29. november 2020
Bestyrelsen i Hillerød Forsyning vil nu have en redegørelse fra forsyningens ledelse om, hvordan det kunne lade sig gøre, at Hillerød Forsyning glemte at få en aftalt rabat. Foto: Allan Nørregaard
Bestyrelsen i Hillerød Forsyning vil nu have en redegørelse fra forsyningens ledelse om, hvordan det kunne lade sig gøre, at Hillerød Forsyning glemte at få en aftalt rabat. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Formand freder Hillerød Forsynings ledelse - men kræver redegørelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Formand freder Hillerød Forsynings ledelse - men kræver redegørelse

Bestyrelsen i Hillerød Forsyning har bedt ledelsen om en redegørelse for, hvordan det kunne ske, at Hillerød Forsyning ved en fejl gik glip af en rabat på en halv million kroner for kontormøbler. Men forsyningens mange møgsager får tilsyneladende ikke flere konsekvenser.

Hillerød - 24. oktober 2020 kl. 05:42
Af Anna Törnqvist Jensen

Ledelsen i Hillerød Forsyning skal nu stå til regnskab over for forsyningsselskabets bestyrelse. Ovenpå nyheden om, at forsyningsselskabet ved en fejl gik glip af en rabat på 27 procent - svarende til over en halv million kroner, da de indkøbte kontormøbler hos Kontorland til Hillerød Forsynings nye hovedkvarter i 2018, vil bestyrelsen nemlig have en forklaring.

arrow Læs også: S tvivler på ledelsen i Hillerød Forsyning

- Jeg har bedt om, at bestyrelsen får en redegørelse om denne her sag, fordi vi er nødt til at vide, hvad der skete, og hvad forsyningen har gjort for at sikre, at det ikke sker igen. Derudover er vi også nødt til at vide, om der er andet, vi skal være opmærksomme på i denne her sammenhæng, så vi kan føre det tilsyn med ledelsen, som skal til, for at der ikke kan ske sådan noget igen, siger Klaus Markussen (V), der er formand for Hillerød Forsynings bestyrelse.

Det var Gadevangborgeren Rasmus Visby, der opdagede, at Hillerød Forsyning havde glemt at få den rabat, de havde sikret sig, og tidligere på ugen takkede Hillerød Forsyning i et facebookopslag Rasmus Visby for at opdage fejlen.

Efterfølgende forklarede administrerende direktør i Hillerød Forsyning, Søren Støvring, at det var en menneskelig fejl, der var skyld i, at forsyningsselskabet glemte at få rabatten. Ifølge Klaus Markussen har bestyrelsen ikke mistanke om, at der er ugler i mosen, men der er brug for klare linjer, mener han.

- Jeg vil rigtig gerne, at vi som bestyrelse, når der er sådan en møgsag, får sikret, at vi kommer hele vejen rundt. Det må ikke svæve i luften, hvad der har været årsagen til det, og vi skal også sikre, at der er gjort tilstrækkeligt for at dæmme op for, at det kan ske igen, siger Klaus Markussen.

Ikke konsekvenser

Klaus Markussen lægger ikke skjul på, at Hillerød Forsynings mange sager, der gennem året har trukket overskrifter om blandt andet høje lønninger og firmabiler, går ham på.

- Jeg har været både vred og irriteret over alle de møgsager, der er blevet ved at poppe op, for det betyder, at fokus er på de sager og ikke på de andre vigtige opgaver, vi knokler med at løse, siger Klaus Markussen.

Han peger på, at det er ledelsens ansvar at få styr på sagerne og kommunikere åbent om dem.

- Det er klart, at det er ledelsen, der har ansvaret for at få løst sagerne og få fortalt om, hvordan Hillerød Forsyning ser på det. De skal sørge for at bringe os i den situation, at de forklaringer, der kommer fra Hillerød Forsyning er acceptable og gode nok. Det ved ledelsen godt, jeg synes, og jeg ved også, at de arbejder med det, siger Klaus Markussen.

Men får møgsagerne konsekvenser i ledelsen?

