15. december 2018
Lokalopgør i midten af 70erne. En FIF-angriber gør klar til at trykke af. Til venstre for ham HGIeren Harry Knudsen.
gallery icon

Se billedserie

Lokalopgør i midten af 70erne. En FIF-angriber gør klar til at trykke af. Til venstre for ham HGIeren Harry Knudsen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dengang var der lokalopgør til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dengang var der lokalopgør til
Opdateret 02. januar 2017 kl. 08:31
Hillerød - 01. januar 2017 kl. 05:55
Af Niels Idskov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der var tale om fem fodboldkampe, der kom til at vende op og ned på udviklingen

og magtfordelingen i Hillerød. Fem kampe henover de to eneste sæsoner, hvor de to klubber mødte hinanden på turneringsplan. En pokaldyst og fire kampe i Serie 1 mellem de etablerede fra FIF og opkomlingene fra Hillerød GI. Et skuespil i fem akter - begyndende med en sejr til FIF, men derefter langsomt glidende frem mod et HGI-overtag. Det er i år 40 år siden, at lokalopgørene på Sportsvej og Selskovvej fire lørdage lagde Hillerød øde.

- Jeg var nervøs. Det var jo noget helt særligt at skulle spille overfor så mange tilskuere. Det var vi ikke vant til, siger Harry Knudsen, i dag 64 år, dengang højre back hos HGI.

- For mig var sejren på 2-0 i 1975 den største kamp i min karriere, og jeg havde endda spillet i Lyngby i et par sæsoner. Der var 1100 tilskuere på vores stadion, og det var den første turneringskamp mellem de to klubber nogensinde. Vi FIF´ere fejrede det til den lyse morgen, indtil formanden kom med aviserne. Så nød vi det én gang til, siger Erik Clausen, i dag 68 år og tidligere midtbanespiller. Dengang hed det halfback.

Begyndelsen var god for FIF, der var den hæderkronede Hillerød-klub, som engang i en fjern fortid havde været tæt på at blive provinsmester og før Første Verdenskrig tilhørte toppen af dansk fodbold, men som langsomt var røget ned gennem rækkerne.

Omvendt med opkomlingene fra Ullerød i det vestlige Hillerød som med HGI var en langt nyere klub, der netop i halvfjerdserne begyndte at arbejde sig opad. I 1975 og 1976 krydsede de to klubbers karrierekurver hinanden - og HGI endte med den samlede sejr.

Det var i det årti, at fodboldens skæbne i Hillerød blev afgjort. Og udenfor kridtstregerne blev der talt sammenlægning - i håbet om at skabe en samlet, større og meget stærkere klub til gavn for hele byen - men det lykkedes ikke.

Spillerne fra begge klubber var enige, da de blev spurgt, også FIF-ledelsen var for, men Ole Thulin, fodboldformand i HGI, var imod. Det nåede aldrig frem til afstemning, og derfor blev det aldrig til noget. Det blev så at sige markedskræfterne eller udviklingen, der afgjorde sagen.

I HGI havde man lugtet lunten. Det var en klub på vej fremad - mens FIF bevægede sig den modsatte vej. HGI havde flere frivillige og efterhånden også en større ungdomsafdeling. Omvendt blev FIF presset af nybyggerierne på Milnersvej og blev senere, omend først i 1997, flyttet fra Sportsvej og ned bag den nye svømmehal.

- Det var vigtigt at vinde de indbyrdes kampe, og der var der mange grunde til. De mange tilskuere, den megen snak i byen og på arbejdspladserne både før og efter kampene, avisomtalerne, spændingen, prestigen og håneretten, siger Erik Clausen.

- Efter et nederlag turde man ikke vise sig på Postgården flere uger efter, griner Harry Knudsen. Som altså også kun prøvede at tabe to kampe til FIF.

Faktisk kunne han som dreng lige så godt være blevet FIF´er, men da han gik på Hillerødsholmskolen var de fleste af kameraterne blå og gule.

- Jeg var til træning et par gange i FIF. Jeg var ikke ret gammel og spillede i gummistøvler, men det var ikke derfor, at jeg ikke helt fandt mig tilrette, siger han i dag. Harry Knudsen er noteret for ca. 160 kampe for HGI, hvis hjemmekampe i Danmarksserien han ofte tager ud og ser.

