
De yngste på Grønnevang Skole fortjener en helt ny skole i stedet for endnu en lappeløsning, lyder det fra mor til dreng i 4. klasse.
I stedet for endnu en lappeløsning, der skal standse skimmelsvamp og fjerne pcb fra bygningerne på Jespervej, hvor eleverne i 0. til 5. klasse på Grønnevang Skole går, skal der bygges en helt ny udskoling.
Sådan lyder det fra Stine Østlund, som har en dreng i 4. klasse på skolen, er medlem af skolebestyrelsen - og ny kandidat for Konservative til kommunalvalget.
- For syv år siden var der pcb og asbest på skolen, og man renoverede, og der kom en ekstraregning. Nu er der igen fundet pcb og skimmelsvamp. Og jeg frygter, at det scenarie gentager sig, og vi bruger 50 millioner kroner og står tilbage med den samme skole, som ikke er tidssvarende, siger hun,
- Jeg synes, vi har en skole, som på mange måder ikke er tidssvarende til de læringsmiljøer, vi gerne vil skabe for vores børn. En skole, som har gamle haller og slidte klasselokaler.
Det østlige Hillerød fortjener bedre end den slidte skole til de yngste, mener Stine Østlund, som er sikker på, at en ny og moderne skole vil kunne hjælpe på det dårlige ry blandt forældrene, hun mener forfølger Grønnevang Skole, og får mange til at fravælge skolen til fordel for privatskoler eller andre folkeskoler i Hillerød.
- Vi har stor overkapacitet, og vi kæmper for at holde på børnene og forældrene. Jeg tror ikke på, vi bare kan pynte på det her mere, siger hun og fortsætter:
- Jeg er jo ikke naiv og tror, at fordi vi får nye mursten, får vi bedre trivsel og bedre ry. Men måske kan man skabe en ny start. Jeg tror det, Grønnevang har brug for er, at der kommer noget positiv energi omkring skolen, så forældrene får lyst til at vælge den til. Vi mister især de ressourcestærke forældre, og så får vi en endnu dårligere elevsammensætning, siger hun.
Også andre forældre på andre skoler i kommunen mener, at deres skole trænger til bedre fysiske rammer. Men det er Grønnevang Skoles tur nu, mener det måske kommende byrådsmedlem.
- Vi kan også bare smøre et tyndt lag smør ud over alle skolerne. Men vi er nødt til at prioritere, og det synes jeg faktisk, er den vigtigste opgave som politiker. Ligesom det blev besluttet at bygge skolen i Sophienborg. Og vi har absolut et rigtig stort behov lige nu, siger hun, som håber, at det nuværende byråd vil overveje hendes forslag.
- Det er vigtigt, at den beslutning tages nu - og ikke når de 50 millioner kroner er brugt, siger Stine Østlund.
Peter Frederiksen (V), som er formand for Børne- og familieudvalget, har svært ved at se, hvor realistisk Stine Østlunds forslag er.
- Nu, hvor det er valgår, er det oplagt, at der gives nogle løfter, som kan lyde rigtigt godt på papiret. Og nye bygninger lyder altid godt. Men hvis omkostningen er måske 150 eller 200 millioner kroner for at lave en helt ny skole, så må jeg bare sige, at der er rigtig mange andre områder i kommunen, der har brug for nye bygninger, siger han og nævner som eksempel den akutte pladsmangel i Hillerød Vest Skoledistriktet.
- Der er også andre skolebygninger, som er lidt historiske efterhånden. Det er ikke for at skyde en idé ned fra en ny kandidat - men jeg tror bare, det er knapt så realistisk, alene af hensyn til økonomien.
Det var lige efter sommerferien, at det stod klart, at der var store problemer med pcb og skimmelsvamp på Grønnevang Skoles indskoling på Jespervej, den gamle Kulsvierskolen.
I det nye budget for 2021 er afsat syv millioner kroner i 2021 og 10 millioner om året de næste tre år til et større anlægsprojekt, der både rummer renoveringer af skolen, men også midler til at overveje nye indretninger af skolen og skabe plads til en ny daginstitution. Projektet er dog ikke færdigplanlagt endnu.
- Indtil videre er vi slet ikke kommet så langt, at vi ved, hvad der skal komme ud af det. I første omgang skal vi sikre, at det bliver godt og trygt for børn og forældre og medarbejdere. Og det kommer det helt sikkert også til, siger Peter Frederiksen.
- Jeg forstår godt, at når man er i en situation, hvor man skal bruge måske 50 millioner kroner på en skole, kunne man så få noget bedre ud af det ved at tænke nyt i stedet for at reparere. Men en helt ny skole i Hillerød bliver nok kun aktuelt i nye kvarterer i byen. Det kan blive i Favrholm på et tidspunkt. På Jespervej har vi jo en skole, den skal bare være tip top igen. Og jeg er sikker på, at det er billigere end at lave en helt ny.
Peter Frederiksen tror ikke på, at en ny skole vil være et quick fix på de udfordringer, skolen oplever med sit ry blandt forældre i distriktet.
- Der er noget kultur omkring det, tradition og vane. Og der er nogle, der mener, at der kan være en udfordring med integration. I Sophienborg, som har nogle af de samme udfordringer, har de måske kunnet etablere en ny tradition med nye kulturer, fordi det er en ny skole, som ikke skal bære de samme gamle historier med om, hvordan tingene var for mange år siden. Og det tror jeg kan være en udfordring - at der er mange, der ser bagud i stedet for at se fremad. Men jeg synes, ledelsen og skolebestyrelsen på Grønnevang Skole arbejder benhårdt på at lave en god skole, og de har succes med det, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her