19. september 2021
Frederiksborg Drengekor synger ikke fast ved gudstjenester men optræder ved gudstenester i Hillerød Provsti og ved koncerter. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Frederiksborg Drengekor synger ikke fast ved gudstjenester men optræder ved gudstenester i Hillerød Provsti og ved koncerter. Foto: Allan Nørregaard
Foto: ALLAN NORREGAARD
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frederiksborg Drengekor er genopstået med succes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Frederiksborg Drengekor er genopstået med succes
Hillerød - 06. juli 2021 kl. 09:18
Af Camilla Bjørkman Aagaard

Der bliver øvet skalaer og vokallyde med røde kinder, for få minutter inden korprøven starter, har drengene tonset rundt på græsplænen ved Slotskirkens Hus og spillet fodbold.

arrow Læs også: Gospelkor starter ny sæson og søger nye medlemmer

Efter en kort opvarmning af kroppe og stemmer synger de otte drenge Ave Maria, The Lord is my shepherd og Se, nu stiger solen.

- I kan den ret godt, men jeg vil gerne have, I hører hinanden bedre. Mere præcist. Det er forskellen på, om noget lyder godt eller rigtig godt.

Korleder Karen-Maria Baun Hørlück spiller selv for, mens hun lytter til drengene, der står med behørig corona-afstand opdelt i sopraner og alter.

Frederiksborg Drengekor er denne tirsdag samlet for at øve inden sæsonens afsluttende store koncert i Sønderjylland. Senere støder mandskoret også til, og så øver både børn og voksne sammen.

Banket op trods Corona
Historien om Frederiksborg Drengekor 2.0 er en vaskeægte succeshistorie, for korets første år har langt fra været uden udfordringer. I december 2019 besluttede provstiet, at Frederiksborg Drengekor skulle genopstå, og i januar sidste år mødtes drenge og mænd for første gang. Karen-Maria Baun Hørlück, der har arbejdet 10 år på Sankt Annæ Gymnasium og med Københavns Drengekor, blev tilknyttet som korleder.

- Det var sådan en prøveballon, for provstiet skulle se, om der overhovedet var drenge, der ville synge. Der var heldigvis så stor aktivitet og interesse for det, at de godt turde satse på det i fremtiden. Vi nåede otte uger live, så gik vi online og skulle finde ud af det. Sådan var det i 10 uger, og så nåede vi at ses igen i tre-fire uger inden sommerferien sidste år, fortæller Karen-Maria Baun Hørlück.

Som så meget andet spændte corona-nedlukningen alvorligt ben for korets opstart. Men Karen-Maria Baun Hørlück nægtede at give op, selvom det på et tidspunkt virkede helt skørt at øve kor over nettet.

- Jeg tænkte bare, at jeg saftsusemig skal bevise, at det bare skal fungere. Hvad gør man så? Vi holdt simpelthen online korprøver, der foregik i de små hjem. Problemet var, at man ikke kunne høre hinanden. Sangerne kunne kun høre sig selv. Det er fuldstændig åndssvagt, for hvad har det så med kor at gøre?, spørger Karen-Maria Baun Hørlück.

Men på en eller anden måde lykkedes det. Karen-Maria Baun Hørlück fik drengene til at sende lydfiler af deres sang, og så sad hun efterfølgende og lyttede det hele igennem.

- Da vi kom tilbage, havde de faktisk lært det meste af et firstemmigt program. Ingen vidste helt præcist, hvordan det lød, fordi de jo ikke havde øvet sammen. Men vi udviklede meget selvstændige korsangere, fortæller Karen-Maria Baun Hørlück, der kalder forløbet for »en overlevelsesstrategi«.

Chokoladekiks i centrum
Undervejs gjorde hun meget for at ryste koret sammen og opretholde nogle af de ting, som drengene i løbet af korets første fysiske møder var blevet vant til at lave sammen.

- Da vi nåede til uge 4 med nedlukning, kunne jeg godt mærke, at det trak ud. Kor-kiks har til de almindelige korprøver betydet meget. Vi har sunget, og så på et tidspunkt har alle fået en kiks, og så holder vi pause. Derfor kørte jeg rundt til hver enkelt elev med en kor-nødpose med deres kormappe og hørelæremappe, og så var der en juice og en rulle kiks med en plasticpose med en clips. Så spiste vi en kiks sammen over skærmen, og så så lagde de kikserullen i plastikposen og gemte pakken til næste øvegang.

- Det har været supersjovt. De har været meget disciplinerede, fortæller Karen-Maria Baun Hørlück.

Måske derfor er der heller ingen, der er faldet fra undervejs. Drengene brugte tid på at hyggesnakke over Teams i pauser og efter prøverne.

12-årige Nicholai Holm Mogensen er glad for at være med, selvom det ikke var hans egen ide at starte i koret.

- Jeg ville faktisk ikke, det var min mor, der tilmeldte mig. Jeg skulle gå der i en måned, og så blev jeg vildt glad for det. Vi hygger os, og man får brugt sin stemme, siger han.

- Det var svært at øve hjemme under corona, fordi man ikke sang sammen men alene. Så det var meget anderledes, men sjovt at prøve. Chokoladekiksene var rigtig vigtige, fortæller Andreas Holm Mogensen.

Sang skal tilbage
For Karen-Maria Baun Hørlück er det afgørende, at Frederiksborg Drengekor er blevet etableret. For det er vigtigt, at drenge - og senere mænd - kan synge.

- Man kunne aldrig drømme om at spørge, hvorfor vi skal have et fodboldhold. Der, hvor der er talent, skal der være en platform at udfolde sig på. Der findes masser af gode stemmer, og et land og en kultur er fattigt, hvis der ikke er nogen, der udtrykker sig kunstnerisk også med stemmen. Det, at man kan synge med på en række danske salmer og sange har været på tilbagetog i nogle generationer, men selvfølgelig skal en far synge for sit barn eller til en fødselsdag eller i kirken til højtiderne, siger hun.

Drenge er anderledes
Drengekor lever af en jævn rekruttering fra 3. klasse til stemmen går i overgang. Og det er noget særligt at dirigere et drengekor.

- Det har noget at gøre med, at drenge og piger motiveres forskelligt. Omgangsformen, som er meget social i et pigekor - har alle det godt, og hvordan er stemningen? - er noget andet i drengekor. Drenge motiveres af opgaven. Det er mere »vi skal synge, og det kræver det og det at komme derhen«, siger hun og fortsætter:

- De motiveres også af konkurrenceelementet. Der er noget tilfredshed hos drengene i at mestre mere og mere. Det sjove ved drenge er, at de skal vide, når det ikke lykkedes. Der er lidt en fed no bullshit kultur over det at have drengekor. Nogle gange skal der også bankes i bordet og sige, at det er ikke okay, men der er en anden form for accept og hierarki. Der er nogle, der er ældre, som man gerne vil være som, og det giver et kolossalt løft, at der er de forskellige aldre, som lærer nedad, siger hun.

Hendes drøm er et kor med 30-40 drenge og et matchende mandskor.

Der er åbent for tilgang for flere i Frederiksborg Drengekor. Man skal bestå en optagelsesprøve for at komme med. Læs mere på frederiksborgdrengekor.dk.

arrow Sjællands ældste højskole er populær som aldrig før
24. juli 2021 kl. 07:10 Opdateret: kl. 18:46
arrow Kor giver midsommerkoncert i slotsgården
19. juni 2021 kl. 17:02 Opdateret: kl. 09:38
Synes du, at kommunen er der for dig?