Endnu langt op i tresserne spillede FIF i Sjællandsserien, men i 1975 befandt klubben fra det centrale Hillerød sig i Serie 1 - hvortil HGI var rykket op. Der er 1100 tilskuere på plads - heraf mange på den gamle trætribune - til det første lokalopgør 10. maj. HGI har mest spil, men FIF´erne er stærke på kontraer og viser med 2-0-sejren, at de vil være med i toppen af rækken. Men det vil oprykkerne fra HGI også - selv om efterårets derby i augustheden på Selskov Stadion - hvor der indimellem køres speedwayløb - ender 1-1. 1000 tilskuere ser HGI brænde et straffespark. Tophold eller ej - oprykningen tilfalder Hundested, mens HGI og FIF slutter som nr. to og tre.

Erik Clausen husker af gode grunde bedst de to 1975-kampe. Han var skadet i 1976, men var tilskuer til begge kampe. Han var en teknisk betonet spiller, der som junior og ynglinge spillede på udvalgte SBU-hold. I Lyngby Boldklub nåede han dog kun til andetholdet.

- Mit problem var, at jeg var langsom. Og med tiden blev jeg sårbar overfor skader, fortæller han, der som en af datidens storspillere Finn Laudrup meget sjældent gik ind i en tackling.

Der var HGI´eren Harry Knudsen noget af en modsætning. En kontant højre back, der gik lige til stregen, men også kunne lidt af det hele. Det beviste han i forårets lokalderby i 1976. Datoen var 8. maj, og opgøret på FIF´s bane sluttede 0-0.

- Jeg blev udvist efter 20 minutter, og det var helt i orden. Det betød, at vi med 10 mand gik efter at holde FIF´erne væk fra målet, og 0-0 var på de betingelser et udmærket resultat.

Der var 900 tilskuere til kampen, og Frederiksborg Amts Avis' udsendte reporter fortalte, at ingen tilskuere forlod stadion før tid. Alle ville have det hele med.

Det gjaldt i mindre omfang, da de to naboklubber løb ind i hinanden bare 11 dage senere. Nu i pokalen på Selskov Stadion med 500 tilskuere på plads. FIF vandt kampen med 2-1 - men den kamp var hurtigt glemt.

Det afgørende slag fandt sted lørdag 14. august 1976. Her satte HGI det afgørende stik ind på FIF overfor 1200 tilskuere. HGI var på kurs mod oprykning, mens FIF lignede et midterhold, og det blev bekræftet på Selskov Stadion.

Der var igen lidt stjernedrys over lokalopgøret, selv om HGI havde mistet angriberen Lars Hansen til selveste KB. Målmand for FIF var den spillende træner Niels Hagenau med fortid hos KB og på landsholdet (to kampe), mens HGI's spillende træner var Finn Wiberg - tidligere AB og landsholdet (14 kampe og fem mål).

Wiberg tillod sig at brænde et straffespark, men det gjorde ikke noget. Den målfarlige angriber Jørgen Johansen, der før sæsonen var skiftet fra FIF til HGI, var på pletten to gange, indimellem kom Harry Knudsen på måltavlen. Til allersidst blev FIF-fighteren Walter Gertsen meget symptomatisk udvist.

- Allerede året før var der ingen tvivl om, hvilken vej vinden blæste. Der var ingen stærke folk i spidsen for FIF. Klubben havde haft sin gode tid. Alt pegede i retning af HGI, der havde drivkraften, men Hillerød har heller aldrig været nogen fodboldby, for der var aldrig stærke nok spillere - eller pengemænd - til det, siger Erik Clausen, der er endda er søn af FIF-legenden Bent Clausen med de 399 førsteholdskampe. Selv nåede han ca. 160 kampe på FIF´s bedste hold.

Han fornemmede helt klart, at løbet var kørt, da HGI i 1976 rykkede op i Sjællandsserien. Efterhånden begyndte flere FIF´ere at skifte til HGI.

Erik Clausen fik ret: Allerede i 1977 rykkede FIF ud af Serie 1, mens HGI stabiliserede sig i Sjællandsserien - og senere kom i Danmarksserien. I det aktuelle årti rykkede HGI - nu under navnet Hillerød Fodbold - en overgang helt ned i serie to, men tre oprykninger på kort tid har sendt klubben tilbage til Danmarksserien. Her overvintrer træner Tommy Schrams tropper på førstepladsen, så måske får Hillerød til sommer langt om længe et divisionshold i fodbold.

Og med FIF placeret i toppen af Serie 4 er der umiddelbart ikke udsigt til en gentagelse af lokalopgørene fra halvfjerdserne.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk