
Kommunen smider blomsterfrø ud på fem nye områder i biodiversitetens navn
Vi får ikke glæde af dem i år, men planen er, at de skal stå i fuld flor til næste år.
Hillerød Kommune har udvalgt fem nye områder rundt omkring i kommunen, hvor der skal såes blomster til glæde for sommerfugle og bier.
Kommunen har i biodiversitetens navn besluttet sig for at give mere plads til naturen, har Louise Colding Sørensen (S), der er formand for Natur, Miljø og Klimaudvalget, tidligere fortalt til Hillerød Posten.
"Det er jo ingen hemmelighed, at biodiversiteten har det skidt. Hvis vi kan udlægge nogle kommunale arealer, hvor græsset og blomsterne kan få lov til at gro og blomstre, så er der også evidens for, at der kommer flere bier og insekter, som er til gavn for vores natur," har Louise Colding sagt.
- Rundkørsel ved Egespurs Allé/Herredsvejen (ved McDonald's)
- Den grønne kile mellem Løngangsgade og Rådhusstræde
- Ved rådhuset på Trollesmindealle
- Kirkepladsen i Nørre Herlev
- Sognegården i Nørre Herlev (samarbejdede med Nørre Herlev Kirke)
De fem nye områder, som kommunen nu har udvalgt til at skulle være blomstrende enge i stedet for kedelige græs- enge, er altså en del af den plan.
Kommunen håber, at de fem blomsteenge forhåbentlig også - udover at være til gavn for biodiversiteten - også vil forskønne bybilledet.
"Frøblandingerne består af blomster, der vokser rundt omkring i kommunen i forvejen. De insekter, der igennem årtusinder har tilpasset sig til miljøet i Nordsjælland, får på den måde de bedste livsvilkår. Arealerne skal fremover passes ved én årlig slåning i sensommeren, hvorefter afklippet fjernes," skriver kommunen på sin Facebook-side.
Louise Colding Sørensen håber, at der er andre i Hillerød - både private og virksomheder - der har lyst til at hoppe med på den nye grønne trend.
"Der er heldigvis allerede flere af de store virksomheder, der har gjort det helt af sig selv, og jeg er ikke i tvivl om, at flere og flere vil få øjnene op for, at det er det rigtige at gøre. Tidligere var man en sjuft, hvis man ikke slog sit græs og passede sin have, men sådan er det heldigvis ikke mere. De fleste er godt klar over, at det er fordi, man vil gøre noget godt for naturen og biodiversiteten," har Louise Colding Sørensen tidligere sagt til Hillerød Posten.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her