17. september 2021
De unge på Street-lab fik professionel hjælp til første etape af banebygningen. Nu klarer de selv resten. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

De unge på Street-lab fik professionel hjælp til første etape af banebygningen. Nu klarer de selv resten. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Der bliver bygget og hygget på Street-lab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der bliver bygget og hygget på Street-lab
Hillerød - 26. juli 2021 kl. 06:25
Af Magnus Eg Møller

Sommerferien er i fuld gang for de mange unge, der til daglig benytter sig af faciliteterne på Street-lab.

Solen skinner over grunden på Jagtvej, og en ung mand slæber rundt på nogle store træplader ved skaterrampen for enden af det lille hus, der agerer samlingspunkt, klub- og festlokaler i Street-lab.

- Vi er mange skatere, der hygger os med at bygge ramper og lignende herude. Vi ved, at ramperne bliver en gevinst for os, fortæller Louis Bergenholtz.

Louis Bergenholtz går til daglig i 2.g, men i ferien bliver meget af tiden brugt i Street-lab, hvor han er kommet jævnligt gennem de sidste tre år.

- Jeg har gået rundt herude hver dag i en uge nu. Selvom jeg arbejder, føles det ikke som arbejde. Det er ikke sådan, at jeg går og venter på at få fyraften, fortæller han.

Mere stille end normalt

Når man træder ind i den lille bygning, bliver man mødt af støv på gulvet, trillebør og værktøj, der vidner om de uendelige byggeprojekter, der er gang i på gadelaboratoriet.

Klublokalet står tomt.
Udenfor er tre yngre drenge gået i gang med at skate og køre på løbehjul.

- Mange af løbehjulerne er lidt yngre, men her er plads til alle. Det er et meget bredt fællesskab her i Street-lab, fortæller Louis Bergenholtz og fortsætter:

- De seneste dage har vi været mange herude. Der er folk, der er ved at bygge en ny BMX-bane, folk der laver betonarbejde, og folk der bygger ramper. Det er fedt, at vi selv har ansvaret for at bygge det, vi gerne vil have.

Unge inddrager unge

Louis Bergenholtz har selv været involveret i betonarbejdet.

Han og en række andre brugere er nemlig ved at udvide den skatepark, der ligger et par hundrede meter væk.

På vej over mod skateparken er tre mænd i 20'erne i gang med at male grafitti på den lange, lovlige mur på tennishallen.

Gammel rapmusik flyder ud af en lille højttaler, mens farver flyder ud af spraydåserne.

- Det er vist nok Danmarks længste lovlige mur, fortæller Louis.

I skateparken er der næsten tomt.

To drenge, Marius og Sander, triller rundt på skateboard og løbehjul, mens Marius' mor kigger på.

Hun og sønnen har taget turen fra Helsinge for at indvie Marius' nye skateboard.

Sander kommer en del i Street-lab, og Louis Bergenholtz spørger ham, hvad han synes om planerne om at bruge materialerne fra trærampen i skateparken på den nye rampe ved huset.

- Betyder det så, at man ikke kan køre på rampen, spørger Sander.

- Ja, i hvert fald til en begyndelse. Hvad siger du til det? spørger Louis Bergenholtz.

Sander er ikke vildt begejstret. Det vil Louis huske.

Fælles om beslutninger

Sådan er det i Street-lab.

De unge taler om tingene, inden der træffes beslutninger, for alle dem, der benytter tilbuddene, skal have indflydelse på, hvad Street-lab skal være.

I dag er Louis Bergenholtz den ældste herude, og som meget aktiv i Street-lab er det ham, de andre går til, hvis de har spørgsmål.

Tilbage ved huset kommer de tre drenge løbende hen til ham:

- Louis, vi har fundet en sodavand. Må vi godt drikke den?

- Ja, men I skal dele den.

Byg eller hyg

De tre drenge, Laurits, Viggo og Mikkel, holder en pause ved siden af rampen.

De har slæbt en soundboks med ud, der spiller sagte musik, mens de nyder deres delesodavand, og da sodavanden er tom, finder de hurtigt vej over på en trampolin for at øve tricks på et løbehjul.

Løbehjulet bliver revet kontrolleret rundt i luften i fem-ti minutter, inden drengene igen indfinder sig på den lille terrasse ved siden af rampen.

Mulighederne er mange i Street-lab.

- For nogle af os er det som vores andet hjem, forklarer Louis Bergenholtz.

Om man er mest til at bygge, hygge eller bare gerne vil blive bedre til at stå på skateboard, kan man gøre det her.

Synes du, at kommunen er der for dig?