vi skal have flere ladestandere siger han, som har kørt elbil i et års tid.

- Jeg begyndte at føle mig åndsvagt dum, hver gang jeg fyldte benzin på min gamle honda. Så jeg besluttede mig for at se, hvad jeg kunne gøre i stedet, for de 2600 kroner, jeg brugte på benzin om måneden, siger han.

Svaret blev en Nissan Leaf og et abonnement til opladning med en fast pris hver måned.

For Lars Linnemann er det dog primært hensynet til klimaet, der har fået ham til at skifte benzinbilen ud med en elbil.

- Jeg kan ikke se mine børn i øjnene uden, at jeg har gjort, hvad jeg kan for klimaet. Kan vi gøre noget, skal vi gøre noget, siger han.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?