19. oktober 2021
Ida Juel Kristensen har lige fået sin egen stand i Kirppu, hvor hun elsker at komme for at lede efter blandt andet genbrugstøj. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Ida Juel Kristensen har lige fået sin egen stand i Kirppu, hvor hun elsker at komme for at lede efter blandt andet genbrugstøj. Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: De unge elsker loppesupermarkeder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

De unge elsker loppesupermarkeder

Unge tiltrækkes i stigende grad af loppesupermarkeder i deres jagt efter unikke genbrugsfund. Det mærker Kirppu på hele Sjælland.

Hillerød - 27. september 2021 kl. 07:13
Af Anne-Mette Rasmussen
arrow Læs også: Kæde med butikker i hele landet: - Vi havde nok ikke regnet med, at banken sagde »Ja«

I sommerferien købte min datter sin nuværende yndlingstaske i et loppesupermarked for 20 kroner. Og hun er ikke alene om at sværme for genbrug.

Hos Kirppu, der åbnede sit første loppesupermarked i Hillerød i 2014 og nu har 20 butikker fordelt over hele landet og en 21. på vej, har de mærket de unges stigende interesse for genbrug.

De unge kommer gerne i grupper og bliver i butikken i flere timer for at støvsuge hylderne for gode fund. Også hos butikken i Hillerød, der som den første af kædens butikker åbnede i 2014.

Butikschef Tina Olsen beskriver det i en pressemeddelelse sådan her:

- I Hillerød har vi generelt haft mange ældre stand-lejere og købere, hvilket betyder, at kvalitetsniveauet blandt varerne på hylderne er meget højt. Men vi har virkelig bidt mærke i, at der i den senere tid har været en stor opblomstring af unge besøgende, som især er vilde med jagten efter de helt unikke genbrugsfund og det store udvalg.

Kommer i grupper

Denne lørdag formiddag, hvor vi er taget på besøg i loppesupermarkedet på Frejasvej i Hillerød, er der da også godt gang i genbrugsbutikken.

Ældre par, familier med børn og unge bevæger sig i adstadigt tempo og med masser af indlagte kiggepauser igennem gangene mellem de godt 400 stande med genbrugsvarer.

Henrik Lundsgaard, der er butikschef i Frederikssund, men hjælper til, når den sædvanlige butikschef har fri, som det er tilfældet i dag, kigger tilfreds ned igennem butikken, hvor kunderne går på jagt. Han bekræfter, at det bliver mere og mere almindeligt at se de unge i butikken.

- Vi oplever, at der kommer flere og flere unge. De kommer her som grupper for lige at tage en tur rundt, måske efter skole eller i weekenden. De køber ting her, men der er også mange, som får en stand, fordi de skal have ryddet ud i deres eget tøj, siger han.

Unikt og miljøvenligt

I færd med at tjekke varerne ud i en stand finder vi 19-årige Ida Juel Kristensen. Hun er en af de unge, som er hyppig gæst i forretningen.

- Jeg er rigtig vild med genbrugstøj. Man kan finde nogle ret unikke ting sådan et sted her, og så er genbrug jo også godt for klimaet, siger hun.

Når hun er på besøg i Kirppus loppesupermarked på Frejasvej, bruger hun ofte en del tid på det.

- Jeg tager butikken fra den ene ende til den anden, så det tager tit et stykke tid. Men jeg nyder at være her, siger Ida Juel Kristensen, der ofte også har sin kæreste med ud at kigge på genbrug og nu også selv har fået en stand i butikken.

- Det startede med, at jeg solgte tøj på Trendsales, som er en digital platform. Men så havde jeg været her for at kigge efter tøj nogle gange, og så fandt jeg ud af, at jeg også selv kunne have en stand her. Så det har jeg besluttet mig for at have i mit sabbat-år, så jeg kan spare lidt op, siger hun.

Hun har kun haft den en uges tid, men hun synes allerede, det er nemmere at sælge tøj på den måde.

- Man hænger bare tingene op, og så går folk selv og kigger på det. Man slipper for at prutte om prisen og besværet med købere, der ikke kommer alligevel.

Måtte udvide

Nellie Nielsen, der er marketingmanager i Kirppu fortæller, at det udover tøj ofte er original boligindretning og tilbehør de unge kommer efter.

- Det kan være ting som Kähler og Royal Copenhagen, der er moderne, og som de måske har set på Instagram eller Tiktok. Men de vil gerne skille sig ud, og derfor går de på udkig efter de originale udgaver, som de kan være heldige at få her. Det giver streetcredit at sige, at man har fundet originale ting i en genbrugsbutik, siger hun.

Butikken i Hillerød var den allerførste, Kirppu etablerede, og den blev tidligere på året udvidet, så der nu er 1500 kvadratmeter med plads til genbrugsguld. Godt 100 ekstra stande blev der plads til for at afhjælpe ventetiden.

- Vi havde det problem, at det ikke var til at få en stand. Der var en ventetid på halvanden måned. De nye stande blev ret hurtigt lejet ud, og nu er vi ved at være der, hvor der er lidt ventetid igen, siger Henrik Lundsgaard.

De to største og mest besøgte Kirppu-butikker ligger i Hillerød og Roskilde.

arrow Mathilde inspirerede mor og far til genbrug
23. januar 2017 kl. 10:39 Opdateret: kl. 12:13
arrow Succesfuld åbningsfest for loppesupermarked
17. august 2014 kl. 05:47 Opdateret: kl. 07:23
arrow 143 stader booket i Kirppu
14. august 2014 kl. 06:00 Opdateret: kl. 17:35
Rejser du til udlandet i år?