- Det har jo i hvert fald haft de konsekvenser, at vi har fået rigtig mange anmodninger om aktindsigt, og at det nu er tydeligere for bestyrelsen, at det er vanvittigt vigtigt, at der er åbenhed og transparens i Hillerød Forsyning.

Men får det personalemæssige konsekvenser?

- Der er tillid til ledelsen, og det betyder jo ikke, at bestyrelsen ikke har virkelig klare holdninger til, hvad man gerne vil se mere af. Siden i sommer har vi jo fra bestyrelsens side sagt, at vi vil se mere kommunikation, der skal være faktaark på hjemmeside og mere information om vores forsyningsselskab. Det er helt afgørende, siger Klaus Markussen.

Burde der ikke være konsekvenser for de involverede, hvis man erkender, at der er noget, der ikke har været godt nok?

- Jamen i virkeligheden synes jeg jo, at det, der er vigtigt, er, at borgerne ved, hvad der foregår i deres forsyningsselskab. Det er overskriften på det, vi gør.

Men det ved de jo så nu, og de udtrykker jo klar utilfredshed med noget af det, der foregår. Er det ikke bestyrelsens opgave at handle på det?

- Jeg tror, denne her bestyrelse handler mere og agerer mere end tidligere bestyrelser har gjort og diskuterer flere ting i bestyrelsesrummet, som handler både om vores organisation og om det oplevede indtryk af Hillerød Forsyning.

Men vil der ikke være nogle borgere, som ikke er tilfredse, før den administrerende direktør er fyret, og den øvrige topledelse er blevet skåret i lønnen?

- Jeg synes, det er en meget endimensionel måde at se det på. Jeg synes, der er blevet talt meget om lønninger og personaleforhold i Hillerød Forsyning, og nu har vi i bestyrelsen igangsat en redegørelse omkring det, så vi kan tale ud fra et faktabaseret grundlag.

Men bør det ikke få konsekvenser - bør bestyrelsen ikke handle på det?

- Jeg har i hvert fald introduceret den dagsorden, der hedder, at det skal være tydeligere, at Hillerød Forsyning er et kommunalt ejet selskab, og det betyder, at bestyrelsen har et helt anderledes og tæt opfølgning på de organisatoriske dele af Hillerød Forsyning, end hvad der har været i de tidligere bestyrelser, siger Klaus Markussen.

Kontrol er velkommen

Hillerød Kommune arbejder netop nu med en ny ejerstrategi for Hillerød Forsyning, hvor der blandt andet er lagt op til, at byrådet vil følge mere med i, hvad der foregår i Hillerød Forsyning, at bestyrelsen skal revideres hvert andet år, og at bestyrelsen skal formulere en lønpolitik, der skal demonstrere, at Hillerød Forsyning ikke er lønførende. Og de ting hilser Klaus Markussen velkommen med åbne arme.

- Hillerød Forsyning kan være rigtig godt tilfreds med den ejerstrategi, som det tegner til, at et stort flertal i byrådet vedtager, fordi det er i forsyningens interesse, at byrådet har fokus og interesse for selskabet, siger han.

Klaus Markussen vil ikke kalde ejerstrategien for en oprydningsmission i Hillerød Forsyning, men erkender, at forsyningens mange sager har spillet en rolle.

- Jeg opfatter ejerstrategien som, at byrådet reagerer på, at der har været for mange sager, og at de har fyldt for meget. Byrådet ved godt, at de opgaver, Hillerød Forsyning løser, er vigtige for Hillerød Kommune, og at der er et højt kompetenceniveau i Hillerød Forsyning.

Om den kommende lønpolitik, som bestyrelsen skal udforme, får konsekvenser for de nuværende ansatte, vil Klaus Markussen ikke svare klart på.

- Nu skal vi jo lige vedtage lønpolitikken først, og så kan jeg vende tilbage med mere information om det, siger han.

arrow Betaler landets højeste affaldsgebyrer
09. november 2020 kl. 05:19 Opdateret: kl. 15:58
arrow Forsyningsdirektør er drevet af miljøet, men er kendt for møgsager
04. november 2020 kl. 06:01 Opdateret: kl. 16:34
Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?